Høring – Revideret vejledning til inspektorordningen
Udfordringer med at få fri til inspektorbesøg
Lægeforeningen er enig i, at inspektorbesøg skal gennemføres af minimum 2 inspektorer fra forskellige afdelinger, jf. vejledningens afsnit 4 om inspektorbesøg. Vi har noteret, at den ene inspektor ”så vidt muligt” vil komme fra det eller et af de specialer, som uddannelsesstedet varetager.
Der er Lægeforeningens anbefaling, at
Den ene af de 2 (eller flere) inspektorer skal være fra samme speciale som den afdeling, der gennemføres besøg ved og den anden skal være fra et andet speciale. Det gør det muligt at vurdere afdelingen både ”indefra” og ”udefra” i forhold til specialets uddannelseskultur og -metoder.
Inspektorerne kun deltager i besøg på afdelinger udenfor ens ansættelsesregion.
Vi vil foreslå, at denne opstramning af teksten skrives ind i vejledningen.
Vores forslag er desuagtet, at vi har modtaget meldinger om, at de udpegede inspektorer oplever udfordringer med at få tjenestefri til gennemførsel af inspektorbesøg. Det gælder til besøg både inden for eget speciale og ikke mindst til besøg uden for eget speciale.
Lægeforeningen vil foreslå, at Sundhedsstyrelsen i det videre arbejde med inspektorordningen prøver at få klarlagt problemstillingen og udfordringerne nærmere f.eks. ved at spørge inspektorerne herom og på denne baggrund drøfter muligheder for at styrke ordningen med arbejdsgiverside og i Det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen