TR for yngre læger: "Vi skal have et arbejdsmiljø, hvor man tør stikke snuden frem og fortælle om det, som er svært."
Amine Abdullah-Roskjær har som tillidsrepræsentant indført at tale om trivsel på YL-møderne. Hun er overrasket over, hvordan det er blevet taget imod.
29. august 2024
Hun kender det fra sig selv. Hvor svært det kan være at stå som ny læge på en vagt og føle sig presset og usikker. Og hvor vigtigt det er at kunne tale med kolleger om det og turde bede om hjælp.
Amine Abdullah-Roskjær, der er introlæge på børneafdelingen på Esbjerg Sygehus, gør sig derfor umage med at skabe rammerne for et godt arbejdsmiljø.
”Det er vigtigt for mig som tillidsrepræsentant, at vi har et rum, hvor vi kan være ærlige. Jeg håber, det kan bidrage til mere psykologisk tryghed på vores arbejdsplads.”
Fik idéen på TR-kursus
I foråret var hun på et Yngre Læge-kursus for tillidsrepræsentanter, og her var der en læge i psykiatrien, som fortalte, at trivsel indgår som et fast punkt på deres YL-møder.
”Det var inspirerende at høre om, så jeg fik lyst til at prøve det af på min egen afdeling.”
På næste YL-møde satte hun trivselsrunde på dagsordenen. Hun lagde selv ud og understregede, at det var o.k. at springe over.
”Det var helt op til den enkelte, hvor meget man havde lyst til at fortælle, men jeg blev positivt overrasket over, hvor mange kolleger som turde “åbne sig op” i et fortroligt rum og dele svære ting om parforhold, familieforøgelse og andre private emner.”
Erfaren læge: ”Det har jeg ikke prøvet før”
Efter mødet fik hun god feedback fra flere kolleger. En erfaren afdelingslæge kom for eksempel bagefter og sagde, at han ikke før havde prøvet at have sådan et forum i sit arbejdsliv.
”Det var tankevækkende, og det fortæller mig, at det er vigtigt at skabe rammerne for at tale om det, der fylder – uanset om det handler om noget privat eller fagligt,” siger Amine Abdullah-Roskjær, der holdt sit tredje YL-møde med en trivselsrunde i august.
”Her fik jeg selv sagt, at jeg har haft en stresset sommerferie, hvor jeg ikke har fået ladet op, fordi vi har renoveret vores køkken.”
Vigtigt signal til nye læger
For Amine Abdullah-Roskjær er møderne vigtige, fordi de minder hende om, at hendes kolleger også er mennesker bag uniformerne.
”Som læger skal vi være 100 procent professionelle og holde hovederne koldt i pressede situationer, og indimellem får vi sagt noget skarpt, der kan støde andre. Jeg synes, det bliver nemmere at sætte sig ind i, hvorfor kollegerne reagerer, som de gør, når vi kender hinanden og ved, hvad der fylder i privatlivet.”
Hun håber også, at trivselsrunderne sender et signal over for de yngste og senest ankomne læger på afdelingen.
”Jeg vil gerne vise, at de har en tillidsrepræsentant, som går op i trivsel – at vi gerne vil have et arbejdsmiljø, hvor man tør stikke snuden frem og fortælle om det, som er svært, og at andre kan rumme det. Og at vi kan tale om konflikter på en rolig og ordentlig måde.”
Selv oplevede hun som ny læge i sin første aftennattevagt at føle sig meget usikker og ensom.
”Jeg stod med et lille barn, som jeg mente var alvorligt sygt, men de erfarne plejepersonaler, havde en anden opfattelse. De fremstod meget tvivlende og uforstående over for min vurdering, og det var svært som ung læge at skulle stå med sin faglige viden og argumentere mod erfarne børnesygeplejersker. Det endte heldigvis godt for barnet, som endte med at blive transporteret til et universitetshospital, men det var en grænseoverskridende oplevelse, og den slags skal man kunne tale om bagefter.”
Vil give trivselsstafetten videre
Amine Abdullah-Roskjær er glad for den overlevering, hun fik fra den tidligere tillidsrepræsentant, og når det bliver tid til, at hun selv skal give stafetten videre, er trivsel et af de emner, hun vil fortælle om.
”Heldigvis har vi en velfungerende afdeling med en dygtig leder, som også prioriterer psykologisk tryghed på afdelingen, så jeg synes egentligt, det har været en nem opgave at få indført det med trivselsrunder, og jeg vil helt sikkert opfordre den næste tillidsrepræsentant til at have trivselsrunder med som et fast punkt på møderne.”
- Skriv det på dagsordenen til YL-møderne, at der er en trivselsrunde, så dine kolleger kan nå at tænke over, om de har noget, de vil dele.
- Inden YL-mødet kan du evt. alliere dig med en eller flere kolleger, som du ved gerne vil dele noget privat eller en svær situation på arbejdet. Det kan bane vejen for, at flere tør åbne op – selvom man er ny.
- Brug dig selv og fortæl, hvis du har ønsker til noget, der kunne fungere bedre på afdelingen.