Gå til indhold

PLO'rientering 04/2022

Nyhed PLO

Nyt fra bestyrelsen: Nærmer vi os en sundhedsaftale med tiltrængte forandringer?

25. februar 2022

Nyt fra bestyrelsen: Nærmer vi os en sundhedsaftale med tiltrængte forandringer?

Det er bekymrende, at PLO ikke er tiltænkt plads i den politiske ledelse af de nye sundhedsklynger, som regeringen, KL og Danske Regioner ønsker at etablere omkring de 21 akutsygehuse.

Det er en stor lettelse, at COVID-19 ikke længere er en samfundskritisk tilstand oven på to år, hvor alt har stået i coronaens tegn. For nu er det på høje tid, at man tager fat på tiltrængte forandringer i sundhedsvæsenet. 

Der er udsigt til, at Folketingets partier i nær fremtid skal forhandle om en ny sundhedsaftale, der skal ruste sundhedsvæsenet til at håndtere de nærmeste års udfordringer med bl.a. flere ældre og multisyge patienter. Det er åbenlyst, at den primære sundhedssektor skal styrkes, så vi fortsat kan være i stand til at varetage størstedelen af befolkningens sundhedsmæssige behov.

Fra både regeringen, Venstre og Konservative har vi i efteråret set udspil om, at vi skal sikre markant flere praktiserende læger. Jeg tillader mig at forvente, at regeringens og oppositionens ambitioner på området meget snart mødes i konkrete aftaler om at uddanne betydeligt flere praktiserende læger og sikre en fast læge til alle danskere.

På et enkelt felt er PLO dog bekymret for de kommende reformplaner: Sidste sommer indgik regeringen en aftale om med KL og Danske Regioner om, at der skal etableres såkaldte sundhedsklynger omkring de 21 akutsygehuse. Klyngerne skal danne ramme om et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem parterne i det nære sundhedsvæsen. Det bakker PLO op om. 

Udfordringen er dog, at klyngerne mest er en slags implementeringsorgan for de to øvrige udvalg i den nye regionale struktur: ”Klyngernes politiske niveau” og ”Sundhedssamarbejdsudvalget”. I disse to udvalg skal ledelsen af region og kommuner mødes og sætte retning for samarbejdet i klyngerne og for den største del af udviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Men her er de praktiserende læger ifølge aftalen ikke repræsenteret. 

PLO har løbende gjort opmærksom på dette misforhold og på, at vi i dag er repræsenteret i de betydende udvalg. Men i regeringens udkast til lovforslag om klyngerne - der netop er sendt i høring - er PLO’s indvendinger ikke blevet imødekommet. Det er bekymrende, at aftalens parter ikke længere finder det nødvendigt for samarbejdet i det nære sundhedsvæsen, at PLO skal være repræsenteret i de centrale udvalg på regionalt niveau.

Hvis man vil sikre mere sammenhængende forløb for patienter med komplekse forløb, der involverer både sygehus, hjemmepleje og andre kommunale tilbud, spiller egen læge naturligvis en helt central rolle, som patientens tovholder. 

Uden et samarbejde på ledelsesniveauet mellem alle tre parter – region, kommuner og almen praksis - risikerer vi, at det fælles ejerskab i det nære sundhedsvæsen forsvinder. Det vil være ulykkeligt og paradoksalt. Hvis politikerne tænker efter, må de komme frem til, at de har brug for PLO's aktive medvirken i det gensidigt forpligtende samarbejde.

Vi appellerer derfor fortsat til, at både regeringen og Folketingets partier genovervejer denne sag og sikrer, at PLO fortsat skal være repræsenteret på det politiske niveau i den nye struktur for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen.

For yderligere oplysninger kontakt:
Formand Jørgen Skadborg
jsk.plobest@dadl.dk

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Ny skabelon til klinikkernes databehandleraftale med lægepraksissystemet

Dit systemhus vil i løbet af februar og marts måned sende dig en ny databehandleraftaleskabelon til underskrift. 

PLO og systemhusene er blevet enige om en ny databehandleraftaleskabelon, der dækker databehandlingen for alle klinikkers lægepraksissystemer.  Anledningen til den nye skabelon er et ønske fra både PLO og systemhusene om at lægge sig tættere op ad Datatilsynets egen skabelon, hvilket PLO vurderer vil være en fordel for klinikken i tilfælde af et tilsynsbesøg.  

Indholdet af aftalen er mere eller mindre identisk med den tidligere databehandleraftaleskabelon. Dog er der tilføjet et nyt formål under aftalens bilag A, hvor det fremgår, at systemhuset må levere ydelser til at understøtte den dataansvarliges kvalitetsarbejde, herunder visning af patientoverblik for patienter og læger, visning af kvalitetsrapporter samt bistand med indsamling og behandling af data til kvalitetsarbejdet.

Du kan selv finde skabelonen her.

Husk også, at du kan finde de andre vigtige GDPR-skabeloner fra PLO her.

For yderligere oplysninger kontakt:
Specialkonsulent Nicholas Christoffersen
Tlf: 3544 8459, nch.plo@DADL.DK

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev


Nyt fra PLO-Hovedstaden

Almen praksis foretager fortsat ligsyn på målgruppen i 72 timers-modellen
I forbindelse med opstart på implementering af model for 72 timeres behandlingsansvar efter hospitalsbehandling er der blevet stillet spørgsmål om, hvem der skal foretage ligsyn, hvis patienten dør inden for de 72 timer.

PLO-H og regionen har aftalt, at hvis patienten dør inden for de 72 timer, følges de gældende retningslinjer for ligsyn.

Det vil derfor som vanligt være egen læge, der gennemfører ligsyn og udfærdiger dødsattester i dagtid på hverdage. Ligeledes påhviler det egen læge at gennemføre ligsyn og udfærdige dødsattest, hvis dødsfaldet finder sted på søgnehelligdage efter kl. 22, og næste dag er en hverdag.

Uden for egen læges åbningstid, og hvor næste dag er weekend eller en søgnehelligdag, udfærdiger 1813 dødsattest og sender en epikrise. Ligsyn foretages af Akutberedskabets læger, det vil sige udkørende læger og akutlæger.

Tilbage til overblikket over artikler i dette nyhedsbrev