Gå til indhold

Efterspørgselsanalyse – behovet for speciallæger

Efterspørgselsanalysen ser nærmere på den nuværende mangel på speciallæger samt udviklingen i udbuddet og efterspørgslen på speciallæger i det danske sundhedsvæsen frem mod 2045. Der fokuseres på ti lægefaglige specialer, der forventes at blive særligt udfordret af mangel på speciallæger de kommende år, bl.a. grundet den demografiske udvikling og sygdomsforekomst i den ældre del af befolkningen.

Analysen viser, at der i 2024 mangler ca. 2.000 speciallæger på tværs af landet og at manglen fortsætter de næste mange år, hvis ikke dimensioneringen af den lægelige videreuddannelse til speciallæge øges. Selv om antallet af speciallæger vokser, så vil efterspørgslen vokse endnu mere. For nogle specialer vil udbud og efterspørgsel derfor først være i balance om mange år. Det peger på behovet for en indsats her og nu, der fremskynder videreuddannelsen af læger til speciallæger.

Fremskrivningen af efterspørgslen på speciallæger er baseret på tre centrale faktorer: den forventede demografiske udvikling, den forventede økonomiske vækst i samfundet og den forventede udvikling i sygdomsbyrden, der ikke er relateret til den ændrede alderssammensætning i befolkningen.Den demografiske komponent tager højde for den del af efterspørgslen på speciallæger, der kan tilskrives befolkningens vækst og alderssammensætning i fremtiden. Den økonomiske komponent tager højde for antagelsen om, at når samfundets velstand øges, vil borgernes krav og forventninger til sundhedsvæsenet og leverancen af sundhedsydelser også stige, hvilket medfører et øget behov for specialiseret behandling og dermed speciallæger. Den specialespecifikke sygdomsbyrde dækker den del af efterspørgslen på speciallæger, som ikke alene kan tilskrives den demografiske ændring i befolkningen, men i stedet afhænger af patienternes behov for sundhedsydelser baseret på deres sundhedstilstand.

De ti analyserede lægefaglige specialer er:

  • Anæstesiologi
  • Børne- og ungdomspsykiatri
  • Diagnostisk radiologi
  • Intern medicin: geriatri
  • Intern medicin: reumatologi
  • Neurologi
  • Ortopædisk kirurgi
  • Psykiatri
  • Urologi
  • Almen medicin