Gå til indhold

Sådan kan du bruge Instagram

Ønsker du at bruge din Instagram i professionel sammenhæng til at dele ud af din hverdag som læge eller deltage i den sundhedspolitiske debat, kan du læse mere om, hvad du skal være opmærksom på her.

Del kun billeder, du har rettigheder til

Du skal være opmærksom på, at du ikke må poste billeder af hverken kolleger eller patienter og pårørende uden konkret samtykke, og at du ikke må dele screenshots af billeder, som kan være omfattet af regler for ophavsret. Læs mere om deling af billeder på sociale medier.

Vær varsom med markedsføring og reklame

Som læge kan du opleve interesse fra virksomheder, der ønsker at få dig til at omtale deres produkter på sociale medier. Du skal være opmærksom på, at du som medlem af Lægeforeningen er forpligtet til at følge Lægeforeningens etiske principper. Læs mere om reglerne for markedsføring og reklame.

Følg med i dine kollegers lægeliv

Du kan bruge Instagram til at dele fotos af oplevelser fra både dit privat- og arbejdsliv og spejle dig i dine lægekollegers hverdag. Deler du ud af din hverdag som læge, er det vigtigt, at du husker din tavshedspligt og ikke deler viden, som kan føres tilbage til patienter.

Hæv vidensniveauet og afliv sundhedsmyterne

På Instagram er der meget fokus på sundhed, mad, fitness og krop. Her har du som læge også mulighed for at hæve vidensniveauet blandt dine følgere og andre interesserede i sundhed. Udover at lave dine egne opslag kan du kommentere på andres og bidrage med din indsigt i sygdom og sundhed. Husk dog altid at gøre det med respekt for den bruger, du skriver til, og gerne med henvisninger til uddybende viden.

Kom i gang med Instagram