Gå til indhold

LF nyhedsbrev den 1. april 2025

Nye attesttakster pr. 1. april 2025

I dag den 1. april 2025 er der kommet nye takster på de attester, som Lægeforeningen har indgået aftale om med forskellige myndigheder, organisationer mv. Find de opdaterede attesttakster og få svar på en masse spørgsmål om honorar, moms og attester inden for forskellige kategorier.

Find de nye attesttakster her.

 

Husk at overholde svarfrist til AES på 14 dage - ellers risikerer du at få en bøde

Siden den 1. juli 2024 har AES kunnet pålægge en læge en bøde, hvis lægen ikke fremsender journaloplysninger inden for en samlet frist på ca. 4 uger.  

Derfor skal du være opmærksom på følgende:

  • Overhold svarfristen på 14 dage: Du skal inden for 14 dage besvare anmodninger fra AES om fremsendelse af helbredsoplysninger.
  • Vær opmærksom på, at anmodningen kun gælder oplysninger, som du allerede er i besiddelse af: Du skal kun fremsende oplysninger, som du allerede er i besiddelse af. Gælder ikke oplysninger, der først skal indhentes eller udarbejdes, som f.eks. fremmødeattester.
  • Husk at give besked ved manglende oplysninger eller behov for udsættelse: Hvis du ikke har de ønskede oplysninger eller har brug for fristudsættelse pga. ferie eller sygdom, skal du meddele dette til AES.
  • Vær opmærksom på konsekvenserne ved manglende svar:
    o    Efter 14 dage sendes en rykker med ny frist og bødevarsel.
    o    Hvis du stadig ikke svarer, oversendes sagen til politiet.

Kontakt
Har du spørgsmål til AES-attester, kan du kontakte Lægeforeningen på dadl@dadl.dk (Att.: Attestudvalget) eller på tlf. 3544 8107.

Læs mere

Baggrund
Siden den 1. juli 2024 har AES kunnet pålægge en læge en bøde, hvis lægen ikke har fremsendt journaloplysninger inden for en samlet frist på ca. 4 uger. Lægeforeningen har forsøgt at forhindre lovændringerne og har bl.a. problematiseret, at læger i et yderst presset sundhedsvæsen pålægges et yderligere stort pres med indførelse af bødestraf ved forsinket fremsendelse af journaloplysninger. 

Det har dog ikke været muligt at få ændret lovændringerne, da de udspringer af aftalen om et forbedret arbejdsskadesystem, der blev indgået i september 2022 mellem regeringen og et bredt flertal af Folketingets partier. Der har således ikke været politisk vilje til at fravige indholdet i den politiske aftale. 

 

Nye lægeattester om SU-handicaptillæg til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er blevet digitaliseret

Lægeattester til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, som anvendes når en studerende søger om SU-handicaptillæg, er nu blevet opdateret og digitaliseret. Derfor bliver det fremover lettere at udfylde disse attester.

Hvor vil attestanmodningen blive sendt hen?
Fra den 1. april 2025 vil attestanmodninger fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen blive sendt elektronisk til sygehusafdelingen/ sygehuset eller de praktiserende lægers lægepraksissystem på samme måde, som kommunerne sender LÆ-attestanmodninger. 

Hvis det undtagelsesvist ikke er muligt at sende anmodningen via den elektroniske løsning, vil Uddannelses- og Forskningsstyrelsen sende anmodningen til sygehuset eller lægens/klinikkens Virk.dk eller pr. brev.

Hvilke attester skal jeg bruge?
Det er forskelligt, hvilke oplysninger, der er brug for i de enkelte sager, og om oplysningerne indhentes fra almen praksis, speciallægepraksis eller hospital. Der er derfor lavet fire nye attester, som tjener hvert deres formål:

•    UFS 005 - Lægeattest til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen 
•    UFS 105 - Aktuel redegørelse fra speciallæge/hospital til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen 
•    UFS 205 - Speciallægeerklæring til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen 
•    UFS 305 – Journaloplysninger til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

Attesterne honoreres efter tidsforbrug.

Hvor finder jeg attesterne?
Attesterne ligger ikke offentligt tilgængeligt, da de kun skal laves på baggrund af en konkret anmodning fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Uddannelses- og Forskningsstyrelsen vil fremsende den nødvendige attest i sin anmodning.

Spørgsmål eller problemer?
Har du spørgsmål til selve blanketterne, kan du kontakte Lægeforeningens Attestudvalg på tlf. 3544 8107 eller på dadl@dadl.dk (Att: Attestudvalget)

Oplever du tekniske problemer med de digitale attester, skal du i første omgang kontakte din lægesystemleverandør eller MedCom, som vil undersøge, hvor problemet ligger.

Læs mere på læger.dk eller i Lægeforeningens app.

Baggrund om lægeattester vedr. SU-handicaptillæg til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen
I henhold til SU-loven kan en studerende bevilliges et handicaptillæg, hvis den studerende p.g.a. en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har meget betydelige begrænsninger i evnen til at varetage et studiejob.
For at Uddannelses- og Forskningsstyrelsen kan behandle ansøgninger om SU-tillæg har styrelsen brug for oplysninger om den studerendes funktionsnedsættelse og helbredsmæssige tilstand.

 

Find attester og svar på dine spørgsmål

Find alle attester i Attestnøglen og få svar på dine spørgsmål om attester inden for forskellige kategorier, inkl. nye takster, honorar og moms og meget mere.

Find attester og svar på spørgsmål om attester.

 

Få personlig rådgivning om attester via Lægeforeningens app

Lægeforeningens jurist-vagt er klar til at hjælpe dig, hvis du har spørgsmål til attester.

I appen kan du ringe direkte til juristerne, skrive en mail eller bede om at blive ringet op på et tidspunkt, som passer dig. 

Hent eller opdatér appen her: