Gå til indhold

PLO'rientering 14/2025

Nyhed PLO

Dialog og frivillighed er afgørende i den nye model for patienttal, fortæller formanden. Læs også om møder om sundhedsreformen, prognose for aktiviteten, webinarer om dosispakket medicin, pjecer om erstatning nu på flere sprog, materiale om unge og nikotin til klinikken og sundhed.dk’s sundhedsfaglige nyhedsbrev.

Nederste del af tre personer siddende på stole på række i et rum, der kan ligne et venteværelse

Indhold

  • Nyt fra bestyrelsen: Dialog og frivillighed er afgørende i den nye model for patienttal
  • Møder om sundhedsreformen
  • Prognose for aktiviteten i almen praksis 2025
  • Webinarer om dosispakket medicin
  • Pjecer om, hvornår man har ret til erstatning nu på flere sprog
  • Få materiale om unge og nikotin til klinikken
  • Overvej at tilmelde dig sundhed.dk’s sundhedsfaglige nyhedsbrev
NYT FRA BESTYRELSEN

Dialog og frivillighed er afgørende i den nye model for patienttal

Fra 1. juli er en ny bekendtgørelse trådt i kraft, som ændrer måden, man fastsætter minimumspatienttal på i almen praksis. Det betyder, at hver praksis fremover senest ved udgangen af denne måned får et individuelt minimuspatienttal fastsat af regionen, baseret på en overordnet beregning af patienternes samlede behandlingsbehov – ikke den faste norm på 1.600 patienter pr. kapacitet, som vi har haft i den gældende aftale.

Vi orienterer nærmere om, hvad denne ændring konkret medfører, i en FAQ, som du finder link til under denne tekst.

Forandringen er stor, og vi ved, at den giver anledning til spørgsmål og bekymring rundt omkring i klinikkerne. Vores klare forventning til regionerne er, at de som anført i lovens forarbejder går i reel dialog med jer, inden de træffer beslutning om ændring af minimumspatienttal. Og i de tilfælde, hvor de måtte ønske at øge minimumspatienttallet, skal de først forsøge at aftale det frivilligt. For ingen praksis skal pålægges flere patienter, end de kan overskue – hverken fagligt eller menneskeligt.

PLO vil følge sagen tæt og holde fast i, at justeringer skal ske med udgangspunkt i aftaler og med respekt for de lokale forhold og den enkelte kliniks virkelighed. Det betyder, at vi vil insistere på, at tallet altid er et udgangspunkt – ikke en facitliste – og at der er plads til dialog og evt. en aftale om, hvad der er muligt i netop din praksis.

Hvis du oplever, at regionen lægger op til en ændring, du ikke kan stå inde for, hvis regionen ikke er åben for dialog, eller hvis den påtænker at hæve patienttallet uden forsøg på at indgå en aftale herom, så tag fat i PLO i din region med det samme. Vi står klar med rådgivning, sparring og – hvis nødvendigt – dialogen med regionen. Og hvis vi skulle konstatere, regionen ikke overholder princippet om dialog og frivillighed, så agter vi at forfølge sagen.

Forandringen er sat i gang – men vi står sammen om at sikre, at ingen bliver presset ud over grænsen for, hvad der er fagligt forsvarligt.

Modellen fastsætter også, hvor mange lægekapaciteter der bør være i almen praksis, og her sættes der en tyk streg under behovet for flere kolleger. På baggrund af modellen mangler vi aktuelt 250 kollegaer, og frem mod 2035 skal vi være 1.500 flere.

Grundlaget for at få flere kollegaer i de kommende år er heldigvis til stede, da der uddannes flere almenmedicinere end nogensinde før. I første halvår af 2025 har vi set en vækst på 60 praktiserende læger.

Men vi står også i en meget alvorlig tid, hvor et nyt lovforslag er sendt i høring, som udfordrer hele vores aftalesystem og dermed også ambitionerne i sundhedsreformen. PLO's bestyrelse og de regionale bestyrelser har over sommeren arbejdet på et kritisk og tydeligt høringssvar, der indsendes inden fristen 21.august.

Skal ambitionen om bedre lægedækning i almen praksis lykkes, må sundhedsreformen ikke underminere grundlaget – og lysten – til at arbejde i et af verdens bedste primære sundhedstilbud. 

Venlig hilsen 
Jørgen Skadborg
Formand for PLO

Sekretariatet har samlet svar på en række af de spørgsmål, som knytter sig til den nye model for fordeling af patienter. Siden opdateres løbende.

Læs svar på spørgsmål om den nye model (plo.dk)

Møder om sundhedsreformen

På mandag den 18. august kl. 17 holder DSAM møde om den aktuelle lovpakke om almen praksis. Man kan deltage både online og fysisk. Mødet foregår i Aalborg.

Tilmeldingsfristen er på lørdag kl. 8, hvis du vil deltage fysisk (conferencemanager.dk)

I efteråret holder PLO medlemsmøder, hvor PLO’s formand og bestyrelsesmedlemmer vil fortælle om den politiske situation omkring lovpakken og sundhedsreformen, og hvad den nærmeste fremtid byder.

Invitationer sendes fra de fem PLO-R. Datoerne er:

 

Prognose for aktiviteten i almen praksis 2025

Sekretariatet har opgjort aktiviteten i almen praksis til og med juni måned og på den baggrund lavet en prognose for hele året. Prognosen viser, at det kan forventes, at aktiviteten vil ligge 1,3 % under rammen svarende til 132 mio. kroner. Prognosen vil blive opdateret månedligt.

For yderligere oplysninger: 
Chefkonsulent Mads Nørgaard-Madsen 
Telefon: 3544 8451, mnm.plo@dadl.dk

 

Webinarer om dosispakket medicin

Gratis webinarer for prakisspersonale og læger afholdes af Medcom i samarbejde med PLO og lægepraksissystemerne.

De omhandler oprettelse og vedligehold af dosispakket medicin samt arbejdsgangene i eget lægesystem.

De kommer ind på spørgsmål som: Hvordan opstartes en patient på dosispakket medicin? Hvordan laves ændringer i dosering? Hvordan undgås fritekstdosering? Hvor, og hvordan ses, at der er modtaget en autogenereret receptanmodning? Kan der både være tilknyttet en dosisrecept og en udleveringsrecept på samme ordination? Hvordan kan der følges op på, at patienten kommer til årskontrol, når dosisrecepten gælder i 2 år?
 
Webinarerne afholdes:

  • WinPLC tirsdag 2. september 2025
  • XMO mandag 8. september 2025
  • EG Clinea mandag 15. september 2025
  • NOVAX mandag 22. september 2025

Alle dage i tidsrummet 14.00-15.00

Meld dig til her hos MedCom
 
Find materialer, vejledning og gode links på PLO's temaside om dosispakket medicin

For yderligere oplysninger:
Konsulent Iben Søgaard, MedCom
Telefon: 6178 1877, ibs@medcom.dk

 

Pjecer om, hvornår man har ret til erstatning nu på flere sprog

Sundhedspersoner har pligt til at informere patienter om muligheden for at søge erstatning, hvis de får en behandlings- eller lægemiddelskade.

Patienten har ofte brug for vejledning og konkret hjælp. Til dette formål har Patienterstatningen udgivet ​pjecen ’Har du fået det værre af behandling eller medicin? Se om du har ret til erstatning’.​ 

Pjecen forklarer kort; hvad der kan give erstatning, hvem der kan søge erstatning og hvordan man søger erstatning.

Download pjecen i de 10 sprog​

​​​Få fysisk pjece med QR-koder til de 10 sprogversioner​​

For yderligere oplysninger:
Patienterstatningen,
Telefon: 3312 4343, pebl@patienterstatningen.dk

 

På materiale om unge og nikotin til klinikken

Kræftens Bekæmpelse har udarbejdet oplysning om unge og nikotin til fagpersoner, herunder læger. 

Gratis man kan få tilsendt en pakke med infoark og plakater til fx venteværelset. Det kan også downloades, hvis man vil bruge materiale til skærme eller lignende.

Se materialepakken om unge og nikotin (cancer.dk)

For yderligere oplysninger:
Kræftens Bekæmpelse
Telefon: 3525 7175, webshop@cancer.dk

 

Overvej sundhed.dk’s sundhedsfaglige nyhedsbrev

Sundhed.dk udgiver et nyhedsbrev til sundhedsfaglige og andre, der arbejder i sundhedsvæsenet. Det indeholder vigtige opdateringer om planlagte nedetider på sundhed.dk, kommende løsninger og funktioner samt praktiske tips til brug af sundhed.dk og Sundhedsjournalen. 

Nyhedsbrevet erstatter det nyhedsbrev, der hidtil er sendt ved lanceringer.

Tilmeld dig nyhedsbrevet (sundhed.dk)

For yderligere oplysninger:
sundhed.dk,
Telefon: 4422 2080, sundhed@sundhed.dk