Gå til indhold

Analyse: Læger og pension

Denne analyse undersøger, hvad der kan motivere læger til at blive længere på arbejdsmarkedet. Fleksibilitet, forhold på arbejdspladsen og økonomi kan være tungtvejende årsager. Analysen er gennemført blandt medlemmer af Lægeforeningen og Foreningen af Pensionerede Læger.

Undersøgelsen blandt de præpensionerede læger viser, at de i stort omfang planlægger fortsat at arbejde efter at været gået på pension. 48% forventer således, at lægelige aktiviteter kommer til at fylde i deres tilværelse som pensionist. 55% svarer, at de forventer, at det kommer til at påvirke deres trivsel som pensionist negativt, at de vil savne det lægelige arbejde, mens 56% svarer, at muligheden for stadig at kunne arbejde som læge i et vist omfang, forventes at påvirke deres trivsel som pensionist på en positiv måde. Større fleksibilitet, nedsat tid eller seniorordning er de vigtigste årsager til, at de præpensionerede læger kunne vælge at blive flere år på arbejdsmarkedet. Således svarer 83% af lægerne, at dette i høj eller nogen grad ville få dem til at blive på arbejdsmarkedet længere end planlagt.

Undersøgelsen blandt de pensionerede læger viser, at læger på pension i stort omfang fortsat arbejder. 21% af de adspurgte pensionerede læger svarer således, at de fortsat har lønnet lægeligt arbejde i et vist omfang. Med hensyn til fastholdelse på arbejdsmarkedet svarer 41%, at de gerne ville have arbejdet i flere år, hvis der havde været større fleksibilitet og bedre muligheder for nedsat tid eller en seniorordning