Høringssvar om forslag til ændring af sundhedsloven vedr. den fri abort.
forslag til ændring af sundhedsloven vedr. den fri abort. (Ændring af ugegrænsen for den fri abort m.v.), forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Abort uden forældresamtykke eller tilladelse fra et abortsamråd for 15-17-årige) og forslag til lov om ændring af sundhedsloven (Oprettelse af et nyt abortnævn m.v.)
Positivt at lovforslagene styrker gravide kvinders sundhedsrettigheder og understøtter unge gravides ret til selvbestemmelse, men der behov for præcisering og evaluering
Lægeforeningen mener, at adgang til abort er en grundlæggende sundhedsrettighed, og at gravide kvinder selvstændigt bør kunne beslutte, om de vil fortsætte eller afbryde en graviditet. Vi anser det derfor som meget positivt, at lovforslagene lægger op til en ændring af grænsen for fri abort og en styrkelse af unge gravides ret til selvbestemmelse. Vi ser dog et behov for præciseringer vedrørende aktindsigt og plan for hurtig evaluering af det nationale abortnævn.
Støtte til ændring af ugegrænsen for fri abort til 18. graviditetsuge
Lægeforeningen mener, at grænsen for den frie abort bør understøtte den gravide kvindes autonomi, herunder mulighed for at handle på resultater fra fosterdiagnostiske undersøgelser. Samtidigt me ner Lægeforeningen, at grænsen for den frie abort bør ligge tydeligt tidligere end det tidspunkt, hvor fostret er levedygtigt.
I det lys mener Lægeforeningen, at udgangen af 18. graviditetsuge er en hensigtsmæssig grænse for den frie abort, og vi støtter derfor den foreslåede ændring af grænsen for den frie abort til udgangen af uge 18.
Godt at styrke 15-17-åriges ret til selvbestemmelse
Lægeforeningen støtter forslaget om at lade unge gravide mellem 15 og 17 år træffe beslutningen om abort uden krav om forældresamtykke eller godkendelse fra abortsamråd. Lægeforeningen mener desuden, at de 15-17-årige gravide kvinder bør have ret til selv at bestemme, hvorvidt forældremyn dighedens indehaver inddrages i eller informeres om deres beslutning om at få foretaget en abort. Disse ændringer anerkender de unges ret til autonomi i beslutninger om egen krop og sundhed.
Vi anbefaler, at der i denne forbindelse tilbydes rådgivning og støtte fra rette sundhedsprofessionelle både før og efter aborten, så de unge får den nødvendige vejledning og støtte i en særligt sårbar situation.
Lægeforeningen har dog følgende bemærkninger til lovforslagets og gældende rets nuværende formulering vedrørende aktindsigt:
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget er det hensigten, at forældre ikke skal have adgang til aktindsigt i den unges patientjournal vedrørende abort eller overvejelser herom. Det fremgår i den forbindelse, at ministeriet vurderer, at de generelle regler i sundhedsloven om ret til aktindsigt sikrer, at forældre ikke får adgang til 15-17-åriges journaloplysninger for så vidt angår oplysninger om graviditet og abort, og at der derfor ikke er behov for ændring af gældende ret på dette punkt.
Lægeforeningen skal i den forbindelse bemærke, at det fremgår af den gældende bestemmelse i sundhedslovens § 37, stk. 2, at der i forbindelse med behandling af en anmodning om aktindsigt i en mindreårigs patientjournal skal foretages en konkret vurdering af, om adgangen til aktindsigt i journalen kan begrænses. Ved vurderingen skal forældremyndighedsindehaverens interesse i at blive gjort bekendt med oplysningerne afvejes over for afgørende hensyn til den mindreårige. Dette inde bærer således, at spørgsmålet beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde.
Hvis det er hensigten, at forældremyndighedsindehavere ikke skal kunne få adgang til aktindsigt i oplysninger om graviditet og abort, mener Lægeforeningen, at det skal fremgå klart af loven - som en absolut ret for den gravide, der sikrer, at sådanne anmodninger om aktindsigt medfører, at disse oplysninger skal undtages fra aktindsigt. Lægeforeningen mener ikke, at dette sikres med en skøns mæssig bestemmelse i loven, uanset at det i en vejledning vil fremgå, at oplysninger om graviditet og abort bør undtages.
Det foreslås endvidere med§ 92 a, stk. 2, 1. pkt., at uanset§ 17, stk. L 2. pkt., vil forældremyndighe dens indehaver i det stk. 1 nævnte tilfælde ikke modtage information eller inddrages i den mindre åriges stillingtagen. For at skabe klarhed over reglerne foreslår Lægeforeningen, at der henvises til denne undtagelse direkte i§ 17.
Centralisering i et nationalt abortnævn kræver hurtig evaluering
Lægeforeningen anerkender behovet for en mere ensartet praksis, og at der er behov for at styrke gennemsigtighed og retssikkerhed på landsplan i forbindelse med behandling af anmodning om sene aborter. Vi anerkender ligeledes, at et nationalt abortnævn potentielt kan understøtte disse hensyn.
Det er dog afgørende, at en centralisering af behandling om abort efter udløbet af grænsen for den fri abort ikke forlænger sagsbehandlingstiderne eller på anden måde vanskeliggør eller skaber ulig hed i adgangen til at få behandlet en anmodning om abort efter udgangen af 18. graviditetsuge.
Lægeforeningen opfordrer derfor til, at der senest to år efter etableringen af det nationale abort nævn foretages en grundig evaluering af, om det nyoprettede nationale abortnævn i tilstrækkelig grad vil kunne varetage disse hensyn.
Endeligt ser Lægeforeningen frem til muligheden for at indstille medlemmer til det nationale abort nævn.
Vigtigt at lovforslaget fastholder, at deltagelse i abort er frivilligt
Lægeforeningen ser positivt på, at lovforslaget bevarer lægers ret til at undlade deltagelse i abortindgreb af samvittighedsmæssige årsager. Lægeforeningen mener, at læger skal kunne frasige sig den direkte deltagelse i abortindgreb, men anerkender samtidig, at dette ikke må forhindre, at patienten modtager den nødvendige information og hjælp til at få behandling andetsteds, hvis dette ønskes.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke Formand for Lægeforeningen