Gå til indhold

Besparelser går stik imod sundhedsreformen og spænder ben for flere speciallæger

Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen

Bragt i Ugeskriftet den 1. august 2025

Lige før sommerferien kunne vi fejre en vigtig sejr: Regeringens dimensioneringsplan 2026–2030 lagde op til et markant løft i antallet af hoveduddannelsesforløb. Det betyder, at flere læger kan blive speciallæger – et nødvendigt skridt, hvis vi skal sikre lægedækning og kvalitet i behandlingen i fremtidens sundhedsvæsen.

Men det virker til at den ene hånd ikke aner, hvad den anden gør. Sagen er den, at hovedkursuslederne for de specialespecifikke kurser i den lægelige videreuddannelse, med blot 14 dages varsel, er blevet bedt om at skære en tredjedel af deres udgifter, for resten af 2025 – svarende til i alt ca. 9 mio. kr.

Det er mildest talt opsigtsvækkende, at man uden varsel og uden dialog vil gennemføre besparelser, der reelt kan spænde ben for en langsigtet politisk prioritet. Det virker, som om man er villig til at skylle egne ambitioner ud med badevandet. Hverken regeringen eller aftalepartierne bag kan være tjent med, at besparelser på denne måde truer den aftalte sundhedsreform - lægereformen, der skal skaffe flere speciallæger.

Lægeforeningen har i årevis kæmpet for, at der skulle dimensioneres flere hoveduddannelsesforløb. I dag mangler der omkring 2.000 speciallæger i Danmark. Flere patienter har komplekse forløb, og behovet for specialiseret lægefaglighed er stigende. Derfor blev der også klappet ekstra højt, da Indenrigs- og sundhedsministeren i sin tale på årets Lægemøde fortalte, at nu ville de hæve antallet af hoveduddannelsesforløb. Men nu ser det altså ud til, at de ambitioner der blev stillet i udsigt, falder til jorden – fordi pengene ikke er fulgt med.

De specialespecifikke kurser er obligatoriske. De er ikke pynt eller ekstra faglig finesse – de er en væsentlig del af enhver speciallægeuddannelse. Når kurser bliver aflyst eller indholdet reduceret, risikerer vi ikke kun forsinkelser, men også, at kvaliteten af speciallægeuddannelsen forringes. Det går i sidste ende ud over både faglighed og patientsikkerhed.

Det er svært at forstå, at Sundhedsstyrelsen – uden forudgående dialog og uden en overordnet plan – vil have gennemført så voldsomme besparelser på netop den del af videreuddannelsen, der er afgørende for, at vi kan føre dimensioneringsplanen ud i livet.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Uddannelseslægerne og de kursusansvarlige står nu med stor usikkerhed og uvished – og i værste fald tabet af tid, faglighed og fremdrift. Sammen med Yngre Læger har Lægeforeningen derfor sendt et brev til Sundhedsstyrelsen og på det kraftigste opfordret dem til at trække besparelserne tilbage. Vi har samtidig efterspurgt, at der i fremtiden afsættes varige og tilstrækkelige midler til at sikre, at hele speciallægeuddannelsen – også kursusdelen – kan følge med den øgede dimensionering.

Hvis dimensioneringsplanen skal give mening, kræver det, at vi sikrer kapacitet og kvalitet i alle dele af speciallægeuddannelsen. Det gælder ikke mindst de obligatoriske kurser. Man kan ikke udvide mængden af hoveduddannelsesforløb uden også at investere i det faglige fundament, som selve speciallægeuddannelsen bygger på.