Regler for yngre læger, som bliver opsagt eller selv siger op

Er du i tvivl om hvilke regler, der gælder, hvis du som yngre læge bliver opsagt eller selv siger dit job op?

Læs om reglerne her.

En arbejdsgiver har en ret til at afskedige en medarbejder, og det skal ske efter de regler, der er aftalt. Som medarbejder kan du altid selv sige op i en stilling, men du skal overholde reglerne om opsigelsesvarsel. 

Kontakt Yngre Læger hvis du bliver opsagt

Der kan være omstændigheder ved opsigelsen, som ikke er i orden. I nogle situationer kan det være, at du kan få en godtgørelse i forbindelse med opsigelsen.

Måske har du også brug for hjælp til at finde en ny ansættelse eller til at komme videre.

Derfor er det vigtigt altid at kontakte Yngre Læger, hvis du bliver sagt op - ring til os på tlf: 35 44 85 00.

Gældende regler

Reglerne siger, at:

  • Læge (trin 1) og læge (trin 2) skal sige op med 1 måneds varsel
  • Afdelingslæger skal sige op med 3 måneders varsel

Vær opmærksom på, at opsigelsen skal være din arbejdsgiver i hænde inden udgangen af en måned, for at varselsperioden kan starte den efterfølgende kalendermåned.

Er du fx læge (trin 1) og siger op den 12. april, så tæller opsigelsesvarslet først fra 1. maj. Du skal derfor være i stillingen frem til udgangen af maj.

Du kan godt komme ud for at fortryde en ansættelse, som du har accepteret, men endnu ikke er startet i.

For at få det kortest mulige opsigelsesvarsel skal du sige op, inden du starter i stillingen.

Du siger op, inden du starter

Dit opsigelsesvarsel starter den første dag i stillingen.

Du skal være i stillingen i opsigelsesperioden, dvs. 1 måned for læge (trin 1) og læge (trin 2) og 3 måneder for afdelingslæger, medmindre du aftaler noget andet med arbejdsgiveren.

Du siger op den første dag, du er i stillingen

Dit opsigelsesvarsel starter den efterfølgende kalendermåned.

Du skal være i stillingen i indeværende kalendermåned, hvor du siger op og efterfølgende 1 måned for læge (trin 1) og læge (trin 2) og 3 måneder for afdelingslæger, medmindre du aftaler noget andet med arbejdsgiveren.

Reglerne siger, at:

  • Læge (trin 1) og læge (trin 2) skal afskediges med 3 måneders varsel
  • Afdelingslæger skal afskediges med 6 måneders varsel

Opsigelsen skal være dig i hænde inden udgangen af en måned, for at varselsperioden kan starte i den efterfølgende kalendermåned.

Er du fx læge (trin 1) og bliver opsagt den 12. april, så tæller de 3 måneders opsigelsesvarsel reelt først fra den 30. april.

Du skal altså arbejde maj, juni og hele juli måned med.

Kontakt altid Yngre Læger, hvis du er blevet opsagt. 

Overholder du som ansat ikke ansættelsesaftalen, er der tale om misligholdelse, som din arbejdsgiver kan reagere på.

Misligholdelsen kan være af varierende grovhed:

  • mindre grove tilfælde - her kan arbejdsgiveren give dig en påtale eller en advarsel
  • grovere tilfælde - her kan du blive opsagt med almindeligt varsel
  • meget grov misligholdelse - her kan arbejdsgiveren vælge at bortvise dig. Men en bortvisning kræver øjeblikkelig reaktion fra arbejdsgiveren, når denne bliver klar over forholdet, der kan udløse bortvisningen.

Som tillidsrepræsentant er du omfattet af særlige regler i forbindelse med afskedigelse.

En tillidsrepræsentant kan kun afskediges, hvis der foreligger tvingende årsager. Det er arbejdsgiveren, der har bevisbyrden, og der skal meget til, før der er tale om tvingende årsager.

Afskedigelse af en tillidsrepræsentant kan ske med den pågældendes individuelle aftale eller overenskomstmæssige opsigelsesvarsel tillagt 3 måneder.

Yngre Læger skal have besked, hvis du bliver sagt op

Når du bliver opsagt, skal du selvfølgelig selv have besked. Derudover skal Yngre Læger underrettes.

Underretningen skal indeholde en begrundelse for afskedigelsen.

Du skal siges op med en saglig grund - det kan fx være:

  • lang tids sygdom
  • omorganiseringer
  • misligholdelse af ansættelsesforholdet - hvis du fx ikke møder op på arbejdet til tiden, hvis du nægter at lave det arbejde, du bliver pålagt, eller hvis du er påvirket af fx alkohol eller piller
  • du får frataget din autorisation som læge. I denne situation vil du ikke længere kunne passe dit arbejde som læge.

Hvis Yngre Læger mener, at afskedigelsen ikke er sagligt begrundet, kan foreningen kræve afskedigelsen forhandlet med ansættelsesmyndigheden.