Høring: Udkast til forslag til lov om ændring af lov om solarier, lov om forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 18 år og forskellige andre love
Lægeforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Lægeforeningen støtter grundlæggende tiltag, der styrker forebyggelsen af sundhedsskadelige produkter og mindsker eksponering og tilgængelighed for særligt børn og unge.
Nedenfor følger først Lægeforeningen bemærkninger til de enkelte dele.
Vigtigt med 18-aldersgrænse for solariebrug- men det bør udfases helt
Lægeforeningen støtter forslaget om at indføre en 18-års aldersgrænse for solariebrug. Brug af solarier øger risikoen for både modermærkekræft og anden hudkræft og kan medføre permanente skader på hud og øjne. Risikoen er særligt høj, når man begynder solariebrug i en ung alder, og tidlig UV-eksponering er veldokumenteret som en væsentlig risikofaktor for udvikling af modermærkekræft og anden hudkræft senere i livet.
Lægeforeningen finder det problematisk, at solarier fortsat er bredt tilgængelige, da ingen solarietyper er uden sundhedsrisiko. Vi bakker derfor op om den i høringsbrev og lovbemærkninger beskrevne intention om at udfase UV-type 1 og UV-type 2 solarier. Da intet solariebrug er risikofrit, bør der dog arbejdes hen imod en gradvis udfasning af solariebrug generelt for at beskytte særligt børn og unge mod unødvendig og veldokumenteret skadelig UV-eksponering.
Lægeforeningen støtter desuden, at solarieudbydere pålægges et alderskontrolsystem, som reelt forhindrer adgang for mindreårige. Bødeniveau og tilsyn bør understøtte en effektiv håndhævelse.
Børn og unge skal beskyttes bedre - mere konsekvent og ambitiøs regulering af tobak, nikotin og alkohol
Lægeforeningen støtter de foreslåede initiativer, der skal styrke beskyttelsen af børn og unge mod sundhedsskadelige og afhængighedsskabende produkter som nikotin, tobaksvarer og alkohol. Lægeforeningen finder dog fortsat, at de fremlagte tiltag ikke er tilstrækkeligt ambitiøse.
Der er behov for en stærkere national forebyggelsesindsats, herunder markant højere priser på tobak og nikotin, der reelt nedbringer forbruget blandt børn og unge. Dertil kommer behovet for et forbud mod onlinesalg og et stop for nye tobaks- og nikotinprodukter på det danske marked. I lighed med ændringen af lov om solarier, hvor aldersgrænsen hæves til 18 år for at beskytte unge, bør der også indføres en 18-års aldersgrænse for alt salg af alkohol.
Nedenfor følger Lægeforeningens bemærkninger til de konkrete ændringer i lovforslaget.
Afgørende at aldersgrænser overholdes - ordningen med kontrolkøbere bør gøres permanent
Børn og unge er særligt sårbare overfor tobak, nikotin og alkohol. Derfor er konsekvent håndhævelse af aldersgrænserne afgørende. Lægeforeningen bakker derfor op om tiltag, der styrker håndhævelsen, og støtter muligheden for elektronisk alderskontrol i fysiske butikker. Da ordningen foreslås frivillig, og der er lagt op til en vis metodefrihed, anbefaler Lægeforeningen en tæt opfølgning for at sikre, at identifikationsmulighederne fungerer efter hensigten.
Lægeforeningen støtter fuldt ud forlængelsen af forsøgsordningen med unge kontrolkøbere, men mener, at ordningen bør gøres permanent. Som fremhævet i bemærkningerne afdækker almindelige tilsyn sjældent overtrædelser, mens unge kontrolkøbere identificerer ulovligt salg i omkring hver tredje kontrol. Ordningen er derfor central for en effektiv håndhævelse af aldersgrænserne og har vist sin nødvendighed frem til nu.
Aldersgrænser bør overholdes - ingen grund til justering af sanktioner
Lægeforeningen er uforstående over, at der med lovforslaget foreslås at nedsætte bødestørrelsen for overtrædelse af salg til børn og unge. Der er ikke rigtigt gode argumenter for, hvorfor loven ikke skulle overholdes, så en nedsat bødestørrelse - oveni erfaringer med hyppige brud på loven jf. ordningen med unge kontrolkøbere - sender blot det politiske signal, at lovovertrædelse på dette område accepteres.
Med indførelse af muligheden for elektronisk aldersverificering og muligheden for at kræve fremvisning af gyldig billedlegitimation eller elektronisk aldersverificering på ethvert tidspunkt og ikke længere blot ved tvivl, bør det være endnu nemmere at overholde de gældende aldersgrænser.
Strammere kontrol med nye produkter - anmeldelsespligt er et vigtigt første skridt
Lægeforeningen støtter de foreslåede ændringer vedrørende tobakssurrogater, herunder krav om sundhedsadvarsler og anmeldelsespligt. Det er positivt, at nye produkter fremover ikke kan markedsføres uden at være registreret hos myndighederne. Det er et vigtigt første skridt mod bedre kontrol.
Industrien introducerer løbende nye produkter, der efterligner tobaks- og nikotinprodukter uden at indeholde nikotin, og som dermed udnytter smuthuller i reguleringen. Disse produkter kan normalisere nikotinbrug blandt børn og unge og fungere som indgang til afhængighed. Derfor bør anmeldelsespligten følges af en klar ambition om, at nye tobaks-, nikotin-og beslægtede produkter på sigt ikke bør kunne markedsføres uden en egentlig forhåndsgodkendelse - og ideelt set udfases helt.
Sammenhæng i reguleringen - harmonisering af krav
Lægeforeningen støtter harmonisering af anmeldelses- og mærkningskrav på tværs af produktkategorier, da det styrker både forbrugerbeskyttelsen og myndighedernes mulighed for effektiv kontrol.
Synlig skiltning er afgørende - lempelser er et tilbageskridt
Det er problematisk, at lovforslaget foreslår at lempe kravene til synlig skiltning med aldersgrænser ved fjernsalg og i ubemandede butikker for både tobak, nikotin og alkohol. Disse salgskanaler er i forvejen særligt let tilgængelige for unge, og synlig skiltning er et centralt redskab - både for håndhævelsen og som tydeligt signal om, at produkterne ikke er målrettet mindreårige. Når onlinekøb samtidig gør alderskontrol vanskeligere, vil lempelse af skiltning øge risikoen for, at børn og unge får adgang.
EU-krav må ikke udhule forebyggelsen - der er behov for onlineforbud og udfasning
Udstillingsforbuddet online for tobak og nikotin kan i praksis ikke opretholdes i sin hidtidige form pga. EU's produktsikkerhedsforordning. Det understreger behovet for, at EU-regler ikke spænder ben for mere ambitiøse nationale forebyggelsestiltag. Når digitale præsentationer ikke kan begrænses effektivt, bør den digitale tilgængelighed reduceres på anden vis.
Lægeforeningen foreslår derfor et forbud mod onlinesalg af tobaks- og nikotinprodukter, som allerede findes i Holland og Finland, og som er i tråd med WHO's anbefalinger. Onlineforbud bør ses som et led i den langsigtede udfasning af tobak og nikotin i Danmark.
Styrkede kontrolbeføjelser er nødvendige - især ved fjernsalg og ubemandede butikker
Lægeforeningen støtter de foreslåede styrkede kontrolbeføjelser ved fjern-salg og i ubemandede butikker. Disse salgskanaler udgør en særlig udfordring for alderskontrol, og effektive redskaber til kontrol er nødvendige.
En vigtig styrkelse af patienternes rettigheder
Lægeforeningen bakker op om ændringen af sundhedslovens § 88, stk. 2, så oplysningspligten ved livstruende sygdom fremover skal opfyldes inden for 10 kalenderdage. Ændringen skaber klarhed og sikrer, at patienter også i perioder med helligdage får hurtig information om behandlingstilbud.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke Formand for Lægeforeningen