Høring over bekendtgørelser vedrørende lægelig videreuddannelse
Implementering af den nye ansvars- og kompetencefordeling i styringen af den lægelige videreuddannelse skal følges tæt.
Lægeforeningen har noteret den nye ansvars- og kompetencefordeling mellem regionerne og videreuddannelsesregionerne, jf. Lovpakke 3 og at de foreliggende udkast til ændret bekendtgørelser om lægelig videreuddannelse følger op herpå.
Vi skal indledningsvist understrege vigtigheden af, at implementeringen af lovforslaget og bekendtgørelsens forslag til ændringer sikrer en formaliseret inddragelse og rådgivning fra de regionale videreuddannelsesråd med hensyn til regionsrådenes arbejde med tilrettelæggelse af uddannelsesforløb af høj kvalitet. Og i forlængelse heraf skal vi opfordre til, at implementeringen af lovforslaget og bekendtgørelsens forslag til ændringer følges tæt.
Vi forventer, at Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse får mulighed for løbende at blive orienteret om udviklingen med henblik på rådgivning.
Bekendtgørelse om lægers KBU
• Punkt 4 vedr. § 2, stk. 2:” Mindst én af to ansættelser skal finde sted på sygehus. Den anden ansættelse kan finde sted på et sygehus eller hos en alment praktiserende læge, der er godkendt som praksistutor”.
I forhold til den fremtidige tilrettelæggelse af KBU-forløbene, jf. den foreslåede ændring samt overflytning af kompetencer fra VUR til regionerne er det afgørende, at der kontinuerligt sættes fokus på de unge lægers trivsel og arbejdsglæde med henblik på at uddannelsestilbuddet giver KBU-lægerne den bedste indgang på arbejdsmarkedet. Vi forudsætter fremadrettet at beslutninger om tilrettelæggelsen af KBU-forløb sker på baggrund af indstilling fra VUR
Lægeforeningen skal pege på, at KBU forløb der er planlagt med ansættelse i almen praksis og psykiatri ikke er omfattet af punktet, hvis ansættelsen i psykiatri gennemføres på et psykiatrisk center – og ikke et sygehus.
For ordens skyld skal det bemærkes, at praktiserende lægers betegnelse er ”praktiserende læger” ikke ”alment praktiserende læger.” Umiddelbart synes det mere konsekvent i denne sammenhæng at bruge ”almen praksis”.
Bekendtgørelse om speciallægers uddannelse
• § 8, stk. 2. Hoveduddannelsen skal indeholde ansættelse på mindst to ansættelsessteder inden for specialet, hver af mindst 12 måneders varighed. Heraf skal mindst en ansættelse være kontinuerlig.
Vi noterer at sætningen: ”I hoveduddannelsen i sygehusspecialer skal som hovedregel indgå ansættelse på såvel afdeling med hovedfunktion som afdeling med specialiseret funktion” udgår af bekendtgørelsen.
Vi er fortsat meget uenige heri, jf. Lægeforeningens høringssvar af 4. september 2026 Høring over udkast til bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger. Vi finder det afgørende vigtigt, at bekendtgørelsen understreger, at ansættelse og dermed læring finder sted på afdelinger, hvor de respektive specialers opgaver løses. Det gælder opgaver på hovedfunktionsniveau og det gælder opgaver på specialiseret niveau i overensstemmelse med specialernes målbeskrivelser.
Vi foreslår fortsat, at Sundhedsstyrelsen i dialog med de enkelte faglige selskaber i forbindelse med målbeskrivelsesarbejdet fastlægger en minimumsgrænse for varigheden af ansættelse på specialiseret niveau. Den aftalte minimumsgrænse kan passende skrives ind i bilag 1 til bekendtgørelsen, som i forvejen indeholder bestemmelser for de enkelte specialer.
Vi noterer, at sætningen: ” I specialer, hvor en væsentlig del af patientvaretagelsen sker i speciallægepraksis, skal ansættelse i speciallægepraksis tillige indgå i hoveduddannelsen.” udgår af bekendtgørelsen.
Vi finder, at sætningen fortsat bør indgå i bekendtgørelsen idet uddannelse bør følge opgaveløsningen.
• § 10. I den lægelige videreuddannelse til speciallæge indgår ud over den praktisk-kliniske uddannelse et teoretisk uddannelsesprogram bestående af generelle og specialespecifikke kurser. Regionsrådene gennemfører det teoretiske uddannelsesprogram på baggrund af Sundhedsstyrelsens vejledninger.
Vi noterer, at Sundhedsstyrelsen fremadrettet ikke længere skal godkende det teoretiske uddannelsesprogram samt at forskningstræningsmodulet ikke længere fremgår af bekendtgørelsen.
Vi vil gerne spørge ind til baggrunden herfor samt også spørge ind til den fremadrettede procedure i forbindelse med godkendelse af det teoretiske uddannelsesprogram.
Endelig er det vigtig for os at understrege, at det faglige grundlag for godkendelser både i det teoretiske og praktisk/kliniske forløb skal være tydelige. Uddannelsesforløb og uddannelsesprogrammer bør udarbejdes af relevante uddannelsesfaglige miljøer og godkendes på baggrund af en faglig indstilling fra videreuddannelsesrådet. Det bør fremgå at Sundhedsstyrelsens kommende vejledninger.
Lægeforeningen har ikke yderligere bemærkninger.
Med venlig hilsen
Josephine Rathenborg
Formand for Lægeforeningen