Gå til indhold

Opstillingsopfordring fra Tine Stegger, repræsentant i PLO-Nordjylland

Har du selv lyst til at stille op, eller kender du en god kollega, der brænder for vores fag? Så er det nu, du skal stille op eller opfordre din kollega til det.

Tine Stegger, repræsentant PLO-Nordjylland siden 2024

Almen praksis i forandring

Det er en spændende og udfordrende tid for almen praksis. Netop nu skal sundhedsreformen implementeres, og den fremtidige rolle for almen praksis defineres. Den 1. januar 2027 får vi desuden en ny aftale, hvis indhold vi endnu ikke kender.

Det er vigtigt, at almen praksis og PLO står sammen og bidrager til udviklingen med en tydelig og konstruktiv stemme. Vi har betydelig indflydelse, fordi vores almenmedicinske arbejde er en hjørnesten i sundhedsvæsenet. Lokalt oplever vi stor interesse for samarbejde.

Valg til PLO's repræsentantskab

Fra den 23. november til den 7. december 2026 afholdes der valg til PLO's repræsentantskab. Da vi er blevet flere kolleger i Region Nordjylland, har vi nu mulighed for at vælge et ekstra medlem. Der skal derfor vælges 5 repræsentanter og 5 suppleanter for perioden 2027-2028.

​Vil du vide mere om valget kan du læse mere her​

Opgaver og samarbejde

Vi mødes en gang om måneden i Lægernes Hus. Derudover har vi faste møder med PLO-Kommunal og repræsentanter i de nye lokale og regionale dialogfora. Vi har også faste repræsentanter i Lægevagtsudvalget, i ansættelsesudvalg til HU-stillingerne og i Lægeforeningen. Vi inviteres desuden til dialogmøder mv. Mange efterspørger vores input, rådgivning og samarbejde. Opgaverne fordeles mellem os efter ønsker og kompetencer.

Dit bidrag og støtten til arbejdet

Vi har mere end nogensinde brug for gode kræfter, der vil være med til at forme fremtiden for almen praksis og arbejde for de bedste vilkår for praktiserende læger i Region Nordjylland.

Du får en grundig introduktion til arbejdet, og vi har stor opbakning fra PLO's nordjyske sekretariat.

Spørgsmål til arbejdet

Har du spørgsmål til arbejdet, er du altid velkommen til at kontakte mig, de øvrige PLO-repræsentanter eller PLO's sekretariat.

​Her finder du kontaktoplysningerne til PLO-Nordjyllands bestyrelse​

Sekretariatet kan kontaktes på mail: PLO-Nordjylland@dadl.dk eller telefon: 3544 8495.

Stil op - eller opfordr en kollega

Har du selv lyst til at stille op, eller kender du en god kollega, der brænder for vores fag? Så er det nu, du skal stille op eller opfordre din kollega til det. 

Ønsker du at stille op, skal du udfylde et ​selvdeklareringsskema​ og sende det til PLO-Nordjylland@dadl.dk senest den 10. november kl. 12.00.

Med venlig hilsen

Tine Stegger

Gistrup Lægeklinik

PLO-Nordjylland repræsentant tiden 2024