Høring over forslag til lov om ændring af sundhedsloven og forskellige andre love
1. juli 2025
(Flytning af opgaver fra kommuner til regioner, national sundhedsplan, nærsundhedsplaner m.m.)
Fælles høringssvar fra Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Special-læger og Praktiserende Lægers Organisation
Husk de sundhedsprofessionelle når der skal lægges planer
Vi ser frem til udarbejdelse af henholdsvis en national sundhedsplan samt Sundhedsrådenes arbejde med udvikling og gennemførelse af nærsundhedsplaner. Vi opfordrer i denne forbindelse til, at planerne udarbejdes på grundlag af et sundhedsfagligt – herunder lægefagligt - kvalificeret input på alle niveauer.
Vi kan henvise til vores tidligere høringssvar i forbindelse med udkast til forslag til lov om en ny regional forvaltningsmodel, hvor vi foreslår, at sundhedsrådene SKAL nedsætte mindst et underudvalg bestående af relevante ledelsesrepræsentanter og sundhedsprofessionelle (almen praksis, speciallægepraksis, den nye regionale plejesektor, den kommunale sundheds- og plejesektor, præhospitale funktioner og hospitaler m.fl.), bl.a. til udvikling og implementering af nærsundhedsplaner. Høring over udkast til forslag til lov om en ny regional forvaltningsmodel m.v.
Sikring af kædesammenhæng og nære patientforløb
Vi bakker som udgangspunkt op om den foreslåede samling af sundhedsopgaver med henblik på at sikre sammenhængende patientforløb og flere nære patientforløb.
Derfor ser vi også frem til udarbejdelse af kommende udkast til bekendtgørelser om bl.a. sundheds- og omsorgspladser, kvalitetsstandarder, tilrettelæggelse og varetagelse af genoptræningsforløb, overgang til eget hjem, som indenrigs- og sundhedsministeren med dette lovforslag får hjemmel til og som vi naturligvis gerne bidrager til.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen