Er du leder, cheflæge eller klinikejer? Få hjælp til forløbssag
En klage over et behandlingssted - også kaldet en forløbssag - retter sig ikke mod bestemte sundhedspersoner men mod det sted, hvor patienten blev behandlet, f.eks. et sygehus, en lægeklinik eller i hjemmesygeplejen.
Din udtalelse kan få stor betydning
Er du leder på et behandlingssted, som har fået en klage, anbefaler vi, at det er dig, der udtaler dig i sagen. I en travl hverdag kan det være svært at finde tid til at sætte sig ind i sagen - men som leder bør du være opmærksom på, at din udtalelse kan have stor betydning for de medarbejdere, der har været involveret i behandlingsforløbet.
Din udtalelse kan også gavne patienten ved f.eks. at rette op på en misforståelse, der kan ligge til grund for klagen, ved at belyse baggrunden for den hændelse, der klages over.
Hvad er relevant at udtale sig om?
Din udtalelse kan belyse organisatoriske og lokale forhold, der ikke kan læses ud af journalen og sagens øvrige materiale, men som havde betydning for patientens forløb og de vilkår, din medarbejder behandlede patienten under.
Det kan f.eks. være særlige organisatoriske ændringer, retningslinjer på behandlingsstedet eller udfordringer med tekniske indretninger eller andet.
Dette er forhold, som styrelsen ikke kender til, og som ikke kan tilskrives den enkeltes arbejdsindsats.
Overvej at inddrage den medarbejder, der har forestået behandlingen, når du laver din udtalelse. Vi anbefaler dog altid, at det er dig som leder, der på vegne af behandlingsstedet underskriver udtalelsen.