Speciallæge med anderledes karrierevej: ”For mig er det ikke så vigtigt at blive overlæge”
Job og karriere: Morten Schrøder har aldrig taget den lige vej som læge, men har valgt sin karriere ud fra lyst. ”Mærk efter, hvad der giver mening for dig som speciallæge – og ikke hvad du burde gøre,” er hans råd.
25. september 2024
”Jeg har altid været motiveret af at søge derhen, hvor der var fornyelse og udvikling, både for mig personligt og for faget. Det har ført til mange omveje i min karriere – omveje som har åbnet for uventede og spændende muligheder, som jeg sandsynligvis ikke ville have oplevet, hvis jeg havde valgt den mere traditionelle vej.”
Sådan lyder det fra Morten Schrøder, der er børnelæge på Afsnit for intensiv terapi på Rigshospitalet. Næste skridt på hans lystbetonede-karrierevej er at tage familien med til Melbourne i Australien, hvor han vil færdiggøre sin ekspertuddannelse som intensiv børnelæge.
Utraditionelle projekter
For Morten Schrøder er flytning og midlertidig nedgang i indtægt bump, som kan overvindes, når der venter nye eventyr og spændende projekter.
Udvikling af sundhedsvæsenet og sundhedsinnovation er nogle af de emner, der har optaget ham. Han arbejder også gerne i krydsfeltet mellem forskellige specialer, hvilket har ført ham ind i en række projekter og kortere ansættelser. Blandt andet har han produceret sundhedsfilm for Rigshospitalet, non-profit-organisationen Børneliv og Sundhedsstyrelsen sammen med kommunikationsbureauet Primetime.dk.
"Et af de mest spændende projekter har været at bygge bro mellem klinikerne på Rigshospitalet og det nye Mary Elizabeths Hospital for børn, unge og gravide.”
Har kostet blod, sved og penge
Morten Schrøder lægger dog ikke skjul på, at pionerarbejdet også er risikofyldt og vanskeligt. Ofte har han været i tvivl, om han kunne få den løn, han burde have, og om han havde løn om to måneder.
”Det har da kostet blod, sved og tårer – og penge, men at arbejde med det, som jeg har lyst til og synes er meningsfuldt, er vigtigere for mig end sikkerhed. Jeg har for eksempel ingen garanti for et job, når jeg kommer hjem fra Melbourne om et par år. Så ja, det kan være vanskeligt at gå den vej. Man skal kunne leve med usikkerhed. Omvendt ville jeg føle det skræmmende, hvis jeg vidste, jeg skulle lave det samme de næste 20 år," siger Morten Schrøder.
Mange tager den lige vej
I sit arbejdsliv har han set, at nogle læger kommer til at tage for strategiske, for kloge valg. Det kan for eksempel være at tage en ph.d., der mest handler om at få foden indenfor i et speciale eller en bestemt stilling – og ikke nødvendigvis, fordi man brænder for forskning.
”Jeg tror, at nogle læger fravælger den lidt skæve og usikre karrierevej, fordi vi allerede fra studietiden bliver opfordret til at følge den lige vej fra universitetet til KBU og derefter videre som hoveduddannelseslæge og speciallæge.”
At blive overlæge er ikke målet
Selv har han ikke været optaget af at blive overlæge, men han synes ikke, at der er noget forkert i, at man som speciallæge går målrettet efter det ved at vælge de rigtige stillinger og funktioner. Man kan bare være opmærksom på, at det også betyder et fravalg af projekter, som kunne give et andet perspektiv og kvalitet til både arbejdsliv og privatliv – er hans mening.
Han opfordrer unge kollegaer til at prøve flere stillinger af. Og som speciallæge er der også mulighed for at afsøge forskellige jobmuligheder.
”Få en prøveansættelse, mærk efter og tag en anden ansættelse, hvis det ikke føles rigtigt, i stedet for at føle sig låst af tidligere valg, man har truffet.”
Morten Schrøders cv og projekter
- Læge i 2009 fra Københavns Universitet
- Speciallæge i pædiatri
- Aktuelt i 4-årig ekspertuddannelse i intensiv pædiatri, et nyt subspeciale i pædiatrien
- Arbejder lige nu som afdelingslæge på Afsnit for intensiv terapi 4131, Rigshospitalet
- Konsulent, projektleder og brobygger i Mary Elizabeth's Hospital, Rigshospitalet
- På vej med familien til Royal Children’s Hospital i Melbourne i 2025 for at afslutte specialisering i intensiv pædiatri
- Medstifter af non-profit organisationen Børneliv
- Associated advisor – healthcare, Kommunikationsbureau Primetime.dk.
- Medskaber og i styregruppen for Børnelægernes Børnetips
Familie
Er gift med Laura og har to børn på 8 og 11 år. Musiker og hobbysnedker.