Digitalisering i sundhedsvæsenet skal ske med omtanke

Jeg er enig med Anne Kaltoft et stykke ad vejen. Sundheds-it og digitale løsninger kan - når de bruges klogt - gøre det nemmere for både patient og læge at komme tæt på hinanden. Det kan øge kvaliteten i behandlingen og patientsikkerheden. Samtidig kan det også give læger og andet sundhedspersonale nem og hurtig adgang til patientdata på tværs af sektorerne.

Men ikke alt det digitale har været rosenrødt under epidemien. Tænk blot på de problemer, som mange borgere har haft med at booke en tid til vaccination, bestille en COVID-test eller få et COVID-pas, hvis man ikke har – eller har svært ved at bruge - internet eller NemID.

Hvis vi udelukkende tænker i digitalisering, risikerer vi at stille en række borgere dårligere. Mange, måske især ældre, har ikke nødvendigvs de it-kompetencer, som skal til for at bruge de digitale løsninger. På den måde skaber digitalisering en situation, hvor alle ikke har lige adgang til sundhedsvæsenet. Det er ikke holdbart. I Nordjylland er der ofte en udfordring med at komme til Aalborg til specialiseret behandling, særligt for vores mest udsatte og syge borgere. At tilbyde borgere på Thy og Mors en videokonsultation i stedet for at måtte tage den timelange tur til Aalborg, kan måske virke som en god løsning. Men at lægen har mulighed for at se, røre og lytte på patienten giver os en enorm mængde viden, vi ikke kan få igennem skærmen på en videokonsultation.

Som læge og formand for Lægeforeningens Digitaliserings- og it-udvalg er det for mig også afgørende, at de digitale løsninger ikke tager kostbar tid fra behandlingen af patienterne. Her kan jeg nævne de it-systemer, som nogle af os kæmper med til daglig, som er alt for tidskrævende i den kliniske hverdag og som har svært ved at tale sammen på tværs. Hvor vi skal bruge lang tid på at klikke rundt og på at logge ind. Systemer, som ikke altid virker til at være skabt til en klinisk virkelighed, hvor hovedfokus ikke bør være på skærmen, men på patienten.

Mere digitalisering fører også til langt flere data om patienterne. Med rette forventer patienterne, at de data bliver brugt. Men hvem skal holde øje med den kæmpe mængde af data? Hvem har ansvaret, hvis en patient bliver overvåget og registreret 24 timer i døgnet? Potentielt set kan de data bruges til mange ting. Er det lægens ansvar, hvis noget overses? Og hvad hvis der er it-nedbrud?

Der er brug for, at vi tænker os godt om i forhold til digitalisering.

Anne Kaltoft skriver desuden, at vi skal sikre de rigtige tilbud på de rigtige tidspunkter til de rigtige personer. Det er præcis, hvad jeg mener. Her kan digitalisering være en hjælp for mange. Men de rigtige tilbud er stadig ofte det personlige møde med lægen eller brevet med coronapasset.

Digitalisering skal bruges hvor det giver mening. Der, hvor det fremmer patientsikkerheden, øger kvaliteten i behandlingen, og optimerer brugen af sundhedsvæsenets knappe ressourcer og lægens tid. Vi må ikke komme dertil, hvor der digitaliseres for digitaliseringens egen skyld.