Huskeseddel til den kommende 10-årsplan for psykiatri

Når vi lægger planer for de næste 10 år, skal vi være lige så ambitiøse for borgere med psykiske sygdomme, som vi som samfund har været på kræftområdet. For hvorfor skal psykisk sygdom tages mindre alvorligt end det? Så enkelt kan det siges her forud for, at Sundhedsstyrelsen og Socialstyrelsen kommer med deres faglige grundlag for den længe ventede 10-års plan for psykiatrien til januar. Jeg ser frem til, at der snart lander et gennemarbejdet fagligt fundament, som regeringen og politikerne på Christiansborg skal stå på i deres videre politiske arbejde med 10-års planen.

Her på falderebet vil jeg gerne gøre opmærksom på, at en effektiv 10-års plan kun kan lykkes, hvis den er tilstrækkeligt finansieret. Og planen skal indeholde en ”køreplan” for, hvad der skal sættes i gang først, dernæst og så videre igennem det kommende årti. som forpligter politisk. Her er nøgleord som monitorering og kvalitet meget vigtige.

For vi bliver nødt til at monitorere ’køreplanen’ og nye tiltag tæt. Her vil jeg forslå, at der nedsættes et råd eller en rådgivende koordinationsgruppe med eksperter, som fastsætter konkrete delmål og indikatorer, planen skal nå, så vi løbende kan monitorere fremdriften af 10-års planen. Samt at koordinationsgruppen en gang om året drøfter behov for justeringer i indsatser i planen – og en større midtvejsevaluering. Det skal til for at nå i mål.

Som jeg ser det, så bør der som minimum måles på tre hovedområder: Er der midler, hænder og hoveder nok til patienterne? Fungerer samarbejdet om patienten? Og er patientbehandlingen af bedst mulig kvalitet?

Det er afgørende at prioritere øget kapacitet i starten af perioden, så der er økonomi og hænder til at løfte opgaverne. Psykiatrien står i flammer, og den mangler akut hoveder, hænder og ressourcer.

Derudover oplever alt for mange patienter og pårørende i dag unødig ventetid, manglende samarbejde på tværs og skal selv holde overblik over deres forløb. Derfor vil bedre samarbejde bidrage til at sikre bedre patientforløb, hvor færre patienter ’tabes’ mellem to stole.

Og til slut skal der måles på kvalitet. Der skal for eksempel indføres kommunale standarder for den kvalitet, som kommunerne skal levere i deres og indsatser til børn, unge og voksne. Det gælder bl.a. på botilbud og i de kommunale PPR-indsatser. Det må være de tre overordnede fællesmål, som det hele skal spille ind i, og som skal sikre et grundlæggende løft af indsatsen til mennesker med psykiske lidelser.

Målet må være at forebygge de psykiske lidelser, der kan forebygges, og at de borgere, der udvikler psykiske sygdom, modtager en bedre indsats, og får det bedre. Også så den enkelte er bedre i stand til at gennemføre folkeskole eller uddannelse og få eller holde fast i et arbejde. Det kan kun lade sig gøre, hvis der er politisk vilje til at prioritere mennesker med psykiske lidelser. Lægeforeningen står klar til at bidrage til den fremadrettede proces. Det er tid til at få skabt en værdig og tidssvarende psykiatri for patienterne.