Gå til indhold

PLO'rientering 17/2025

Nyhed PLO

Forståelsespapir bringer sundhedsreformen tilbage på sporet, siger formand og næstformand. Læs også om online medlemsmøde, regler for private ydelser, RSV-vaccination af gravide, ændring i tilskud, antipsykotisk medicin til demente, Lægedagefristen 22. oktober, Vejdirektoratet søger viden, reminder og endelig Nyt fra PLO-Hovedstaden.

Sophie Løhde og Jørgen Skadborg ved doorsteppressemøde foran bord og ser mod den fremmødte presse og taler
NYT FRA BESTYRELSEN

Forståelsespapir bringer sundhedsreformen tilbage på sporet

Tændte man for TV2 News mandag formiddag kunne man se indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og jeg, Jørgen, live for rullende kameraer til Doorstep-pressemøde præsentere vores fælles forståelse af den såkaldte ”reform i reformen” – et nyt forståelsespapir på 12 sider.

Det så vigtigt ud. Men er det det? Og et forståelsespapir, hvad er det overhovedet værd? Ændrer det noget?

Ja, ja og ja. Vi kan ikke sige det tydeligt nok – og vi har den samlede bestyrelse bag os: Den nye fælles forståelse med ministeren er et udtryk for, at sundhedsreformen ikke længere er ved at køre af sporet, som der var fare for.

Forståelsespapiret er et håndslag på, at PLO også fremover skal være en helt central aktør, der kan indgå aftaler med det offentlige om blandt andet økonomi, honorarer, efteruddannelse, kvalitet, forskning, IT og mange andre vilkår, som lovforslag 2b efterlod tvivl om. En sikkerhed for, at ingen læger skal gå ned i indtægt, for at andre skal gå op. At det nye praksisklagenævn skal være frit og uafhængigt. At ingen skal kunne kigge ned i vores regnskaber, bare fordi de kan. At vi fortsat er en aktør i sundhedsvæsenet og ikke blot en leverandør. Og at det offentlige stadig bygger et sundhedsvæsen med selvstændigt erhvervsdrivende praktiserende læger som fundamentet i almen praksis. For bare at nævne nogle af alle de væsentlige ting, vi er blevet enige om med ministeren.

Vi forstår godt, at det kan se skrøbeligt ud, når man som udenforstående læser et sådant papir, men det er det ikke, for alt, hvad vi er blevet enige om, kommer til at fremgå af lovforslag og lovbemærkninger.

I vores mange timers drøftelser med ministeriet sad vi med PLO’s høringssvar til lovforslag 2b. Det er skrevet med bidrag fra PLO’s bestyrelse og alle vores fem regionale bestyrelser. Og selvfølgelig i tæt koordination med hele vores almenmedicinske ”familie”.

Høringssvaret var rettesnoren for vores prioriteringer og dispositioner i processen. Og vi brugte det til at holde regnskab med, hvor langt vi var nået, og hvad vi havde opnået.

Som i enhver anden drøftelse er det ikke alt, man kan få. Men her kom vi ud af drøftelserne med indrømmelser på alle 12 af vores væsentligste anbefalinger i høringssvaret, hvor 10 blev imødekommet fuldt ud, og to blev imødekommet delvist. Kort sagt: Ministeren har lyttet og imødekommet langt størstedelen af vores bekymringer. Man kan finde en oversigt på Min Side (bag medlemslogin)

I bund og grund cementerer forståelsespapiret, at vi også fremover skal være med til at bestemme, hvilke vilkår vi skal drive vores klinikker efter, ligesom det slår fast, at vi også fremover er selvstændigt erhvervsdrivende og aktører i det offentlige sundhedsvæsen.

De to præmisser gjorde lovforslag 2b - og sådan set også den igangværende udmøntning af den nye lov om differentieret patientfordeling - os grundlæggende usikre på. Men også her giver forståelsespapiret os endnu en bekræftelse i, at ingen skal køres over.

Forståelsespapiret er grundlaget for næste skridt i sundhedsreformen: Forhandlingen af Aftale27. Her har vi fået et nyt og godt grundlag.

For der er ikke længere nogle læger, der skal gå ned i indtægt, for at andre kan gå op. Der er ikke længere tale om et diktat fra ministeren, men om en reel forhandling.

Det fremgår udtrykkeligt af forståelsespapiret, at der skal sættes flere midler af til forhandling, efterhånden som der kommer flere praktiserende læger. Og vi har ret til at forhandle alt andet end det, som udtrykkeligt reguleres andre steder. 

Ikke dermed sagt, at forhandlingerne bliver lette. Tværtimod.

Men vi har fået det aftalerum, vi skal have, og bindingerne på honorarstrukturen er løst op, så vi igen kan tro på, at vi kan opnå resultater, som medlemmerne vil kunne stemme for. 

Læs forståelsespapiret (pdf) 

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg
PLO's formand

Niels Ulrich Holm
PLO's næstformand

Online medlemsmøde 1. oktober kl. 17.30-19.00

Hvad skal vi forvente os af reformen, som tingene ser ud lige nu? Hvad er PLO og ministeriet egentligt blevet enige om? Hvad ved vi rent faktisk lige nu? Hvad er endnu usikkert?

Dette og andre spørgsmål kan medlemmer af PLO få svar på til online medlemsmøde onsdag 1. oktober. PLO’s formand og næstformand, Jørgen Skadborg og Niels Ulrich Holm, giver indblik i status og forventninger lige nu – og svarer på spørgsmål.

Du kan sende spørgsmål på forhånd
Deltagere kan stille spørgsmål undervejs eller indsende spørgsmål på forhånd. Bemærk, at det langt fra er sikkert, at alle spørgsmål kan blive besvaret.

  • Hvornår: onsdag 1. oktober kl. 17.30-19.00
  • Kræver ikke tilmelding. PLO sender link til mødet i starten af næste uge. Skriv til plo@dadl.dk onsdag, hvis du ikke har linket der, så sender vi det.
  • Send evt. spørgsmål inden mødet til plo@dadl.dk – skriv ’Medlemsmøde 1/10 spørgsmål’ i emnelinjen. Du kan også sende spørgsmål under mødet, men som sagt er det langt fra sikkert, alle spørgsmål kan blive besvaret under mødet 

Husk, at du kan følge udmeldinger fra PLO og se centrale dokumenter her på hjemmesiden: læger.dk/plosundhedsreform 

Landssamarbejdsudvalget præciserer regler for private ydelser

18. september 2025 behandlede Landssamarbejdsudvalget en sag om en praktiserende læge, der i samarbejde med et privat firma tilbyder patienter konsultationer, bl.a. i dagtiden, mod betaling – også ydelser dækket af overenskomsten. Regionen havde forelagt sagen og bedt om fortolkningsbidrag.

Tidligere afgørelse
Landssamarbejdsudvalget har i en tidligere afgørelse fra 2019 besluttet:

  1. at det er i strid med Overenskomst om almen praksis, hvis praktiserende læger mod egenbetaling tilbyder tilmeldte patienter og passanter bedre service/ydelser og tilgængelighed, i forbindelse med at patienter modtager ydelser, som er dækket af overenskomsten.
  2. at ydelser, som er dækket af Overenskomst om almen praksis, skal leveres inden for denne til gruppe 1-sikrede patienter og til andre patienter, jf. overenskomstens §1.

Supplerende fortolkning og konklusion
Sagen gav anledning til, at Landssamarbejdsudvalget afgav følgende supplerende fortolkningsbidrag:

  1. Det er ikke i overensstemmelse med overenskomsten inden for dagtiden, og ved konsultationer efter klokken 16, jf. overenskomstens § 50 stk. 2 vedr. sen konsultation,  at levere ydelser, der er omfattet af overenskomsten, mod betaling, uanset om det er til egne tilmeldte patienter eller andre patienter.
  2. Det er ikke i overensstemmelse med overenskomsten at tage betaling fra sine egne tilmeldte patienter for at levere ydelser omfattet af overenskomsten, uanset tidsrummet. 
  3. Det er ikke i overensstemmelse med overenskomsten at aftale med én eller flere andre klinikker, at man tager betaling for at levere ydelser omfattet af overenskomsten til patienter tilmeldt den anden klinik eller på andre måder indgå i konstruktioner, som indebærer en sådan betaling.

Landssamarbejdsudvalget konkluderede, at ordningen, ud fra det oplyste, ikke er i overensstemmelse med overenskomsten.

Praktiske konsekvenser
Afgørelsen er dermed i tråd med tidligere praksis og præciserer forpligtelserne i henhold til overenskomsten, hvorved der sikres en gratis og lige adgang til egen læge.

Sagen ændrer ikke ved, at praktiserende læger fortsat kan levere ydelser i dagtid, der ikke er dækket af Overenskomst om almen praksis. Det kan fx være attester og vaccinationer eller ydelser til udenlandske turister.

Derudover kan praktiserende læger levere overenskomstdækkede ydelser mod betaling, hvis det sker uden for dagtid/sene konsultationer, når det ikke er til egne tilmeldte patienter.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

_____

RSV-vaccination af gravide – vi afventer stadigt aftale

OPDATERING 1. oktober 2025: Aftalen blev indgået 30. september - læs mere

Som vi skrev om i sidste PLO’rientering, har regeringen bevilget midler til vaccinationsprogram mod RSV til gravide. 

Gravide, der har termin fra juli til marts 2026, kan blive vaccineret mod RSV i almen praksis ved tredje graviditetsundersøgelse i uge 32.

Programmet forventes igangsat omkring 1. oktober 2025. 

Ydelseskoderne er klar, men PLO og RLTN har endnu ikke kunne indgå aftale om honorering, da bekendtgørelse om vaccinationsprogrammet endnu ikke er offentliggjort.

  • Sundhedsstyrelsen anbefaler bl.a. vaccinen ved den rutinemæssige graviditetsundersøgelse i uge 32. Ydelseskode 8804.
  • Gravide, der ikke nåede at få vaccinen ved graviditetsundersøgelsen i uge 32, kan få vaccinen ved et ekstra besøg frem til og med uge 36 (35+6). Ydelseskode 8901.

Ydelseskoderne træder først i kraft, når PLO og RLTN har indgået aftale. PLO orienterer medlemmerne, når dette er på plads.

Statens Serum Instituttet (SSI) skriver i Epi-Nyt, at man forventer at få vaccinen på lager i slutningen af uge 39. Levering kan derfor først finde sted fra uge 40. Det betyder, at ikke alle nødvendigvis kan nå at få vaccinen leveret til programmets opstart den 1. oktober. SSI anbefaler derfor, at dette tages i betragtning, når der bookes tider til vaccination.

Derudover vil SSI kun have et begrænset antal vacciner til rådighed, og opfordrer derfor til, at der kun bestilles det antal, der vurderes nødvendigt.

Læs mere hos Sundhedsstyrelsen (sst.dk) eller i Epi-Nyt (ssi.dk) 

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet oplysning til patienterne – find det her (skyfish.com) 

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

_____

Ændring i tilskud til Gruppebaseret Efteruddannelse

Det er besluttet at indføre faste beløbsgrænser for tilskud til Gruppebaseret Efteruddannelse. Beløbsgrænserne følger KiAP’s takster for klyngemøder.

Der kan ydes tilskud til forplejning, lokaleleje, overnatning og ekstern facilitator i forbindelse med gruppebaserede moduler/forløb. Udgifter for læger dækkes fra egen efteruddannelseskonto (selvvalgt eller systematisk afhængigt af modultype), mens udgifter for personale dækkes fra personalekontoen. Alle udgifter afholdes under posten ”kursusafgift” og må ikke overstige 2.800 kr. pr. kursusdag/læge og 3.100 kr. pr. kursusdag/personale.

Udgift og max.-beløb ex. moms
Lokaleleje: 5.000 kr. pr. modul / dag
Middage inkl. drikkevarer: 800 kr. pr. person / dag
Frokost inkl. drikkevarer: 450 kr. pr. person / dag
Overnatning og bespisning: 3.000 kr. pr. person / døgn
Honorar til ekstern facilitator: 10.000 kr. pr. modul

Læs om Gruppebaseret Efteruddannelse for læger og praksispersonale (plo-e.dk) 

For yderligere oplysninger:
Fondssekretariatet
Telefon: 3544 8498, euf.plo@dadl.dk 

_____

Ny indsats for at reducere antipsykotisk medicin til demente

Mange patienter med demens får antipsykotisk medicin – på trods af beskeden effekt og alvorlige bivirkninger som øget risiko for død og apopleksi. Derfor lancerer KiAP nu konkrete redskaber til at træffe trygge, fagligt funderede valg og finde alternativer til medicinsk behandling, når det er muligt.

Materialerne er udviklet af læger – til læger. En central del af indsatsen er, at alle værktøjer er skabt i tæt samarbejde med en klinisk ekspertgruppe bestående af praktiserende læger, en demenskoordinator, en plejehjemsleder og en speciallæge i ældrepsykiatri. 

Værktøjerne kan både bruges i den enkelte praksis og til et klyngemøde:

  • En ekspertvideo med speciallæge i ældrepsykiatri
  • En best practice-guide med beslutningsstøtte og inspiration til samarbejdet med kommunen
  • En praksispakke med dataoverblik over egne patienter med demens
  • En klyngepakke, som understøtter dialog og samarbejde på tværs med kommune og kolleger i klyngen

Find materialer og se video hos KiAP 

For yderligere oplysninger:
KiAP (Kvalitet i Almen Praksis)
Telefon: 7196 8844, support@kiap.dk 

_____

Vejdirektoratet søger viden om ældre trafikanter

Vejdirektoratet gennemfører i øjeblikket en større undersøgelse om ældre trafikanters adfærd i trafikken. 

Til undersøgelsen har direktoratet været i dialog med en række interesseorganisationer, herunder Lægeforeningen, specifikt Attestudvalget, som har foreslået direktoratet at indhente viden om praktiserende lægers håndtering af ældre patienter med kørekort. 

På den baggrund har Vejdirektoratet udarbejdet et spørgeskema, som de beder praktiserende læger om at besvare. 

Målet er at få et opdateret og nuanceret billede af, hvordan ældres kørekort håndteres i almen praksis i dag. 

Spørgeskemaet tager ca. fem minutter at besvare. Alle svar behandles anonymt

Link til spørgeskemaet findes i PLO’rienteringsmailen sendt til medlemmer 25. september, men kan også  rekvireres ved at skrive til nedenstående kontaktperson.

For yderligere oplysninger:
Specialkonsulent Camilla Sloth Andersen, Vejdirektoratet 
Tpd-pa-sik@vd.dk

_____

 

Forlænget svarfrist vedrørende minimumspatientantal

Det er muligt at besvare det udsendte spørgeskema det fremtidige minimumspatientantal/normtal fra Region Hovedstaden frem til og med den 29. september 2025, hvis man ikke har nået det endnu.

Aftale om telefarmakologisk medicingennemgang ved videokonference

PLO-Hovedstaden og Region Hovedstaden har indgået en projektaftale om telefarmakologisk medicingennemgang ved videokonference. Aftalen kan ses her.

Formålet med aftalen
At give praktiserende læger mulighed for at få sparring via videokonference med Klinisk Farmakologisk Afdeling (Bispebjerg og Frederiksberg Hospital) i forbindelse med medicingennemgange.

Sparring via videokonference skulle give:

  • Overblik over patientens medicin: dosis, indikationer, bivirkninger, interaktioner, hensigtsmæssighed. 
  • Konkret rådgivning om komplekse medicinproblematikker.
  • Mulighed for skærmdeling af medicinskemaer og købsmønsteranalyser og dermed færre misforståelser.

Hvem gælder aftalen for?

  • Alle praktiserende læger med ydernummer i Region Hovedstaden.
  • Patienter med bopæl i Region Hovedstaden (gruppe 1 og 2-sikrede) samt visse grænsearbejdere.
  • Patienter, der dagligt anvender mere end 5 lægemidler.

Sådan gør man:

  1. Henvis via dynamisk henvisning til Klinisk Farmakologisk Afdeling (Bispebjerg og Frederiksberg Hospital).
    • Angiv ønsket dato/tidspunkt (tirsdag 13-15 eller onsdag 10-12, ca. 15 min).
    • Oplys mailadresse til modtagelse af Teams-link.
  2. Klinisk Farmakologisk Afdeling sender oplæg til klinikken indenfor 5 hverdage.
  3. Videokonferencen gennemføres, og man får efterfølgende et skema med bemærkninger og forslag.
  4. Patientens samtykke er indhentet forud og efterfølgende noteres gennemgangen i journalen.

Honorering:

  • 177,89 kr. pr. påbegyndt 10 minutter (april 2025-niveau).
  • Maks. 3 moduler a 10 minutter pr. konference.
  • Ydelsen registreres med ydelseskode 4035


Link til aftalen (pdf)