Gå til indhold

Høring over udkast til bekendtgørelse om autorisation af sundhedspersoner, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS

Positivt opgør mod usmidigt bureaukrati, men behov for indsats for evalueringsansættelser

Lægeforeningen har længe arbejdet for, at det ikke skulle være usmidigt bureaukrati, der forhindrer kvalificerede udenlandske læger at opnå autorisation til at virke og arbejde i Danmark. Derfor vil vi   gerne benytte høringssvaret til at rose de mange og fine ændringer i såvel lovgivning som fremsendte bekendtgørelse, som hver især og sammen bidrager til at smidiggøre autorisationsprocessen for læger, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS. 

Med de netop vedtagne lovændringer og det fremsendte bekendtgørelsesudkast løses der op for mange af de bureaukratiske bånd og tidsfrister, der i årevis har spændt ben for mange udenlandske læger. Så nu hvor lovgivningen næsten er på plads, vil vi gøre opmærksom på nogle af de allersidste benspænd:

  • At det fortsat er en stor udfordring for de udenlandske læger, at de fortsat selv skal finde deres evalueringsansættelser
  • At der ikke tilføres selvstændig økonomi til de afdelinger og praksisser, som skal udbyde evalueringsansættelserne – på linje med hvad der gælder for KBU

Som Lægeforeningen gentagne gange har fremført, er det helt essentielt at se på autorisationsproces-sen i sin helhed og altså også på de helt centrale og afgørende evalueringsansættelser, der skal afprøve lægernes kliniske kompetencer og kommunikative evner. Lægeforeningen er aktuelt bekendt med 45, læger, der ikke kan komme i mål, fordi der mangler evalueringsansættelser til dem. 

Herudover ser vi i Lægeforeningen også frem til, at der sker en udmøntning af anbefaling 9 (etablering af én indgang til ansøgning om evalueringsansættelser)  fra Aftalen om bedre smidigere rammer for rekruttering af udenlandske sundhedspersoner fra tredjelande. Ligeledes ser vi også gerne, at der bliver indført faste procedurer for evalueringsansættelse. 

Med venlig hilsen
 
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen