Høringssvar vedr. forslag til Lov om ophævelse af chokoladeafgiftsloven mv.
Ændring af lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven, ligningsloven og forskellige andre love. Lægeforeningen takker for muligheden for at afgive høringssvar.
Lovforslaget skal bl.a. gøre hverdagen bedre for danskerne, men det har Lægeforeningen vanskeligt ved at se ske, når usunde valg gøres billigere, og når det for mange danskere bliver dyrere at være fysisk aktiv. Der er veldokumenteret sammenhæng mellem pris og sundhedsadfærd, og ændringer i moms og afgifter har derfor betydning for både folkesundhed og ulighed i sundhed.
Lægeforeningen forholder sig i dette høringssvar alene til afskaffelsen af chokolade- og sukkervareafgiften, samt til de sundhedsmæssige konsekvenser af moms på motionsaktiviteter, der skal ses i sammenhæng med forslaget om motionsfradrag.
Afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften - Usunde valg bør ikke gøres billigere
Lægeforeningen finder det problematisk at afskaffe chokolade- og sukker-vareafgiften. Danmark står allerede over for betydelige udfordringer med overvægt og usunde kostvaner, som er forbundet med øget risiko for alvorlige sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer.
Udviklingen i danskernes kostvaner peger i en sundhedsfagligt bekymrende retning. Nye data fra Nordisk Ministerråd viser, at voksne danskere i gennemsnit indtager sukker- og søde fødevarer knap fem gange om ugen, og at forbruget er stigende, samtidig med at indtaget af frugt og grønt falder.
Hertil kommer, at der er en veldokumenteret sammenhæng mellem pris og forbrug. En afskaffelse af chokolade- og sukkervareafgiften må derfor forventes at føre til øget forbrug og dermed modarbejde folkesundheden. Lovforslaget viser samtidig, at prisinstrumenter anvendes aktivt til at påvirke adfærd, idet der foreslås nulmoms på bøger for at fremme læsning. Set i det lys fremstår det inkonsistent at gøre usunde fødevarer billigere.
Hvis målet er at forbedre hverdagen for danskerne, bør fokus i stedet rettes mod at gøre sunde valg mere økonomisk tilgængelige. Lavere priser på frugt og grønt er forbundet med øget forbrug og vil kunne bidrage til sundere kostvaner.
Moms på motionsaktiviteter - Motion bør ikke gøres dyrere
Fysisk aktivitet er et centralt forebyggelsesredskab og har veldokumenterede positive effekter på helbredet. Alligevel er en betydelig del af befolkningen ikke tilstrækkeligt fysisk aktiv. En undersøgelse fra Nordisk Ministerråd viser, at ca. 25-33 pct. af voksne og omkring halvdelen af børn ikke lever op til anbefalingerne for fysisk aktivitet1. Det understreger behovet for at sikre, at økonomiske tiltag ikke bidrager til yderligere at forværre denne udvikling.
Lægeforeningen er opmærksom på, at moms på motionsaktiviteter indføres som følge af en EU-dom. Det ændrer imidlertid ikke, at højere priser på motion kan skabe økonomiske barrierer for deltagelse, særligt for dem med begrænsede økonomiske ressourcer.
Lægeforeningen anerkender, at motionsfradraget skal reducere de økonomiske omkostninger for den enkelte. Fradraget foreslås dog alene at omfatte voksne over 30 år, mens prisstigninger i praksis kan blive fordelt bredt og dermed også ramme unge under 30 år, som ikke omfattes af fra-draget2. Dette svækker fradragets træfsikkerhed.
Lægeforeningen finder det derfor væsentligt, at de samlede økonomiske virkemidler vurderes ud fra, om de reelt gør det lettere for alle grupper i befolkningen at være fysisk aktive.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke Formand for Lægeforeningen