Høring over udkast til bekendtgørelse om uddannelse af speciallæger
Hold fast i hovedregel om ansættelse på afdeling med specialiseret funktion
Fælles høringssvar fra Lægeforeningen, Yngre Læger, Foreningen af Speciallæger og Praktiserende Lægers Organisation.
Vi bakker op om forårsaftalen 2025’s ambitioner om at afdække og fjerne eventuelle barrierer for at tilrettelægge attraktive uddannelsesforløb uden for de større byer, herunder bl.a. statslige regler.
Vi er dog meget uenige, når Sundhedsstyrelsen i forlængelse heraf foreslår, at kravet om, at hoveduddannelsen i sygehusspecialer som hovedregel skal omfatte ansættelse på både afdeling som hovedfunktion og afdeling med specialiseret funktion udgår af bekendtgørelsen. Vi finder det afgørende vigtigt, at bekendtgørelsen understreger, at ansættelse og dermed læring finder sted på afdelinger, hvor de respektive specialers opgaver løses. Det gælder opgaver på hovedfunktionsniveau og det gælder opgaver på specialiseret niveau i overensstemmelse med specialernes målbeskrivelser.
I forlængelse heraf skal vi bemærke følgende:
For det første skal vi med henvisning til forårsaftalen efterlyse en afdækning af reglens konsekvenser inden den afskaffes. Det har vi ikke set.
For det andet så angives reglen som en hovedregel. Det er med andre ord ikke en skal-bestemmelse og indeholder derfor også fleksibilitet i forhold til at tilrettelægge attraktive sammenhængende uddannelsesforløb.
For det tredje indeholder de nuværende regler ikke bestemmelse om, hvor lang tid et ophold på en afdeling med specialiseret funktion skal vare. Det følger heller ikke af bestemmelserne om ansættelse på mindst 2 ansættelsessteder, hver af mindst 12 måneders varighed at den ene ansættelse skal være på specialiseret afdeling. Tværtimod fremgår det, at kun den ene ansættelse skal være kontinuerlig. Så også her er der en indbygget fleksibilitet.
For det fjerde er vi meget undrende over, at Sundhedsstyrelsen her og nu vil ændre bestemmelsen samtidig med at styrelsen har igangsat proces, hvor de lægefaglige selskaber er blevet bedt om at udarbejde nye målbeskrivelser for det faglige indhold i uddannelserne og dermed også nyt grundlag for ansættelsesforløbet. Vi finder det logisk, at stillingtagen til ansættelsesniveau kommer til at følge indholdet i de nye målbeskrivelser.
Sidst, men ikke mindst, er det en meget væsentlig kompetence, at alle speciallæger inden for de enkelte sygehusspecialer har kendskab til, hvilke opgaver der løses bedst på hovedfunktionsniveau og hvilke opgaver, der løses bedst på specialiseret niveau, og herunder hvornår patienter eventuelt skal flytte niveau. Det forudsætter ansættelse på begge niveauer. Og det gælder også for de kommende ”brede” speciallæger.
På denne baggrund skal vi anbefale, at hovedreglen om ansættelse både på afdeling som hovedfunktion og afdeling med specialiseret funktion fastholdes i bekendtgørelsen.
Vi vil foreslå, at Sundhedsstyrelsen i dialog med de enkelte faglige selskaber i forbindelse med målbeskrivelsesarbejdet fastlægger en minimumsgrænse for varigheden af ansættelse på specialiseret niveau. Den aftalte minimumsgrænse kan passende skrives ind i bilag 1 til bekendtgørelsen, som i forvejen indeholder bestemmelser for de enkelte specialer.
Vi skal endelig foreslå, at bilag 1 også tilføjes ansættelse i speciallægepraksis for de relevante specialer, jf. bestemmelserne i den nuværende bekendtgørelse § 8, stk. 2.
Introduktionsforløb - ingen læger må komme i klemme
Vi tager de foreslåede nye bestemmelser, hvorefter læger som udgangspunkt kun kan gennemføre ét introduktionsforløb i hvert speciale, og to forløb inden for den intern medicinske blok til efterretning.
Vi er bekendte med, at Danske Regioner har arbejdet med at sikre en hensigtsmæssig overgang fra den nuværende ordning til den nye ordning. Det er positivt. Vi skal dog alligevel forudsætte, at ordningen indføres på en måde, hvor ingen læger inden for en rimelig overgangsperiode kommer i klemme i forhold til gennemførelse af introduktionsforløb. Det er vigtigt, at den nye ordning udelukkende kommer til at fungere fremadrettet – gerne som planlagt pr. 1. oktober 2026.
Vi vil foreslå, at bekendtgørelsens § 12 henviser til Danske Regioners vejledning: ”Rammer for introduktionsstillinger i den lægelige videreuddannelse”.
Muligheder for at forkorte uddannelse via ansættelse i udlandet
Vi har noteret, at 2 ordet ”helt” er tilføjet i § 15, stk. 2, så det fremgår, at ”Så-fremt en uddannelseslæge under ansættelse i udlandet opnår kompetencer, der helt eller delvist dækker kravene i et speciales målbeskrivelse, kan lægen få forkortet uddannelsen”.
Vi undrer os over tilføjelsen, da en uddannelseslæge, der har opnået alle kompetencer, der dækkes af et speciales målbeskrivelse, efter vores opfattelse så også vil have afsluttet uddannelsesforløbet og vil være klar til at søge ansættelse i en speciallægestilling.
Med venlig hilsen
Josephine Rathenborg
Formand for Lægeforeningen