Høringsbrev om ændring af bekendtgørelse om speciallæger m.m.
Etablering af stærke faglige miljøer og høj kvalitet i uddannelsen sikrer rekruttering til uddannelsesstillinger
Lægeforeningen har noteret den nye ansvars- og kompetencefordeling mellem regionerne og videreuddannelsesregionerne, jf. Lovpakke 3 og at det foreliggende udkast til ændret bekendtgørelse om speciallæger følger op herpå.
Vi skal opfordre til, at implementeringen af lovforslaget og bekendtgørelsens forslag til ændringer følges tæt, så der etableres et velfungerende samarbejde mellem regionerne og videreuddannelsesrådene om etablering, gennemførelse og sikring af uddannelsesforløb med høj kvalitet.
Vi tager til efterretning, at flytningen af ansvar og kompetencer til regionsrådene tager udgangspunkt i ønsket om at sikre flere uddannelsesforløb i rekrutteringstruede områder. Vi vil dog godt slå fast, at næst efter patientsikkerhed må og skal høj kvalitet i uddannelsen være den afgørende prioritet. Det forudsætter, at de nødvendige kliniske opgaver, patientgrundlaget og mulighederne for supervision er til stede. Det er grundlaget for uddannelse af dygtige speciallæger og det vil også være afgørende for rekruttering til opslåede uddannelsesstillinger i hele landet.
Vi finder det dybt problematisk, hvis eksempelvis veletablerede gode og stærke uddannelsesmiljøer skal nedprioriteres som følge af ønsket om etablering af flere uddannelsesstillinger i rekrutteringstruede områder.
Vi skal på denne baggrund foreslå at den nye bestemmelse § 5, stk. 2 i bekendtgørelse om speciallæger:
” Ved afgørelser om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen efter stk. 1, skal regionsrådene prioritere hensyn til lægedækning ved at hele eller dele af hoveduddannelsen og flest mulige introduktionsforløb opslås i rekrutteringstruede områder, under hensyntagen til relevante regionale og faglige hensyn, herunder patientsikkerhed, uddannelseskapacitet, drift og uddannelseskvalitet”
ændres til:
” Ved afgørelser om fordeling af uddannelsesforløb i speciallægeuddannelsen efter stk. 1, skal regionsrådene inddrage relevante faglige og regionale hensyn, herunder i prioriteret rækkefølge patientsikkerhed, uddannelseskvalitet, uddannelseskapacitet, lægedækning og drift”.
Godkendelse af individuelle uddannelsesforløb
Vi har positivt noteret, at de regionale videreuddannelsesråd skal rådgive regionsrådene om forhold ved fordeling og tilrettelæggelse af uddannelsesforløb samt godkende uddannelsessteder, jf. § 6.
Vi skal i forlængelse heraf kraftigt anbefale, at regionsrådenes godkendelse af individuelle, dokumenterede og afsluttede uddannelsesforløb, jf. § 7 tilsvarende kun må foretages på baggrund af relevant lægefaglig og uddannelsesfaglig rådgivning. Det gælder ikke mindst ved ændringer i individuelle forløb, hvor der kan være udfordringer med kompetenceopnåelsen.
Vi skal foreslå, at dette også fremgår af bekendtgørelsen.
Uddannelsesforløb på tværs af regioner
I dag tilrettelægges der med fordel en række uddannelsesforløb, der går på tværs af regioner, men inden for samme videreuddannelsesregion. Her vil beslutningskompetencen skulle afklares mellem de to regioner og der er risiko for konflikt, hvis to regioner vurderer behov forskelligt.
Lægeforeningen har noteret, at ministeriet, jf. lovforslagets høringsnotat, er opmærksomme på problemstillingen og har drøftet dette med Danske Regioner. Begge parter er enige i, at der – i givet fald - skal indgås regionale aftaler om samarbejdsprocedurer til at sikre den nødvendige tværregionale koordinering.
Vi skal i forlængelse heraf foreslå, at dette understreges i bekendtgørelsen, ved at der tilføjes ny § 9, stk. 3 som følger:
”Ved uddannelsesforløb der tilrettelægges på tværs af regioner, skal regionsrådene indgå aftaler om samarbejdsprocedurer til at sikre den nødvendige tværregionale koordinering.”
Sammensætningen af det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse
Lægeforeningen finder det positivt, at ministeriet, jf. lovforslagets høringsnotat, deler opfattelse af, at repræsentation af de praktiserende speciallægers perspektiver i det Nationale Råd for Lægers Videreuddannelse er meget relevant, og ikke mindst i lyset af sundhedsreformens intentioner om omstilling til det nære sundhedsvæsen.
Vi kan derfor ikke forstå, at ministeriet ikke ønsker at imødekomme vores forslag om repræsentation af praktiserende speciallæger i rådet – som jo netop er rådgivende og som sådan ikke et besluttende organ.
Vi skal på denne baggrund bede ministeriet om at genoverveje sin beslutning.
Lægeforeningen har ikke bemærkninger til de øvrige udsendte udkast til bekendtgørelser.
Med venlig hilsen
Josephine Rathenborg
Formand for Lægeforeningen