"Kan det virkelig passe, at vi ikke kan få flere læger"

3. juli 2024

”Kan vi ikke få bare én ekstra læge om natten.”

Det var sådan, det startede. Med en undren og følelse af uretfærdighed. 

Abd Al Bari Ahmed havde som ny introlæge på akutafdelingen på Holbæk Sygehus gået og observeret og tænkt: ”Hvorfor skal vi have så travlt? Kan det virkelig passe, at der ikke er læger nok i Danmark til, at vi kan få lidt flere her i Holbæk.”

Nogle måneder senere blev han lidt ved en tilfældighed TR-suppleant, og det gav ham rygstødet til at spørge cheflægen om en ekstra læge i vagtlaget om natten. 

Svaret lød: ”Alle rækker hånden op og siger, at de gerne vil være flere. Det gør rengøringspersonalet, det gør sygeplejerskerne. Hvorfor er det lige jer læger, der skal tilgodeses?”

Det lærte vi ikke på studiet

Det var her, det gik op for Abd Al Bari Ahmed, at han arbejder i et system med mange aktører og interesser, og at det påvirker hans – og cheflægens – mulighed for indflydelse, når systemet samtidig har begrænset ressourcer. 

”Det havde jeg aldrig tænkt over på studiet – at vi arbejder i et politisk styret system, og at man ikke nødvendigvis kan pege på én bestemt struktur eller person, der står i vejen for at gøre det bedre,” siger Abd Al Bari Ahmed, der er halvvejs i sin hoveduddannelse i akutmedicin.

Og sådan gik det til, at lægen, der aldrig havde interesseret sig for bestyrelsesarbejde eller været aktiv i FADL under studiet, blev suget ind i fagpolitisk arbejde. Så meget, at han siden november 2021 har været FTR på Holbæk Sygehus, hvor han efterhånden har opbygget en solid erfaring i, hvordan systemet fungerer, og hvordan man får bedst mulig indflydelse. 

’En pleaser’ 

Men hvordan udfylder man rollen som tillidsvalgt, når man helst undgår konflikter – ja faktisk, har en kontant overlæge engang sagt, at han var alt for meget en ’pleaser’.
 
For Abd Al Bari Ahmed har det været en læring i at navigere mellem kollegernes mange ønsker til forbedringer og en ledelse, der umuligt kan imødekomme dem alle.

”Man er indimellem nødt til at give afkald på noget af det, man gerne vil opnå, for at komme i mål med noget andet. Også selvom det er surt at skulle gå tilbage til sit bagland og sige, at vi ikke kan blive opnormeret med en ekstra læge.”

Men der er også situationer, hvor man er nødt til at bide sig fast. Hvis lægerne på en afdeling igen og igen ikke får vagtplaner til tiden, eller hvis deres arbejdspres er urimeligt, så skal der skrides til handling. Og der skal følges op, for problemerne løses ikke altid første gang, de tages op med afdelingsledelsen. Så må man som FTR også inddrage HR og sygehusledelsen. 

Den kamp kaster ’pleaseren’ Abd Al Bari Ahmed sig gerne ud i. Men han starter altid med at vejlede afdelingens tillidsrepræsentant om, hvordan vedkommende skal prøve at gå til cheflægen, for som han siger: ”Det er bedst, hvis man kan løse problemerne lokalt bare ved at tale sammen.”

Abd Al Bari Ahmed synes ikke, det er sjovt at tage problemerne til øverste ledelsesniveau, men indimellem er det berettiget at opskalere. 

”Det kræver, at man kender folk og har et godt samarbejde med ledelsen. De ved, at der skal meget til, før jeg kontakter dem på den måde, og så bliver man taget seriøst. Der bliver lyttet og fundet løsninger. Det hjælper at holde fast.”

Tag ikke et nej for et nej

Sådan er det også med lokalløn – og frieri i mellemøstlig kultur – er Abd Al Bari Ahmeds erfaring.  

”Her spørger manden efter datterens hånd hos familien, og så får man ofte nej. Det er bare sådan, det er. Så spørger man igen. På et eller andet tidspunkt skal de nok sige ja, og sådan er det også med løn,” griner han.

Selv når der meldes ud, at lønmidlerne er små, er der stadig grund til forhandling. 

”Når jeg får sådan en melding, tænder det næsten min kampgejst endnu mere, for lægerne arbejder jo ikke mindre hårdt, når budgettet er presset – nærmest tværtimod. Og de lønforhandlinger vi ikke lykkes med i år, kommer vi måske igennem med til næste år.”

Om vigtigheden af at tie stille

Abd Al Bari Ahmed har ikke været på forhandlingskurser, men hans nysgerrighed har fået ham til at nørde forhandlingsteknik. Ved at læse bøger om emnet og se videoklip har han især lært én ting. Vigtigheden af at holde sin mund.

”Jeg er typen, der elsker at snakke, og det kan godt ødelægge en forhandling. Efter jeg havde sat mig ind i det, prøvede jeg det af. Og så virkede det. Megafedt.” 

Hans passion for lønforhandling mærker også sygehusets tillidsrepræsentanter. De får nøje besked om, hvor vigtigt det er, at lægerne indstiller sig til tillæg og husker de gode argumenter. 

”Vi læger er slet ikke gode nok til at rose os selv. Men den ene gang om året til lønforhandlingerne må man altså godt sige højt, at man både er dygtig og flittig.”      

Fik sit ønske opfyldt

Til efteråret skal Abd Al Bari Ahmed videre til Hillerød i sin hoveduddannelse, og så er det slut med at være FTR i Holbæk – i hvert fald i denne omgang. På spørgsmålet om, hvad han er mest stolt af at have været med til at opnå, er han ikke i tvivl. 

”Jeg fik mit allerførste ønske opfyldt. Det lykkedes faktisk at få en ekstra læge om natten på akutmodtagelsen. Vi gik fra at være fire læger til fem læger om natten. Det tog tid, men i samarbejde med ledelsen fik vi det til at ske. En ny struktur har ændret på det igen, men det er en anden historie.”