Gå til indhold

PLO'rientering 9/2026

Nyhed PLO

Godt begyndt på Aftale27 - men der er lang vej endnu, fortæller formanden. Læs desuden om PLAndel, nye rapporter for tilsyn med systemhuse, webinar om 'Graviditetsmappen', efteruddannelse om åndenød og DSAM's årsmøde.

Hænder ved papirer til møde

NYT FRA BESTYRELSEN: Godt begyndt på Aftale27 – men der er lang vej endnu

Jeg vil gerne give en status på forhandlingerne med Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) om Aftale27 – den aftale, der fra 1. januar 2027 skal regulere især vores ydelser og honorarer. Forhandlinger føres i sagens natur i fortrolighed bag lukkede døre, så det er alene de overordnede linjer, jeg kan komme ind på.

PLO står i den usædvanlige situation, at rammerne for almen praksis er ændret fundamentalt af sundhedsreformen. Fra næste år vil et væsentligt smallere aftalesystem være gældende, mens det er Sundhedsstyrelsen, der fastlægger den nationale opgavebeskrivelse.

Samtidig fremgår det af reformen, at en ny og forenklet honorarstruktur skal være på plads fra årsskiftet. Så man kan sige, at PLO og RLTN står med en bunden opgave. Men samtidig står vi uden en regering, hvilket besværliggør processen, idet staten som følge af den manglende regering endnu ikke har udpeget sin repræsentant til RLTN. 

Så man kan roligt konstatere, at vi har travlt, hvis vi skal nå i mål.

Mandag i sidste uge, den 4. maj, havde PLO et politisk møde med Danske Regioner, hvor vi på et overordnet plan drøftede visioner og principper for den nye aftale. På en række områder kunne vi konstatere enighed, mens der på andre, helt som forventet, er uenigheder. De sværeste knaster har vi endnu til gode. 

Der er aftalt yderligere tre møder i løbet af juni, og vi forventer at genoptage forhandlingerne til august. 

For mig er målet klart: Det er ikke nok, at jeg, Aftaleudvalget, bestyrelsen eller PLO’s repræsentantskab er tilfredse. Vi skal lande en aftale, som det store flertal af praktiserende læger kan se sig selv i og blive glade for. 

Det betyder, at vi skal have nogle økonomiske rammer, der kan rumme de opgaver, der fremgår af den nationale opgavebeskrivelse, og som afspejler den glædelige omstændighed, at vi år for år bliver flere læger i almen praksis.

Det betyder også, at vi skal aftale en ny og forenklet honorarstruktur, der sikrer bedre vilkår for de kolleger, der har mange syge eller komplekse patienter, uden at andre praktiserende læger skal have forringet deres nuværende vilkår.

Jeg er glad for, at vi nu er kommet i gang med forhandlingerne. Jeg tror ikke, det bliver nemt at komme i mål - det er det sjældent! Men jeg er fortrøstningsfuld og forventer, at der hos modparten er vilje til at indgå en aftale, der afspejler den helt centrale rolle, de praktiserende læger ifølge sundhedsreformen skal udfylde i sundhedsvæsenet.

Venlig hilsen

Jørgen Skadborg, formand, PLO

******

PLAndel: Medlemsmøder, hjemmeside, indmeldelse og fusion

I disse uger er PLO vært ved møder i de fem regionale foreninger og har inviteret PLAndel til at orientere om det nystiftede andelsfællesskab.

Der er afholdt møder i Middelfart (PLO-Syddanmark) og Silkeborg (PLO-Midtjylland). Mødet i Silkeborg blev optaget. Medlemmer kan se/gense optagelsen her på Min Side (kræver MitID)

Deltag i et af de tre sidste møder, hvor du kan få svar på dine spørgsmål og også få gennemgået, hvordan man melder sin klinik.

Du kan deltage online eller fysisk fra kl. 17-19 - og du er velkommen til at tilmelde dig i en anden region end din egen, hvis datoen passer dig bedre:

Møderne markerer, at PLAndel åbner for indmeldelse, som foregår ved, at praktiserende læger melder deres klinikker ind via ​den nye hjemmeside plandel.dk​ 

På PLAndels hjemmeside kan man læse, at PLAndel og Voresklinik i sidste uge kunne offentliggøre, at de to andelsforeninger ønsker at fusionere og samle deres aktiviteter. Målet er at udvikle løsninger, der kan aflaste de praktiserende læger for administrative opgaver, så de kan bruge mere tid på patienterne. 

Fusionen godkendes på generalforsamlinger i juni, ​som du kan læse i nyhed på PLAndel.dk​

*****

Hjælp til din tilsynsforpligtelse: Download og opbevar tilsynsrapport som dokumentation

Som dataansvarlig lægeklinik er man forpligtet til at dokumentere, at man har forholdt sig til, om klinikkens databehandlere lever op til databehandleraftalen og reglerne om beskyttelse af personoplysninger. 

Denne tilsynsforpligtelse hjælper PLO sine medlemmer med, og PLO har i samarbejde med advokatfirmaet Kromann Reumert gennemført tilsyn i 2025 med:

  • PLSP (leverer en række fælles løsninger til PLO’s medlemmer)
  • TRIFORK (vedr. Min Læge-app)
  • SYNLAB (vedr. Webreq og Webpatient)

På baggrund af disse tilsyn er udarbejdet tilsynsrapporter, der er til rådighed bag login på PLO’s hjemmeside. 

Download og gem den tilsynsrapport, der hører til dit systemhus. Rapporten skal du bruge til at dokumentere, at PLO varetager tilsynsforpligtelsen for klinikken.

HUSK at downloade en kopi til dig selv!

Du finder tilsynsrapporterne her (Min Side – kræver MitID)


Konklusion på tilsyn i 2025

De overordnede konklusioner på de gennemførte tilsyn er, at PLSP, TRIFORK og SYNLAB overholder databehandleraftalerne og reglerne i databeskyttelsesforordningen (GDPR). Der er identificeret enkelte opfølgningspunkter vedr. PLSP, som PLO vil sørge for, at der følges op på ved næste tilsyn i 2026.

Planlagt tilsyn i 2026
PLO vil ca. en gang årligt gennemføre et tilsyn med systemhusene og andre vigtige leverandører af løsninger til PLO’s medlemmer. Det er planen, at tilsynet i 2026 vil omfatte alle systemhuse, PLSP samt KiAP.

Du vil blive orienteret i PLO’rientering, når der er nyt om tilsynsopgaverne, og når du skal downloade en ny tilsynsrapport. 

*****

Ny national digital løsning for hele svangreforløbet – kom til webinar 

Den 2. juni åbner den nationale løsning ’Graviditetsmappen’, som har til formål at erstatte papirjournaler i svangreforløb. Med den digitale løsning deles oplysninger mellem almen praksis, fødested, kommunal sundhedspleje og den gravide. Løsningen vil dække både 1., 2. og 3. svangrekonsultation i almen praksis.

Som optakt til den nationale løsning er der behov for justering i forhold til den digitale svangre løsning (DSJ), som syv ud af ti i dag anvender. Vær i den forbindelse opmærksom på følgende:

  • Fra i dag den 13. maj og frem til den 2. juni udfylder den gravide et overgangsspørgeskema i Min Læge-appen forud for 1. svangrekonsultation, der sikrer overgangen til den nationale løsning, der har startdato den 2. juni.
  • Gravide, hvis 1. svangrekonsultation er gennemført og henvisning er sendt til fødestedet, fortsætter graviditetsforløbet på papir som hidtil.
  • Hvis klinikken har ufærdige graviditetsforløb/kladder liggende i DSJ-løsningen, vil oplysningerne gå tabt den 2. juni. Det er muligt at oprette kladder fra den 2. juni.  

Din klinik kan allerede nu tilmelde sig webinarer, der gennemgår de nye arbejdsgange, som den nationale løsning medfører fra den 2. juni. 

Webinaret indeholder information om videreudviklingen af den gravides spørgeskema i Min Læge-appen, den nye adgang til dokumentation fra sygehuse og jordemødre og mulighederne for efterfølgende dokumentation i svangrekonsultationerne for almen praksis. Der introduceres også vejledningsmateriale, videoer og support, og der er tid til spørgsmål. 

Tilmeld dig webinarer her (tilmeld.dk) 

Datoer for webinarer er: 3., 4., 9., 10., 17. og 18. juni 2026 kl. 15.00–16.00 
Tilmeldingsfrist: 26. maj 2026 
Deltagerantal: Maks. 50 pr. webinar - så tilmeld dig/jer snarest muligt.

*****

Systematisk efteruddannelse (gruppebaseret): Nyt gratis lægemodul ’Tab ikke pusten i mødet med patienten med åndenød’  

Forløbet tager udgangspunkt i fire patienthistorier og giver en systematisk tilgang til udredning af åndenød. Er årsagen hjertet, lungerne, noget psykisk – eller noget helt fjerde? Det består af to moduler à 2,5 timer svarende til én dags Systematisk Efteruddannelse (SE).

Det kan gennemføres på én dag eller fordeles over to dage.

Læs mere her (plo-e.dk)

Modulet kræver en uddannet facilitator. 

Læs om PLO-E’s gratis facilitatorkurser (plo-e.dk): 

 

*****

Kom til DSAM's årsmøde 2. oktober 2026 på Comwell Kolding 

PLO vil gerne opfordre sine medlemmer til at melde sig ind i vores faglige selskab for almen medicin, hvis man ikke allerede er medlem – og til at deltage i DSAM’s årsmøde, som ledes af DSAM's nye formand Maria Krüger.  

Årsmødet foregår fredag den 2. oktober i Kolding med temaet ’Vores patienters virkelighed – hvor kan vi gøre en forskel?’ 

Både formiddag og eftermiddag vil der være en række parallelle sessioner om alt fra ’Vold i nære relationer’ til ’Dermoskopi i almen praksis’ og ’Demens – fra hospitalet til almen praksis’.

Du vil i løbet af dagen have rig mulighed for at netværke og genopfriske - eller skabe nye - venskaber med kolleger fra andre steder i Danmark.

Der er 14 spændende parallelsessioner, og du har mulighed for at deltage i 2. Om aftenen kan du nyde en lækker middag og band.

Se program og priser - bemærk, early bird-priser til og med 28. juni (dsam.dk)

Årsmødet er godkendt som tilskudsberettiget efteruddannelse af Fonden for Almen Praksis. 

*****

Kontakt os, hvis du har brug for yderligere oplysninger

PLO Medlemsservice

Telefon: 3544 8490, plo@dadl.dk

REMINDERE

Dialogseminar om fremtidens samarbejde i det nære sundhedsvæsen 

PLO Efteruddannelse vil gerne være med til at skabe forudsætninger for godt samarbejde, som sundhedsreformen stiller øgede krav til, og inviterer praktiserende læger og relevante samarbejdspartnere til dialogseminar. Det foregår 31. august og 1. september 2026.
Læs mere (tilmeld.dk) 

Fagligt lederudviklingsforløb

PLO Efteruddannelse udbyder et nyt fagligt lederudviklingsforløb, som kvalificerer praktiserende læger til at indtage de stillinger og poster, som forventes at blive etableret de kommende år grundet sundhedsreformen.
Læs mere (tilmeld.dk)