Manglende psykiatriplan. Børn og unge kan ikke vente længere

Mens statsministeren taler om, at børn og unge skal gå til håndbold og spejder for at forebygge mental mistrivsel, så glimrer de politiske reaktioner ved deres fravær, når det kommer til de børn og unge, som netop nu ikke får den behandling, de har brug for i psykiatrien. Både de unge patienter og deres pårørende fortjener virkelig at opleve, at statsministeren og resten af Christiansborg tager deres desperation seriøst.

I en undersøgelse vi i Lægeforeningen har lavet blandt vores medlemmer i børne- og ungdomspsykiatrien, svarer 9 ud af 10, at de oplever, at en betydelig del af deres patienter villet havde et mindre alvorligt forløb, hvis de havde fået behandling tidligere. Det burde simpelthen få alle politikere op ad stolen. Samtidig svarer lægerne, at der mangler sengepladser og personale til at give de yngste patienter behandling af en ordentlig kvalitet.

Der er så at sige slet ikke de rette betingelser til stede ude i psykiatrien til, at lægerne kan give de yngste patienter den rette behandling.

De fysiske rammer er der ikke, og personalet er der ikke. For det er ikke blevet prioriteret politisk.

Det er ellers ikke, fordi politikerne ikke er blevet gjort opmærksom på behovet for at styrke psykiatrien. Og det har heller ikke skortet på løfter. Allerede i valgkampen lovede Socialdemokratiet, at de ville lave en 10-års plan for psykiatrien. Men her tre år inde i deres regeringsperiode, har vi stadig ikke fået den. Heller ikke selvom det faglige oplæg faktisk har ligget klar siden nytår. Og noget tyder på, at ventetiden har haft konsekvenser.

Faktisk peger godt 8 ud af 10 læger i undersøgelsen på, at vilkårene i børne- og ungdomspsykiatrien er blevet forværret i løbet af de sidste to år. Altså mens vi har vente på, at regeringen ville indkalde partierne på Christiansborg til forhandlinger om en plan for psykiatri, så er vilkårene gået fra slemt til værre.

Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen er ca. 41.000 børn og unge i behandling i psykiatrien. Derfor er det en direkte falliterklæring for et velfærdssamfund, at vi ikke kan tage hånd om de børn og unge, som har det sværest.

Så lad dette være et opråb til hele det politiske system, I skal i arbejdstøjet nu, og I kan ikke nøjes med at tale om, hvordan vi gør noget ved mistrivsel, der er allerede nu børn og unge, som har fået sat deres liv på standby – de, deres pårørende og de ansatte i psykiatrien har brug for, at I træder til og prioriterer dem nu.