Populationsoverblik i lægepraksissystemerne
Nye værktøjer til populationsomsorg klar i de første lægepraksissystemer XMO, VENA og WinPLC. Projekt Klinikkens Cockpit har nået en milepæl.
Formålet er at understøtte lægen i rollen som tovholder for patienten og gøre klinikken i stand til dels at få et overblik over klinikkens patientpopulation og mulighed for at finde udvalgte målgrupper.
Du finder løsningen i dit lægepraksissystem, der gør det muligt at trække lister over udvalgte patientgrupper ud fra relevante data og kliniske indikatorer. Med afsæt i et fælles datagrundlag skabes et systematisk overblik, som kan anvendes til planlagt opfølgning og målrettet kontakt.
Med de nye løsninger kan klinikken med få klik i eget system fx:
- Finde udvalgte patientgrupper (fx kronikere) i egen population baseret på fælles nationalt defineret profiler.
- Handle på de konkrete patientlister direkte i dit eget system til brug for konkret opfølgning på behandling, fx ved at sende beskeder til en eller flere patienter direkte via Min Læge-appen, give opgaver til klinikpersonale eller knytte behandlingsansvarlig på.
- Se reminder på patientoverblikket (eller i patientens stamkort) om den enkelte patient er en del af en populationsliste.
- Få bedre overblik over relevante data i den konkrete patientbehandling i dit lægepraksissystem
Løsningerne rulles løbende ud i lægepraksissystemerne. Derfor vil der være variation i de funktioner, lægepraksissystemerne tilbyder.
PLO og MedCom vedligeholder en liste over funktioner for alle lægepraksissystemleverandører, så PLO’s medlemmer kan følge med i, hvilke systemer der tilbyder hvad.
Få her overblik over, hvilke lægepraksissystemer, der tilbyder de nye funktioner
Om projektet Klinikkens Cockpit
Projektet er en del af OK22-aftalen mellem PLO og RLTN.
Parterne bag projektet er PLO, Danske Regioner og Indenrigs-og Sundhedsministeriet, MedCom, DSAM og KiAP.
MedCom står for projektledelsen i tæt samarbejde med PLO, og løsningerne udvikles med leverandørerne som på nuværende tidspunkt er, CGM XMO, VENA og EG WinPLC.
Læs mere om Klinikkens Cockpit hos MedCom
Populationsoverblik baseret på profiler
Det kan være en kompleks opgave for den enkelte læge at definere det gode datasæt for en særlig patientgruppe og dermed få sit eget lægepraksissystem til at præsentere en meningsfuld patientliste.
Det har været en udfordring for mange læger at få god anvendelse af fx statistikmodulet i sit lægepraksissystem.
Dette arbejde er nu placeret i en fælles lægegruppe med læger fra PLO, DSAM og KiAP. Det er gruppens opgave løbende at udarbejde nye nationale profiler og opdatere eksisterende fx baseret på nye kliniske retningslinjer.
Der udvikles således hele tiden nye nationale profiler, som dit lægepraksissystem automatisk kan trække på til klinikkens eget populationsoverblik, så du sparer opgaven med selv at skulle forsøge dig frem.
De første fire overblik (profiler) er:
- Demens: Profilen kan hurtigt identificere patienter med demens eller kognitiv svækkelse samt dem der får antipsykotisk medicin. Det giver et fælles afsæt for systematisk opfølgning, bedre behandlingskvalitet og et styrket samarbejde på tværs af sektorer. Samtidig understøtter populationslisten det nationale mål om at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin hos mennesker med demens.
- Ydelse 2150 (målgruppe 1+ 2): Med profilen kan klinikken hurtigt identificere både patienter med svær kronisk psykisk sygdom og patienter med andre psykiske lidelser. Formålet er at komme tidligere på banen og forebygge somatisk sygdom. Populationslisterne ligger i forlængelse af målene i overenskomsten 2022 (OK22) og gør det enklere at arbejde opsøgende i almen praksis – netop over for grupper, der sjældent selv tager kontakt.
- Osteoporose: Med denne profil kan klinikken nemt identificere patienter med osteoporose og få et samlet overblik på klinikniveau. Det gør det enklere at prioritere opfølgning, justere behandling og sikre en mere ensartet kvalitet i indsatsen.
Den lægefaglige gruppe består af følgende læger:
- Anders Dupont, PLO
- Trine Jeppesen, PLO
- Maria Krüger, DSAM
- Anders Prior, DSAM
- Henrik Rasmussen, KiAP
- Thomas Drivsholm, KiAP
Den lægefaglige gruppe sekretariatsbetjenes af MedCom og PLO.
Siden oprettet september 2025