LF nyhedsbrev 24. oktober 2025
Kære kollega
Omstillingen af sundhedsvæsenet er i fuld gang. Det er klart, at der er faldgruber, men når vi læger går velovervejet til værks, kan vi både styrke det nære sundhedsvæsen og sygehusene og samtidig bruge sygehusenes ressourcer bedre.
Alt sammen på en måde, hvor vi for det fælles bedste sætter et stærkt lægeligt aftryk på den udvikling, der er i gang.
Den politisk vedtagne sundhedsreform skal sikre bedre lægedækning i hele landet og styrke det nære sundhedsvæsen, så flere kan behandles uden at skulle på sygehus. Det kræver naturligvis en udbygning af kapaciteten i praksissektoren, og det kræver, at der bliver frigjort kapacitet på sygehusene.
For både i almen praksis, speciallægepraksis og på de forskellige afdelinger er der masser af patienter at tage hånd om både nu og i fremtiden. Derfor gælder det om at bruge kræfterne klogt.
Som du måske har læst i Ugeskrift for læger, har vi fra Lægeforeningens side analyseret på, hvordan en omstilling fra sygehus til speciallægepraksis kan forløbe. Analysen viser, at rigtigt mange opgaver inden for psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, neurologi og ortopædkirurgi kan omlægges fra sygehusene til praktiserende speciallæger.
Hvis der vel at mærke kommer flere praktiserende speciallæger.
For at nå dertil er det - ikke mindst - en forudsætning, at mange flere læger kan blive speciallæger, og at kapaciteten i speciallægepraksis udvides gennem flere ydernumre. Det er også en forudsætning, at den kloge omstilling ikke bliver en spareøvelse på sygehusene, men at den lægetid og -kræfter, der frigives på afdelingerne, bruges til netop de patienter, hvor sygehuset er en nødvendighed.
For også i årene, der kommer, vil mange flere patienter få brug for specialiseret behandling på sygehusene.
Sengene på sygehusene og de mange ambulatorier skal forbeholdes dem, hvor deres sygdom eller tilstand betinger, at dét er det eneste rigtige sted for dem. På samme måde skal praksissektoren have kapacitet til at tage hånd om de patienter, der ikke vedvarende har brug for specialistkompetencerne på sygehus.
Derfor skal vi omstille meget mere. Til gavn for læger uanset sektor og dermed også til gavn for patienterne.
De bedste hilsner
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen
Læs mere i Ugeskrift for Læger og på Læger.dk
Omstilling skal øge kapaciteten - ikke være en spareøvelse
Ny analyse: Stort potentiale i at flytte opgaver til speciallægepraksis – men
Klog omstilling af opgaver fra sygehus til speciallægepraksis
Opfordring til hele Folketinget om at vedtage en forpligtende folkesundhedslov
I Danmark halter vi bagefter, når det gælder antallet af år, vi kan leve uden sygdom. Samtidig vokser uligheden i sundhed, og alt for mange danskere – både børn, unge og voksne – kæmper med mistrivsel og sygdom, der begrænser deres livskvalitet.
Derfor er tiden inde til at sætte folkesundheden i centrum. Det mener vi i Lægeforeningen, og derfor har vi sammen med Kræftens Bekæmpelse, DGI, Dansk Erhverv, Danske Regioner og Dansk Selskab for Folkesundhed i onsdags afleveret en fælles opfordring til alle Folketingets politikere om at bakke op om en forpligtende folkesundhedslov.
En sådan lov skal sikre et ansvar på tværs af kommuner, regioner og stat til at sikre, at folkesundhed tænkes ind i alle politiske beslutninger. Samtidig bør Danmark sætte et klart nationalt mål: at danskerne i 2040 skal have mindst fem flere gode leveår med godt fysisk og mentalt helbred.
Det forlyder, at Folketingets partier, dem der var en del af sundhedsreformen, er indkaldt til foreløbige drøftelser af folkesundhedslov, og derfor var det magtpåliggende at tale til alle beslutningstagere på Christiansborg og minde om, at folkesundhed ikke handler om enkelttiltag eller symbolpolitik, men om at skabe rammer, hvor flere aktører kan bidrage til, at flere kan leve gode liv uden sygdom.
For os at se er tiden inde til, at Danmark skal have en folkesundhedslov, der giver befolkningen flere gode leveår og mindsker uligheden i sundhed.
Læs Lægeforeningens opfordring om en folkesundhedslov
Nej tak til unødvendige undersøgelser og behandlinger
Det giver grund til optimisme, at debatten om at undgå overdiagnostik og -behandling er i gang – og at vi blandt læger er i gang med dialogen om, hvad, hvornår og hvorfor vi skal gøre noget for den enkelte patient: Hvad der reelt vil skabe værdi, og hvad der ikke gør – også selv om der måske stadig er "mere på hylden".
Dét fokus er en forudsætning for, at vi i samfundet og sundhedsvæsenet kan sige nej tak til unødvendige undersøgelser og behandlinger med stadig større kraft.
Læs denne uges leder i Ugeskrift for Læger: Nej tak til unødvendige undersøgelser og behandlinger
Gabestokken skal afskaffes
”Jeg kan som formand for Lægeforeningen sige meget klart, at gabestokken på ingen måde bidrager med læring eller bedre patientsikkerhed. Det eneste, den bidrager med, er middelalderlig udskamning”. Det skriver Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, i et debatindlæg i Dagens Medicin.
Læs hele debatindlægget
Søg økonomisk støtte hos Lægeforeningen
Står du eller din familie i en vanskelig økonomisk situation? Så kan I søge økonomisk støtte gennem Lægeforeningen, der har to legater til formålet. Det kan eksempelvis være i forbindelse med sygdom, handicap eller vanskeligheder i forbindelse med at færdiggøre et studie. Der er ansøgningsfrist 31. oktober 2025.
Læs mere om dine muligheder for støtte her
Du kan stadig nå at tilmelde dig Lægeforeningens regionale valgmøder
Valgkampen til det kommende regionsrådsvalg er godt i gang, og med under fire uger til valget kan du stadig nå at deltage i Lægeforeningens regionale valgmøder. Mød partiernes kandidater, og hør dem debattere udfordringer og løsninger på centrale sundhedspolitiske emner.
Find valgmøder i din region
Sådan sikrer vi fremtidens sundhedsvæsen i den kommende Region Østdanmark
Lægeforeningen Sjællands bestyrelse havde i sidste måned inviteret regionsrådsmedlemmerne i Region Sjælland til dialogmøde om fremtidens sundhedsvæsen i den kommende Region Østdanmark. Det blev en aften med både skarpe oplæg og engageret dialog. Dialogmødet understregede behovet for et fortsat tæt samarbejde mellem region og kommuner – med sundhedsrådene som en nøglerolle i at skabe et mere ligeligt, nært og sammenhængende sundhedsvæsen i regionen.
På mødet blev det diskuteret, hvordan vi i fællesskab sikrer et sundhedsvæsen med:
- Faglighed i centrum
- Nærhed og sammenhæng i patientforløbene
- Attraktive rammer for at tiltrække og fastholde læger
Aftenen bød på kvalificerede oplæg fra Trine Birk Andersen, regionsrådsformand i Region Sjælland, Thomas de Richelieu, direktør for KKR Sjælland samt formændene for PLO, Yngre Læger, Overlægerne og FAPS.
Bestyrelsen i Lægeforeningen Sjælland tager mange vigtige pointer med sig i det videre arbejde – og ser frem til en fortsat tæt dialog om, hvordan vi sammen kan skabe et sundhedsvæsen, der er rustet til fremtiden.
Kommende hjerneplan sætter en vigtig og rigtig retning for det neurologiske speciale i Syddanmark
Lægeforeningen Syddanmark har indsendt høringssvar til Region Syddanmarks kommende hjerneplan. Planen sætter en vigtig og rigtig retning for det neurologiske speciale, og Lægeforeningen Syddanmarks bestyrelse peger på følgende prioriteter for at omsætte ambitionerne til reel forbedret adgang og kvalitet for neurologiske patienter i hele regionen:
- Aftalebaseret omstilling, hvor kapacitet og ressourcer følger med
- Udmøntning af ydernumre og kapacitetsudbygning i speciallægepraksis, med fokus på geografisk balance og sammenhængende patientforløb
- Klog omstilling af egnede forløb fra sygehus til speciallægepraksis, så flere borgere kan behandles tæt på hjemmet, og sygehuskapacitet frigøres
- Målrettet rekruttering og fastholdelse, herunder et offensivt program for de 12 nye neurologer, stærke uddannelsesmiljøer og fleksible seniorordninger
Øremærkning af budgetmidler til lægedækning og robusthed dér, hvor flaskehalsene er størst for patienter og pårørende
Bestyrelsen stiller sig til rådighed i den videre proces med sparring og samarbejde om udmøntning og implementering af hjerneplanen.
Læs hele høringssvaret
Lægereolen: Bliv en bedre læge med FADL’s Forlag
Drømmer du om nem adgang til viden, der hjælper dig i både studiet og klinikken? Få 25% rabat på FADL’s Forlags streamingtjeneste med over 70 opdaterede e-bøger og inspirerende medicinske podcasts. Læs og lyt online eller offline – altid med adgang til den nyeste viden.
Tilmeld dig nu, og få 25% rabat
Spar 25% på FADL’s Forlag
Som medlem får du rabat på hele sortimentet hos FADL’s Forlag. Det gælder både medicinske fagbøger, bøger om almen sundhed og populære titler inden for ledelse, historie m.v. På fadlforlag.dk finder du de bøger, du mangler – nu til en endnu skarpere pris.