Gå til indhold

FTR: Sygefravær

Få overblik over hvad din rolle og opgave er i forbindelse med sygefraværssamtaler.

Sygdom anses som lovligt forfald fra arbejdet, og hvis man som ansat straks sørger for at informere arbejdsgiveren om sygdommen i overensstemmelse med de retningslinjer, der eventuelt er udmeldt i personalehåndbogen, giver det sjældent de store problemer.

Afhængig af hvilken sygdom det handler om, kan der dog blive tale om mere langvarige eller ustabile sygdomsforløb. Din kollega kan på den baggrund blive indkaldt til en sygefraværssamtale med ledelsen.

Ved langvarigt sygefravær er arbejdsgiverne pålagt at indkalde til en sygefraværssamtale senest fire uger efter 1. sygedag.

Hvis din kollega er for syg til at deltage, kan samtalen holdes telefonisk.

Som regel er det TR, der deltager, men det kan for den syge kollega være et ønske, at en kollega, som vedkommende arbejder med til daglig, ikke skal kende til, hvad sygdommen drejer sig om.

Derfor kan det være bedre, at du som FTR deltager som bisidder i stedet.

Hvad handler sygefraværssamtaler om

Som FTR vil det oftest være i de mere alvorlige sager om fx trivsel, tilbagevending, skånehensyn eller forlængelse af uddannelse, du bliver involveret.

Nogle sygefraværssamtaler kan være indkaldt for at afdække, hvornår din kollega forventes at komme tilbage på arbejde igen, eller om der måske skal tages særlige skånehensyn i forbindelse med en tilbagevenden. Det kan både være fysiske og belastningsmæssige hensyn, der er tale om.

Det er ikke usædvanligt, at arbejdsgiveren ønsker, at der skal udfyldes en varigheds- eller mulighedserklæring.

En fastholdelseskonsulent fra kommunen vil ofte være involveret med henblik på at finde en løsning, hvis der er tale om længerevarende sygdom. Der vil ofte skulle laves en optrapningsplan for den syge, og det er afgørende, at den er realistisk. Vedkommendes egen læge eller speciallæge bør derfor inddrages til at kunne vurdere den sygemeldtes situation – også selvom der ikke er indhentet en erklæring.

Som FTR skal du være opmærksom på, at erfaringerne viser, at den sygdomsramte læge ofte kan have tendens til gerne at ville (for) hurtigt tilbage, så du kan tage det med ind i det store billede, når en optrapningsplan laves.

Langvarigt sygefravær er imidlertid ikke kun en belastning for den kollega, der er syg, men kan også medføre ulemper for de øvrige kolleger på en afdeling rent bemandingsmæssigt.

Samtidig har arbejdsgiveren sjældent økonomiske ressourcer til rådighed, så der kan ansættes en vikar for den syge i længere tid.

Langvarigt sygefravær på mere end to-tre måneder kan derfor medføre afskedigelse af din kollega og vil ofte blive betragtet som en saglig begrundelse for en opsigelse.

Er der tale om en handicappet læge, så vær opmærksom på at der gælder særlige regler.

Hvis du får indtryk af, at ledelsen påtænker at opsige din kollega, anbefaler vi, at du eller din kollega straks kontakter Yngre Lægers sekretariat – centralt eller regionalt – for at få en jurist med til mødet.

Sådan gør du

Vi anbefaler, at din kollega eller du tager kontakt til Lægeforeningens socialrådgiver, der kan vejlede om, hvilke muligheder der kan være i forhold til fastholdelse eller tilbagevenden til arbejde.

Det er vigtigt, at du forud for mødet får tilsendt både indkaldelsen og en dagsorden for mødet. Hvis der har været afholdt møder om din kollegas sygdom tidligere, er det også nødvendigt at få referater og eventuelle aftaler, der er indgået tidligere.

Du bør samtidig aftale med din kollega, at I så hurtigt som muligt mødes eller taler sammen om, hvordan din kollega forholder sig til sin situation. Hvilke ønsker og forventninger har vedkommende til fremtiden på afdelingen.

Brug den hjælp og rådgivning du kan få fra Yngre Lægers sekretariat, men husk samtidig, at du som FTR ofte har et godt lokalkendskab - både til hospitalet, ledelsen/HR og medlemmet – og at det derfor giver god mening, at du også deltager i møderne.

Tjekliste - sygefravær
  • Sørg for at din kollega tager kontakt til Lægeforeningens socialrådgiver. Telefon 35 44 85 00.
  • Kontakt Yngre Lægers sekretariat hvis ikke din kollega selv har gjort det, når der er indkaldt til en samtale.
  • Sørg for at de nødvendige oplysninger og dokumenter bliver fremsendt til dig selv og sekretariatsmedarbejderen.
  • Hvis der er risiko for, at din kollega bliver opsagt, så få mødet flyttet i tilfælde af, at én fra Yngre Lægers sekretariat ikke kan deltage med kort varsel.
  • Tag hånd om din kollega, det er en stressende situation.