Gå til indhold

Psykiatri

Der er behov for et vedvarende fokus på en styrket psykiatri. Lægeforeningen arbejder for en psykiatri med tilstrækkelig kapacitet, bedre kvalitet og ligestilling med det øvrige sundhedsvæsen.

Psykiatrien har i mange år været politisk og økonomisk underprioriteret. Det har ført til mangel på kapacitet og mulighed for at tilbyde mennesker med psykiske lidelser sammenhængende, specialiserede forløb.

Konsekvensen er lange ventetider, højt arbejdspres og et behandlingssystem, der ikke matcher patienternes behov.

Med den tredje delaftale om en 10-årsplan for psykiatrien fra maj 2025 er der lagt vigtige trædesten for et reelt løft af psykiatrien. En række centrale initiativer mangler dog stadig at blive ført ud i livet. Lægeforeningen arbejder for, at de politiske ambitioner bliver omsat til konkret forandring og følger derfor udviklingen i psykiatrien tæt, så psykiatrien får de nødvendige rammer og ressourcer til at levere rettidig og kvalificeret behandling.

Lægeforeningen er bl.a. optaget af følgende:

  • Kapaciteten i psykiatrien skal styrkes – herunder også antallet af sengepladser.
  • Regionerne skal prioritere rekruttering og fastholdelse af personale og friholde psykiatrien for besparelser.
  • Der skal oprettes flere ydernumre til praktiserende psykiatere og børne- og ungdomspsykiatere.
  • De eksisterende tilbud styrkes, bl.a. til mennesker med ADHD og autisme.
  • Der skal uddannes flere speciallæger i psykiatri og børne- og ungdomspsykiatri.