Behandlingsgaranti
Behov for differentiering.
Udredningsret (30 dage)
En patient, der er henvist til udredning på et sygehus, har ret til at blive udredt på et privat sygehus (aftalesygehus), som Danske Regioner har indgået aftale med, hvis patientens bopælsregion af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde patienten endelig udredning på et offentligt sygehus eller et samarbejdssygehus inden for 30 dage.
Udvidet frit sygehusvalg ved 30 dages ventetid på behandling (behandlingsgarantien)
En patient, som er henvist til sygehusbehandling og udredt, kan vælge at blive behandlet på et af de sygehuse eller en af de klinikker m.v., som Danske Regioner har indgået aftale med (aftalesygehuse), hvis regionsrådet i bopælsregionen ikke inden for 1 måned kan tilbyde behandling ved egne sygehuse.
Midlertidig udvidelse af behandlingsgarantien
Behandlingsgarantien blev med akutaftalen fra februar 2023 udvidet til 60 dage frem til udgangen af 2024 bl.a. på grund af behandlingspuklen efter corona-nedlukning og sygeplejerskestrejken i 2021.
Lægeforeningens holdning
Lægeforeningen mener, at behandlingsgarantien bør differentieres, da en ikke-differentieret behandlingsgaranti skaber ulighed. Den gør den, fordi de patienter, der er for syge til behandling på et privathospital eller har behov for specialiseret behandling, der ikke må eller kan udføres på et privathospital, må vente længst på behandling, mens patienter, der har mindre alvorlige sygdomme, bliver behandlet først.
Konkret foreslår Lægeforeningen, at det udvidede frie sygehusvalg (behandlingsgarantien) differentieret på baggrund af sygdommens alvorlighed og patientens situation i øvrigt, så de sygeste patienter bliver behandlet først og tidsrummet til, at patienterne kan vælge et privat tilbud, afhænger af sygdommens alvorlighed.
Lægeforeningen arbejder for:
- En behandlingsgaranti som skelner mellem mere og mindre alvorlige lidelser, så sundhedspersonalet har mulighed for at prioritere de mest syge patienter først.
- En udredningsret som omfatter alle patienter uanset om man henvises til speciallægepraksis eller sygehuset.
- En ret til genoptræning på samme høje niveau uanset bopælskommune.