Læger: Mere offentlig sundhedsforskning på finansloven
På finansloven skal én procent af BNP gå til forskning, men billedet er mudret med misvisende modregning og medregning, og i sidste ende går det ud over dem med psykiske og sjældne sygdomme. Vi bør afsætte flere reelle penge til sundhedsforskning, skriver formand for Lægeforeningen, Camilla Noelle Rathcke i dette debatindlæg
Debatindlæg af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i information den 13. september 2021
Finansminister Nicolai Wammen (S) hjalp traditionen tro medarbejderne i Finansministeriet med at bære de mange tunge udgaver af næste års finanslov ind i ministeriet før offentliggørelsen.
Og som så mange gange før indeholdt den kun én procent af BNP til forskning.
Énprocentmålsætningen har været der i en lang årrække, og den har været et godt og forpligtende politisk mål for vores offentlige forskningsinvesteringer, men der er et men.
Det men er, at der er store samfundsdagsordener, som ikke løftes godt nok i dag, fordi vi ikke investerer nok i ny viden, hvad enten det drejer sig om sundhed, klima eller noget helt tredje.
Der er et stort særskilt behov for at investere i mere offentlig sundhedsforskning, så vi kan tilbyde patienterne bedre behandlinger.
I dag har nogle sygdomsområder stor opmærksomhed fra erhvervslivet. Det er ofte til stor gavn for patienterne, men vi kan ikke overlade det til erhvervslivet alene, da der er sygdomsområder og behandlinger, der ikke nødvendigvis er kommercielt interessante.
Det giver ulighed i sundhed, når nogle grupper af patienter på den måde forbigås. Et eksempel er forskningen i psykiatri, der har brug for et stort løft i form af flere, reelle penge.
Danmark ligger internationalt set i den pæne ende, når det gælder investeringer i offentlig (sundheds)forskning, men tallene for, hvor meget vi reelt investerer, er desværre vildledende.
Finansministeriet hiver hvert år regnemaskinen frem for at finde et beløb, der summerer til én procent af BNP til forskning, herunder sundhedsforskning. Men også andre bidrag til forskningen medregnes her. Det gælder for eksempel EU-midler, som danske forskere har tiltrukket. Det er misvisende og bør ændres.
Derudover overvurderer man i dag regionernes forskning, hvor man blandt andet medregner den forskning, som lægerne bedriver udover deres arbejdstid, på investeringsposten.
Begge dele er med til at sløre det egentlige billede af, hvor mange penge der reelt afsættes fra statslig side til offentlig forskning.
Flere partier har allerede nu tilkendegivet, at der bør afsættes flere penge til den offentlige forskning, hvor særligt visionerne om forskningsinvesteringer svarende til 1,5 procent af BNP bør prioriteres.
I den kommende finanslov bør der også afsættes øremærkede midler årligt til forskning i psykiatri, så det kan igangsættes, lige så snart det faglige grundlag er på plads i psykiatriens tiårsplan.
Mit håb er, at man her på bagkant af en historisk sundhedskrise vil investere mere i den offentlige forskning, når vi er blevet ekstra opmærksomme på, hvor afgørende den er for folkesundheden.