Gå til indhold

Flere speciallæger kræver flere uddannelsesstillinger

Uddannelse skal prioriteres som en central del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer – ikke som et område, der konstant presses af kortsigtede hensyn.

Af Josephine Rathenborg, formand for Lægeforeningen 

Bragt i Sundhedsmonitor 6. juli 2026

Lige nu er der ubalance mellem antallet af nyuddannede læger og antallet af introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb. Det skaber unødige forsinkelser og frustrationer – og forsinker vejen til flere speciallæger, skriver Lægeforeningens formand.

Alle ønsker, at patienterne møder et sundhedsvæsen med høj kvalitet og adgang til den speciallægehjælp, de har brug for. Men det kræver, at der er nok speciallæger – både i dag og i fremtiden.

Lægeforeningens analyse viser, at Danmark mangler omkring 2.000 speciallæger. Alligevel oplever mange yngre læger flaskehalse og usikkerhed på vejen mod speciallægeuddannelsen.

Samtidig viser Finansministeriets fremskrivning, at der i 2035 kan være 8.000 flere læger, end der forventes at være stillinger til i sundhedsvæsenet.

Det peger på et grundlæggende problem i planlægningen. Der uddannes stadig flere læger fra universiteterne, men kapaciteten i den lægelige videreuddannelse følger ikke med.

Resultatet er et paradoks: Patienterne mangler speciallæger, samtidig med at yngre læger møder flaskehalse på vejen mod speciallægeuddannelsen.

Hvis ambitionen er flere speciallæger, er det ikke nok at uddanne flere læger fra universiteterne. Der skal også være uddannelsesstillinger nok til, at de kan blive speciallæger.

Lige nu er der ubalance mellem antallet af nyuddannede læger og antallet af introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb. Det skaber unødige forsinkelser og frustrationer – og forsinker vejen til flere speciallæger.

Introduktionsstillinger og hoveduddannelsesforløb er ikke bare uddannelsesstillinger. De er en investering i fremtidens patientbehandling. Det er her, yngre læger udvikler deres faglighed, afklares om specialevalg og opbygger de kompetencer, patienterne får brug for.

Derfor skal kapaciteten følge behovet.

Hvis Danmark vil sikre patienterne adgang til speciallægehjælp af høj kvalitet også i fremtiden, kræver det flere introduktionsstillinger og flere hoveduddannelsesforløb. Uddannelse skal prioriteres som en central del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer – ikke som et område, der konstant presses af kortsigtede hensyn.

For flere speciallæger kommer ikke af sig selv.

De skal uddannes.