Gå til indhold

PLO'rientering 19/2025

Nyhed PLO

Regionale medlemsmøder med mulighed for at stille spørgsmål, fortæller formanden om. Læs også om, at du kan se/gense medlemsmødet og nu læse svar på spørgsmålene, og om at åbningen fra Lægedage streames, om nye efteruddannelsestilbud om demens og om spørgeundersøgelse om antipsykotisk medicin til demente mennesker, Læs også om, at Lægeforeningen holder fire valgmøder. Der er også nyt fra PLO.Hovedstaden.

Mennesker ser på scene med to mennesker, der holder en form for oplæg
NYT FRA BESTYRELSEN

Regionale medlemsmøder i hele landet

I denne uge tager vi fat på noget, jeg har glædet mig til længe, nemlig medlemsmøder i alle fem regioner. Jeg deltager sammen med næstformand Niels Ulrich Holm og skiftende bestyrelsesmedlemmer på alle fem møder.

Det første medlemsmøde holdes i aften, i Silkeborg i Region Midtjylland. De næste fire holdes i de kommende uger – her kan du se tid og sted i din region

Vi prøver ved de fem medlemsmøder et nyt format: I stedet for, at jeg holder et langt oplæg og bagefter svarer på spørgsmål, vil en medarbejder fra sekretariatet styre slagets gang og stille nogle korte, opvarmende spørgsmål til hvert tema – og derefter kan I medlemmer komme på banen.

Det har været en rigeligt interessant tid hen over sommeren, og der er meget at tale om.

Sundhedsreformen – inklusive forståelsespapiret, som PLO i september nåede til enighed om med regeringen – har fyldt rigtig meget de sidste mange måneder. Jeg glæder mig til at tale med praktiserende læger i hele landet om de forandringer, der sker med almen praksis, og om den uro, der har været.

Jeg ser også frem til på møderne at fortælle om de tanker om forretningsudvikling, som vi arbejder med i bestyrelsen. Kort fortalt handler det om, at vi er i gang med at etablere en andelsforening – et stærkt forretningsfællesskab for selvstændigt praktiserende læger. Målet er at understøtte os alle som selvstændige læger – mindske de administrative byrder, øge indtjening og fastholde selvstændigt praktiserende læger som kernen i almen praksis. Og at ruste almen praksis til en fremtid, hvor der er fri konkurrence – både for det offentlige og for kapitalstærke private aktører.

Et tredje tema, som jeg er sikker på, mange gerne vil høre noget om, er vores forhandlinger om en ny aftale med det offentlige.

Ligesom i indeværende år stiler parterne mod en etårig aftale, der bliver kort og fokuseret, fordi parterne i 2026 skal forhandle en ny honorarstruktur som led i sundhedsreformen.

Eftersom forhandlingerne endnu ikke er afsluttet, kan jeg ikke sige så meget konkret om dem på mødet i Midtjylland i aften, men måske vil det have ændret sig til de fire efterfølgende møder. Jeg kan dog sige så meget, som at det for PLO er helt afgørende, at det offentlige reelt investerer i ambitionen om, at vi skal være mindst 5.000 praktiserende læger i Danmark.
 
Så snart der er nyt, vil vi naturligvis orientere alle medlemmer via mail.

Venlig hilsen 

Jørgen Skadborg

Formand, PLO

Se eller gense PLO’s medlemsmøde om reformen – og få svar på spørgsmål 

PLO holdt 1. oktober et online medlemsmøde om sundhedsreformen og forståelsespapiret med regeringen med deltagelse af formand Jørgen Skadborg og næstformand Niels Ulrich Holm. 

Mødet varede halvanden time og kan ses - eller genses – på Min Side, hvor du nu også kan læse svar på alle de spørgsmål, medlemmer stillede før og under mødet

_____

Er du ikke tilmeldt, kan du se med, når Lægedage åbner

Om kort tid ses rigtigt mange af os til Lægedage. Husk, at du kan streame åbningen hjemmefra, hvis du ikke deltager i Bella Center. Den foregår mandag den 10. november 2025 kl. 15.30-17.00. 

Du kan opleve indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde holde åbningstale og høre debatten ”Mental sundhed - hvad kan almen praksis bidrage med for patienter med psykiske lidelse, mistrivsel og usynlige handicap”. 

Her styrer journalist Nynne Bjerre Christensen diskussionerne, som Peder Hvelplund, sundhedsordfører for Enhedslisten og medlem af Folketingets Sundhedsudvalg; Jacob Klærke, formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg; Jane Alrø Sørensen, generalsekretær i Bedre Psykiatri; Bolette Friderichsen, formand for DSAM, og Jørgen Skadborg, formand for PLO, deltager i.

Du kan også følge med live, når Mahlerprisen uddeles. 

Åbningen bliver også optaget, så du kan se den senere. 

Du finder livestreamingen her, hvor du også kan læse programmet (tilmeld.dk)

For yderligere oplysninger: 
Lægedageteamet,
Telefon: 3544 8416, laegedage@dadl.dk

_____

To efteruddannelsestilbud i det nye SE-tema om demens

’Kan patienten være dement?' er et nyt tema i den systematiske efteruddannelse. Allerede tirsdag den 25. november udbyder PLO Efteruddannelse et kursus i temaet. Det foregår i Vejle. 

På kurset får du konkrete forslag til, hvordan du kan organisere udredning og årsstatus. Du får input til samarbejdet med kommuner og sekundærsektor og opdateres på juridiske forhold om fx samtykke og værgemål. Kurset gennemgår behandlingsmulighederne, herunder non-farmakologisk behandling. Du hører også om ny biologisk medicin, der er på vej.

Læs mere (tilmeld.dk)  

Du kan også gennemføre efteruddannelse i det nye tema som gruppebaseret efteruddannelse i et nyt modul, der er udviklet i samarbejde med KIAP og Nationalt Videnscenter for Demens. Modulet er gratis og godkendt som en dags systematisk efteruddannelse.

Læs mere (plo-e.dk) 

For yderligere oplysninger:
PLO Efteruddannelse
Telefon: 3544 8416, kurser.plo@dadl.dk

_____

Giv Sundhedsstyrelsen indblik i din viden om antipsykotisk medicin til patienter med demens

Sundhedsstyrelsen er i gang med at undersøge sundhedsprofesionelles brug af og viden om antipsykotisk medicin til patienter med demens. Undersøgelsen er del af styrelsens indsats for at nedbringe brug af antipsykotisk medicin hos mennesker med demens, som du kan læse mere om her (sst.dk) 

Det tager ca. 10 minutter at besvare spørgsmålene (surveyexact.dk)

For yderligere oplysninger:
Sundhedsstyrelsen, 

Telefon:7222 7400, sst@sst.dk

_____

Drøft fremtidens almen praksis med dine kommende regionspolitikere

Som optakt til kommune- og regionsvalget afholder Lægeforeningen fire regionale valgmøder, hvor du kan møde de regionale kandidater og deltage i debatten om fremtidens sundhedsvæsen i din region.

De foregår i Aalborg, Silkeborg, Kolding og Roskilde.

​Læs om Lægeforeningens valgmøder (læger.dk)​

De politikere, der vælges, får stor indflydelse på udviklingen af almen praksis i de kommende år. Blandt andet i de nye sundhedsråd.

​Her kan du læse, hvad PLO mener, at politikere i regioner og kommuner bør være opmærksomme på​, når det gælder om at udvikle almen praksis og sikre fast læge til alle. Del gerne siden - der er også et faktaark.

For yderligere oplysninger:
Chef for politik, analyse og kommunikation Jonas Heltberg
Telefon: 3544 8464, joh.plo@dadl.dk

NYT FRA PLO-HOVEDSTADEN

To gode muligheder for at lære hinanden at kende, nu hvor vi skal sammenlægges til en ny stor region

Gensidigt praksisbesøg

Besøg en anden praksis som en efteruddannelsesaktivitet med tilskud fra Fonden for Almen Praksis.

Læger og personale kan tage på besøg i en anden praksis og få tilskud efter reglerne for selvvalgt efteruddannelse, når man overholder visse formelle krav. Den klinik, der tager imod jer, kan også opnå tilskud for én læge, som står som vært for besøget.

Besøget skal have et fagligt formål, dvs. at det må antages at styrke diagnosticeringen og behandlingen af patienter i almen praksis og/eller organiseringen af almen praksis. Man skal overveje formålet på forhånd og kort afrapportere efter besøget.

​Læs mere om besøgsaftalen her på PLO-e.dk.​

Besøgsaftalen mellem almen praksis og hospitaler

De gensidige efteruddannelsesbesøg mellem praktiserende læger, praksispersonale og hospitalsansatte i Region Hovedstaden og i Region Sjælland har til formål at fremme samarbejdet og forståelsen mellem hospitaler og almen praksis i det nære sundhedsvæsen. Besøgene skal samtidig give mulighed for faglig opdatering og øget indsigt i hinandens arbejdsområder og procedurer, så sammenhængen i patientforløb og kvaliteten i behandlingen styrkes.

Aftalen gælder for Region Hovedstadens og Region Sjællands hospitaler og almen praksis med mulighed for, at både praktiserende læger, hospitalslæger og sundhedsfagligt personale kan deltage i op til fem dages besøg årligt. Besøgene kan foregå enten ved, at praktiserende læger og praksispersonale besøger hospitalerne, eller ved at hospitalslæger og sundhedspersonale besøger almen praksis.

Praktiserende læger modtager et honorar på 4.000 kroner for heldagsbesøg af fem timers varighed og 2.000 kroner for halvdagsbesøg af tre timer. Hospitalslæger, der besøger almen praksis, honoreres med 2.000 kroner for heldagsbesøg og 1.000 kroner for halvdagsbesøg. Transportudgifter refunderes efter gældende regler med op til 1.500 kroner pr. dag – dog op til 2.000 kroner pr. dag for læger på Bornholm.

Se aftale mellem Region Hovedstaden og PLO-Hovedstaden om øget samarbejde i det nære sundhedsvæsen ved gensidige besøg (pdf)