Gå til indhold

Overtagelse af lejemål i Behandlerhuset i Thisted

1. Aftalegrundlag

Aftalen er indgået i henhold til Overenskomst om Almen Lægegerning mellem
Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og Regionernes Lønnings- og Takstnævn, § 2.

2. Aftalens parter

Aftalens parter er Praksisudvalget i Region Nordjylland og Region Nordjylland.

3. Afgrænsning

Aftalen omfatter alment praktiserende læger, der indgår lejemål i Behandlerhuset i Thisted.

Aftalen kan efter beslutning i Samarbejdsudvalget evt. udvides til anvendelse i forbindelse med samling af flere selvstændige praksis i større enheder i andre dele af Region Nordjylland, der indebærer bygningsfællesskab og med minimum 4-5 praktiserende læger.

Ved Regionens overtagelse af et lejemål i Behandlerhuset, overtages ydernummeret samtidigt af Samarbejdsudvalget efter Landsoverenskomst om almen lægegerning § 5 med henblik på opslag og med placering i Behandlerhuset. Ansøger til ydernummeret tilbydes at indgå i evt. praksisfællesskaber i Behandlerhuset.

4. Formål

Aftalen skal understøtte, at fastholde ældre læger i praksis og at der samtidig kan igangsættes en proces mod større praksisenheder, der kan forbedre rekrutteringsmulighederne.

5. Retningslinjer for gensidige forpligtelser

Region Nordjylland forpligter sig til at overtage lejemålet i Behandlerhuset i Thisted, såfremt en praktiserende læge efter begrundet ansøgning ønsker at ophøre med at drive den pågældende praksis.

Såfremt flere praktiserende læger driver fælles praksis i Behandlerhuset i Thisted, overtager Region Nordjylland ved en af lægernes ophør den pågældendes ”andel” af praksis’ huslejeudgift, idet lokalerne for den resterende del af flermandspraksis samtidig reduceres.

Aftalen omfatter alene praktiserende læger, som forpligter sig til kontraktligt at indgå lejeaftale over en længere årrække og så længe denne bindingsperiode varer.

Der fastsættes følgende retningslinjer for gensidige forpligtelser, idet Region Nordjyllands forpligtelse vil være efter konkret vurdering fra sag til sag:

At Region Nordjylland har godkendt projektet med samling af praktiserende læger, herunder godkendelse af lejekontrakt
At Region Nordjylland først forpligtes til at overtage lejemålet, når lægen stopper i praksis
At Region Nordjylland 1 år efter praksisophør automatisk og uden høringsforpligtelse overtager ydernummeret med henblik på opslag.
Region Nordjylland kan, såfremt ydernummeret ikke kan besættes, indgå aftale med anden sygesikringsyder om leje af lokalerne.

Omkostninger forbundet med evt. ændring af lokaleindretning afholdes af flermandspraksis.

Region Nordjylland har mulighed for at indgå aftale om en delt forpligtelse med kommunen i området.

6. Aftalens ikrafttræden og opsigelse

Der indgås efter denne aftale særskilte aftaler med den/de enkelte praktiserende læger. Indgående aftaler efter denne § 2 aftale er uopsigelige i bindingsperioden fastlagt i huslejekontrakten.

Nærværende aftale træder kraft fra 1. marts 2007

7. Tvivlsspørgsmål

Spørgsmål om fortolkning af denne aftale forelægges Samarbejdsudvalg for almen læger i Region Nordjylland. 

Godkendt 19-09-2007    PLO-dok. 205722

Siden oprettet 17. november 2022