Gå til indhold

Opstillingsopfordring fra PLO-Nordjyllands formand

Vil du være med til at sætte retningen for almen praksis i Nordjylland?

Kære kollega 

I november 2026 er der igen valg til PLO-Nordjyllands bestyrelse, som samtidig udgør en del af PLO’s repræsentantskab. På nuværende tidspunkt består PLO-Nordjylland af 4 repræsentanter og 2 suppleanter. PLO's vedtægter er ændret, hvilket medfører, at der for perioden 2027-2029 skal vælges 5 repræsentanter og 5 suppleanter, som alle deltager i arbejdet i PLO-Nordjyllands bestyrelse. De skal repræsentere de nordjyske praktiserende læger - både i det regionale arbejde og som en del af PLO’s repræsentantskab.

Vil du vide mere om valget eller ønsker du at stille op kan du læse mere her

PLO-Nordjyllands rolle og indflydelse
PLO-Nordjylland varetager de praktiserende lægers faglige og økonomiske interesser i regionen og er de praktiserende lægers talerør over for samarbejdspartnere og myndigheder. Det er derfor her, du kan få reel indflydelse på dit fremtidige arbejdsliv og være med til at sætte retningen for fremtidens almen praksis - i Nordjylland og på landsplan.

Almen praksis i et sundhedsvæsen under forandring
Sundhedsvæsenet står fortsat midt i store forandringer. Opgaver flyttes, samarbejdsflader ændrer sig, og forventningerne til almen praksis vokser. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi har en stærk nordjysk stemme dér, hvor beslutningerne bliver forberedt og truffet.

Derfor er din stemme vigtig
Der er stor respekt for det engagement og den faglighed, som de praktiserende læger bidrager med. Vores stemme bliver hørt, og vi bliver taget med på råd. Men indflydelse kommer ikke af sig selv - den kræver, at nogen stiller sig til rådighed, tager ordet og bringer hverdagen i almen praksis ind i det politiske rum.

Bestyrelsesarbejdets betydning
Som medlem af PLO-Nordjyllands bestyrelse får du mulighed for at præge udviklingen af almen praksis, sætte nordjyske mærkesager på dagsordenen og bidrage til løsninger, der gør en forskel for både kolleger og patienter. Arbejdet spænder bredt - fra den enkelte praksis’ hverdag til det løbende samarbejde med regionen, herunder lokale aftaler og repræsentation i råd, udvalg og arbejdsgrupper.

Behov for bred repræsentation
Jeg ved, at der blandt de nordjyske praktiserende læger er mange ildsjæle med stærke holdninger, stor faglighed og et oprigtigt engagement i både eget arbejdsliv og det samlede sundhedsvæsen. Jer har vi brug for. Vi har brug for flere kræfter, erfarne stemmer og også meget gerne yngre kolleger, så bestyrelsen afspejler bredden i almen praksis i Nordjylland.

Praktisk om arbejdsformen
Bestyrelsen mødes cirka én gang om måneden, typisk med fællesspisning efterfulgt af møde fra kl. 17.30 til 20.30. Derudover kan der være udvalgsarbejde af varierende omfang, ofte et par gange om måneden af et par timers varighed. Jo flere vi er om opgaverne, desto bedre kan arbejdet fordeles.

Du bliver godt introduceret til det politiske arbejde, du kan altid få støtte fra sekretariatet, og arbejdet honoreres. Du står altså ikke alene - hverken som ny i det politiske arbejde eller som erfaren kollega med lyst til at engagere dig yderligere.

Overvej at stille op
Jeg vil derfor gerne opfordre dig til at overveje, om 2026 skal være året, hvor du stiller op. Hvis du brænder for almen praksis, har lyst til at gøre en forskel og vil være med til at sikre, at nordjyske praktiserende læger fortsat står stærkt i samarbejdet med regionen, kommunerne og PLO centralt - så er der brug for dig. 
 
Vil du høre mere?
Har du spørgsmål eller lyst til at høre mere om, hvad arbejdet indebærer, er du altid velkommen til at kontakte et medlem af PLO-Nordjyllands bestyrelse eller sekretariatet til en uformel snak. 

Her finder du kontaktoplysningerne til PLO-Nordjyllands bestyrelse

Sekretariatet kan kontaktes på mail: plo-nordjylland@dadl.dk eller telefon: 3544 8495.

Med venlig hilsen

Dinah Høngaard
Formand for PLO-Nordjylland