Gå til indhold

Lægers søgning af introduktionsstillinger – En medlemsundersøgelse blandt læger

Analysen undersøger lægers erfaring med introduktionsstillinger, som er et led i lægers videreuddannelse til speciallæger. Analysen viser, hvordan dimensioneringen af den lægelige hoveduddannelse til speciallæge skaber flaskehalse tidligt i lægernes videreuddannelse.

Et stigende antal nyuddannede læger tager flere introduktionsstillinger for at kvalificere sig til et hoveduddannelsesforløb. Manglen på hoveduddannelsesforløb spiller derfor ind på flaskehalse i introduktionsstillingerne. Det forsinker lægerne i at blive speciallæger. Det på trods af, at i Danmark nu og minimum til 2030 mangler 2000 speciallæger. Analysen viser samtidig, at lægerne i stigende grad ønsker at søge bredt ud, geografisk såvel som specialemæssigt, og at man er klar til at flytte sig geografisk efter at få den rette stilling.

  • Læger er parat til at flytte sig geografisk.
    Omkring 75 pct. af lægerne er villige til at søge introduktionsstillinger uden for deres nærområde, hvis de rette betingelser er til stede. 
  • Læger er klar til at pendle.
    Knap 60 pct. af lægerne er villige til at pendle op til én time hver vej for den rette introduktionsstilling, og hver fjerde læge er villig til at transportere sig i op til to timer.
  • Flere læger ansat i flere introduktionsstillinger.
    Blandt respondenterne, der afsluttede deres KBU i 2024, forventer 39 pct. at være ansat 3 eller flere introduktionsstillinger.
  • Flere introduktionsstillinger grundet manglende ansættelse i hoveduddannelsesforløb.
    Blandt læger, der afsluttede deres KBU i 2024, angiver knap 40 pct., at manglende mulighed for ansættelse i hoveduddannelsesforløb er én af forklaringerne på, hvorfor de forventer at være ansat i flere introduktionsstillinger inden for forskellige specialer.
  • Læger søger bredere end tidligere– både fagligt og geografisk.
    45 pct. af dem, der afsluttede deres KBU i 2024, forventer at søge introduktionsstillinger inden for 4 eller flere specialer samme sted i landet.