Gå til indhold

Forskning

Forskning og innovation er fundamentet for udviklingen i sundhedsvæsenet. Lægeforeningen arbejder for bedre rammer for sundhedsforskning – tæt på patienten, integreret i det kliniske arbejde og med klare nationale ambitioner.

Forskning i sundhed er en forudsætning for, at patienterne får den bedst mulige behandling. Samtidig bidrager forskning til en mere effektiv brug af ressourcer og til løbende forbedringer i et sundhedsvæsen præget af stigende kompleksitet og mangel på arbejdskraft. Klinisk forskning – forankret i det daglige arbejde – er afgørende for at vide, hvilke behandlinger der virker bedst, og for at sikre høj kvalitet i indsatsen. Det er samtidig en forudsætning for at kunne udvikle fremtidens behandlingsformer, nye lægemidler og medicinsk udstyr. Derfor bør forskning og innovation ses som en integreret del af sundhedsvæsenets kerneopgaver.

I 2023 blev der anvendt ca. 12 mia. kr. på offentlig sundhedsforskning i Danmark, primært på hospitaler og universiteter. Den private sektor, især lægemiddel- og medicoindustri, investerede samme år ca. 22 mia. kr. Læger spiller en central rolle i begge sektorer og bidrager væsentligt til udviklingen af nye behandlinger, medicin og teknologier. Men investeringerne dækker ikke alle behov. Der er fortsat områder og patientgrupper, som ikke dækkes af privat forskning, bl.a. fordi de ikke har kommerciel interesse. Samtidig mangler der systematisk viden om, hvilke sygdomsområder der forskes i, og hvordan midlerne fordeles.

Lægeforeningen arbejder for:

  • Læger skal have bedre muligheder for at forske som en del af deres kliniske arbejde, herunder have adgang til dedikeret forskningstid i ansættelsen.
  • Læger skal have bedre adgang til kliniske forskningsdata, så godkendelser og datadeling ikke spænder ben for vigtige projekter – især på tværs af regioner.
  • Den offentlige finansiering af forskning i sygdomme og behandlinger, der ikke har kommerciel interesse, men som er vigtige for patienter og samfund, skal styrkes.
  • Der skal skabes bedre rammer for at gennemføre både offentligt- og privat finansierede kliniske forsøg i Danmark, så ny viden og behandling kan udvikles tæt på patienterne.
  • Data fra patientbehandlinger og kvalitetsarbejde skal systematisk føres tilbage til de klinisk arbejdende læger og anvendes som grundlag for forskning og forbedring af patientbehandlingen.
  • Der skal skabes et bedre overblik over, hvilke sygdomsområder, der forskes i, samt hvordan forskningsmidlerne fordeles, så beslutninger kan bygge på reel indsigt.