Gå til indhold

Hvad siger overenskomsten om videokonsultationer?

I Overenskomst for Almen Praksis skelnes mellem to typer af videokonsultationer:

En planlagt videokonsultation, hvor lægen/praksispersonalet visiterer og fastsætter tidspunktet for videokontakten, som erstatter en fysisk konsultation eller sygebesøg. Det kan typisk være en opfølgende konsultation på en kendt problemstilling men også en indledende samtale eller en konkret lægefaglig vurdering af en problemstilling.

Patienten kan godt få hjælp fra anden person til gennemførelse af videokonsultationen, som ved en hver anden fysisk konsultation, hvor patienten vælger at lader sig ledsage af en bisidder, tolk eller lign. I videokonsultationen kan ledsageren også bistå med teknisk hjælp.

  1. En planlagt videokonference er et møde mellem lægen og andre sundhedsprofessionelle aktører på hospitalerne, speciallægepraksis og/eller i kommunerne og evt. patienten selv. Mødet omhandler et konkret patientforløb og har primært et koordinerende og/eller rådgivende formål. Der deltager som minimum tre aktører i en videokonference.

    Videokonferencen kan træde i stedet for fysisk tilstedeværelse ved afholdelse af udskrivningskonferencer, koordineringsmøder med samarbejdspartnere, fx mellem praksis og kommunens hjemmepleje/socialpsykiatri/jobcentre mv., eller med involvering af specialister på sygehuset.

Ved brug af video til patientkontakt er det en lægefaglig vurdering, hvornår video kan være den rette kontaktform. Patienten eller andre kan ikke kræve kontakt via video, men lægen skal tage hensyn til patientens behov og personlige ikke-medicinske forhold fx lang transporttid til klinikken.

Honorering og ydelseskoder

Videokonsultation er en grundydelse og afregnes med ydelseskoden 0125.

Såfremt der ikke opnås forbindelse, og parterne derfor vælger at gennemføre konsultationen via telefon, honoreres der svarende til almindelig telefonkonsultation (0201).

Følgende tillægsydelser kan udføres i forbindelse med en videokonsultation:

  • 2149: Diagnostik, udredning og opfølgning ved anv. af fagligt anerkendte psykometriske tests
  • 2161: Tillæg ved ydelse af lægehjælp, hvor der anvendes kvalificeret tolk
  • 2401: Tillæg ved behandling af personer, som ikke er tilmeldt en læge (bl.a. udenlandske statsborgere)
  • 2402: Tillæg ved behandling af personer, som ikke er tilmeldt en læge (bl.a. danske statsborgere med EU-sygesikringskort)

En videokonsultation vil, hvor det har et konkret formål, kunne anvendes til samtaleterapi [6101/6201] og årskontrol [0120] med tilsvarende honorar, hvor patienten har svært ved at møde op i klinikken. Hvis samtaleterapi eller årskontrol tages over video, benyttes ydelserne 6101/6201 og 0120 sammen med registreringskoden 1003.

Videokonference er en grundydelse og afregnes med ydelseskoden 0126.

Den planlagte videokonference, der alene kan tilbydes i dagtid, er et planlagt møde mellem lægen og andre sundhedsprofessionelle aktører og evt. patienten.  

En videokonference honoreres efter konferencens varighed i moduler a 10 minutter. Der kan maksimalt honoreres for seks moduler pr. konference. Såfremt der ikke opnås forbindelse, og én eller flere af aktørerne derfor vælger at overgå til telefon, honoreres der fortsat.

Nyhed: Deltag i et nyt kursus og få styr på de digitale konsultationer

Over to halve online kursusdage kan øge dit kendskab til mulighederne inden for digitale konsultationer med særligt fokus på videokonsultationer. Kurset giver dig en helt basal hjælp til at etablere gode vaner for klinikkens digitale konsultationer. Vi gennemgår bl.a. teknikken bag og giver gode råd - både i forhold til organiseringen i klinikken og den gode sammenhæng til Min Læge-appen, hvor patienterne med fordel kan ønske en videokonsultation.

Datoer
Modul 1: 18. november 2025 kl. 14-15.45
Modul 2: 11. december 2025 kl. 14-15.45

Tilmeldningsfrist
18. september 2025

Kurset er godkendt som selvvalgt efteruddannelse til både læger og praksispersonale.
Efter afholdelse kan der søges:
0,5 dags tabt arbejdsfortjeneste
1 dags tilskud til kursusafgift

PLO afholder i samarbejde med PLO-Efteruddannelse også andre kurser, der kan hjælpe dig med at gøre din hverdag i praksis nemmere med digitalisering. Læs mere på PLO-Efteruddannelses hjemmeside.