Gå til indhold

PLO'rientering 23/2025

Nyhed PLO

Sikken et år, det har været - og bliver, siger formanden i lederen og læs om forhandlingerne om Aftale26, sundhedsreformen, referat fra repræsentantskabsmødet, behandling af børn med ADHD, dosispakket medicin, gratis konference om Deep End for uddannelseslæger, formanden i Månedsskriftets julepodcast, sekretariatets telefonvagt over julen, Administrationsudvalgets ændrede åbningstider og frister, samt remindere om KOS og tilskud for efteruddannelse. Endelig er der Nyt fra PLO-Hovedstaden.

Vintermorgen i sneklædt skov

Forhandlingerne om Aftale26 genoptages

Som vi orienterede om i starten af ugen i mail til alle medlemmer, så genoptager Danske Regioner og PLO forhandlingerne om en etårig overenskomst for 2026. Det er parterne blevet enige om efter en konstruktiv dialog. Forhandlingerne fortsætter den 9. januar.

Den nuværende overenskomst mellem RLTN og PLO fortsætter på et uopsagt grundlag efter nytår. Forhandlingerne har været indstillede siden den 2. november.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

_____

Status på sundhedsreformen

Regeringens lovforslag 2b om almen praksis er vedtaget af Folketinget i dag den 19. december. Loven er som aftalt justeret i overensstemmelse med den politiske forståelse mellem PLO og regeringen. 

PLO har afgivet høringssvar til udkast til national opgavebeskrivelse for almen praksis, som skal supplere lovudkast 2b, i høring. Find alle høringssvaret inkl. PLO’s her (Høringsportalen.dk) 

Husk, at du kan følge PLO’s udmeldinger om reformen – samt centrale høringssvar - på læger.dk/plosundhedsreform

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

_____

Referatet fra sidste repræsentantskabsmøde er klar

PLO afholdt den 22. november ordinært repræsentantskabsmøde. Nu er referatet klar.

Find referatet samt nyhed om nyvalgte bestyrelsesmedlemmer på mødets side (plo.dk) 

For yderligere oplysninger:
Chef for Politik, Analyse og Kommunikation Jonas Heltberg
Telefon: 2962 4080, joh.plo@dadl.dk

_____

Behandling af børn med ADHD bør varetages i psykiatrien

PLO erfarer, at mange praktiserende læger oplever en stigning i antallet af børn og unge med diagnosen ADHD, der afsluttes fra privatpsykiatriske og offentlige behandlingstilbud til almen praksis. Denne opgaveglidning er meget problematisk af flere årsager.

For det første er der ikke indgået nogen aftale mellem PLO og RLTN om, at denne patientgruppe skal overgå til opfølgning i almen praksis. 

For det andet kan der sættes spørgsmålstegn ved, om behandling af børn og unge med ADHD skal blive en vedligeholdelsesopgave for almen praksis fremfor at fastholdes som en specialpsykiatrisk opgave.

PLO tilslutter sig det faglige udgangspunkt, at udredning, medicinsk behandling og kontrol af ADHD hos børn og unge fortsat bør varetages af børne- og ungdomspsykiatrien og ikke bør være en forpligtende opgave for almen praksis. 

PLO og Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) mener, at det er en opgave præget af betydelig kompleksitet, omfattende differentialdiagnostik med brug af tidskrævende diagnostiske instrumenter, hyppig komorbiditet og dermed et tidsforbrug, som ligger langt ud over rammerne for almen praksis – uanset den enkelte diagnose.

Læs DSAM's udmelding 'Udredning og overtagelse af behandlingsansvar for børn og unge med ADHD' (DSAM.dk) 

Af disse grunde konkluderer PLO, at praktiserende læger ikke er forpligtede til at varetage denne nye opgave og er i deres gode ret til at tilbagehenvise de pågældende patienter.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____

Dosispakket medicin: En hjælp til patient og hjemmesygeplejersker

PLO indgik i marts 2023 en aftale om dosispakket medicin, der udbyggede en tidligere aftale fra 2021.

Formålet med aftalen var, at flere patienter fik administreret deres medicin som dosispakket - både for at gøre medicinering mere sikker for patienterne, men også for at frigøre ressourcer hos de kommunale sygeplejersker, som der både nu og i fremtiden er mangel på.

Der er aftalt en fremgangsmåde, hvor det kommunale sundhedspersonale finder egnede patienter, der er stabilt medicineret, og kontakter egen læge. Forud herfor er patienten informeret om muligheden for dosispakket medicin og skal have afgivet samtykke hertil.

Det er op til den praktiserende læges faglige vurdering at afgøre, om den konkrete patient er egnet til hel eller delvis dosispakning af medicin – og lægen kan til enhver tid stoppe dosispakningen.

Aftalen giver uændret en ydelse ved opstart af dosispakket medicin (ydelseskode 4500). Denne kan afregnes alene eller sammen med andre ydelser. FMK er siden den oprindelige aftale opdateret for at gøre det mere enkelt at oprette og forny dosispakket medicin.

Find link til quickguide, vejledning, spørgsmål/svar med mere her (PLO.dk)

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk
_____

Rekrutteringstiltag: Gratis konference om Deep End for uddannelseslæger

Deep End er et netværk for læger i områder med mange multisyge patienter med komplekse problemstillinger og lav socioøkonomi.

Fra Aftale25-puljen for bedre lægedækning har Deep End-netværket søgt og fået midler til en konference, som skal være med til at rekruttere læger til områder med mange meget syge patienter, der ofte er sammenfaldende med lægedækningstruede områder.

Konferencen foregår fredag 29. maj og lørdag 30. maj 2026 på Hotel Vejlefjord.

Deltagelse er gratis for uddannelseslægen, der udover overnatning og fuld forplejning desuden kan søge om transportgodtgørelse op til 1.500 kr. og få 2000 kr. som lønkompensation for fredagen - medmindre klinikken giver uddannelseslægen fri med løn, så er det klinikken, der kan få kompensationen.

Kender du en uddannelseslæge, der kunne være interesseret, så fortæl gerne om muligheden. Har I en uddannelseslæge i klinikken, kan I vurdere, om deltagelse i konferencen er relevant for vedkommende og evt. noget, I som klinik vil bakke op om.

Tilmelding foregår pr. mail til nedenstående kontaktperson senest 7. januar 2026.

For yderligere oplysninger og tilmelding:
Kursuskoordinator Maiken Westh
Telefon: 2849 7670, mawe.plo@dadl.dk

_____

Formanden deltager i Månedsskriftets julepodcast

Månedsskriftets podcast har besøgt PLO’s formand Jørgen Skadborg. Sammen med Christian Vøhtz ser han tilbage på nogle af årets centrale temaer fra podcasten, som han kommenterer på.

Det er blandt andet kunstig intelligens i almen praksis, compassion for praktiserende læger, Hjemløshed og almen praksis’ rolle samt Praksis Plus – fra uddannelseslæge til praktiserende læge.

Find episoden her eller der, hvor du normalt lytter til podcast

For yderligere oplysninger:
Månedsskrift For Almen Praksis
Telefon: 3526 6785, mpl@mpl.dk

_____

Sekretariatets telefonvagt over jul og nytår

Hele Lægeforeningen holder lukket fra den 24. december 2025 til og med den 2. januar 2026. PLO og PLA’s sekretariater er også lukkede.

Hvis der den 29., 30. december eller 2. januar opstår spørgsmål, der ikke kan vente til mandag den 5. januar, kan du kontakte en telefonvagt de pågældende dage kl.10.00-12.00 på 3544 8500. 

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

_____

Administrationsudvalget har ændrede åbningstider og frister for fraværshjælp

Administrationsudvalgets sekretariat, som udbetaler økonomisk støtte ved fravær som sygdom og orlov, holder lukket den 23. december.

Til gengæld er åbningstiden forlænget mandag den 5. januar, hvor udvalgets sekretariat kan kontaktes frem til kl. 16. Desuden er frist for ansøgninger om fraværshjælp forlænget fra den 5. til den 7. januar.

For yderligere oplysninger:
PLO Medlemsservice
Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

 

REMINDERE

Vigtig undersøgelse har brug for din hjælp

Forskningsenhederne belyser centrale spørgsmål om kontakt- og sygdomsmønstret i de tilbagevendende KOS-undersøgelser - og efterlyser klinikker, der vil deltage. 

Du kan deltage, hvis klinikken:

  • CGM XMO eller EG Clinea
  • Var i drift i perioden 1. februar 2023 til 31. januar 2024

Deltagelsen er honoreret, og data indsamles via praksissystemet – uden at belaste daglig drift

I en tid, hvor almen praksis potentielt står over for meget store forandringer, kan undersøgelsen bidrage med vigtig viden om før og efter. PLO opfordrer alle, der kan, til at deltage.

Tilmeld klinikken her 

God ide at søge tilskud for efteruddannelse inden jul

På grund af årsopgørelse er fondssystemet lukket i januar og februar 2026. Det er derfor en god idé at søge tilskud for den efteruddannelse, du har gennemført i 2024 og 2025, samt for dit personales efteruddannelse inden jul, og senest d. 31. december 2025.

Få svar på spørgsmål om tilskud

 

Nyt fra PLO-Hovedstaden

Resultat af suppleringsvalget

Suppleringsvalget af suppleanter til PLO-Hovedstaden er nu afsluttet. Som suppleanter til PLO-Hovedstadens bestyrelse er pr. 1. januar 2026 valgt:

  • 1.-suppleant Anders Rask Hansen, praktiserende læge, Brøndby
  • 2.-suppleant Morten Hovgaard-Sveen, praktiserende læge, Espergærde

Valgperioden er året 2026.

Ny rapport viser fremskridt i samarbejdet mellem almen praksis og Region Hovedstadens hospitaler

I foråret 2025 har Region Hovedstaden med hjælp fra Rambøll Management Consulting gennemført en undersøgelse af samarbejdet mellem regionens hospitaler og almen praksis (HAPS).

Undersøgelsens resultater viser, at der overordnet er en høj tilfredshed og en positiv udvikling i opfattelsen af samarbejdet hos både praktiserende læger og hospitalslæger – men også at der fortsat er mange henvisninger, som afvises.

Rapporten leverer også en værdifuld viden, når sundhedsreformen skal implementeres ift. det almenmedicinske tilbuds udvikling og ønsket om at forbedre samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis.

452 praktiserende læger og 430 hospitalslæger har svaret på et spørgeskema, og opfølgende har Rambøll interviewet seks praktiserende læger og fem hospitalslæger.

På baggrund af rapportens resultater har Rambøll udarbejdet seks anbefalinger for det videre arbejde i regi af HAPS, som kan understøtte et fortsat stærkere samarbejde mellem almen praksis og hospitalerne: 

  1. Fortsæt den igangværende indsats med at forbedre samarbejdet mellem almen praksis og hospitaler
  2. Fokuser på samarbejdet mellem almen praksis og hospitaler om patienter med psykiatriske problemstillinger
  3. Understøt flere muligheder for øget dialog og samarbejde
  4. Anvend eksisterende muligheder for at gøre praktiserende læger opmærksomme på rådgivningstilbud
  5. Fortsæt arbejdet med at forbedre kommunikation mellem sektorer
  6. Undersøg potentialet for at optimere procedurer og arbejdsgange omkring henvisninger

Læs hele rapporten på sundhed.dk