Legalisering af aktiv dødshjælp må ikke blive svaret på utilstrækkelig lindrende behandling
Debatten om, hvorvidt aktiv dødshjælp skal legaliseres eller ej, har kørt på fuldt blus, siden Mette Frederiksen på årets Folkemøde bragte emnet på banen.
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen, og Janus Tarp, formand for UlykkesPatientForeningen samt medlem af regeringens Udvalg for en mere værdig død
Bragt i Berlingske 22. oktober 2023
Dengang sagde hun, at debatten handler om værdighed i den sidste tid i livet, og hvordan rammerne for den sidste tid som menneske skal være.
Men netop fordi spørgsmålet om værdighed i livets afslutning kædes sammen med aktiv dødshjælp, er vi virkelig bekymrede for, at mange glemmer at tænke over nuancerne, og hvad en legalisering vil gøre ved samfundets forståelse af, hvornår et liv er værd at leve.
En legalisering af aktiv dødshjælp vil nemlig rykke ved noget fundamentalt ved menneskesynet i vores samfund.
Vi formoder, at mange fortalere for aktiv dødshjælp har en forestilling om, hvem der skal tilbydes aktiv dødshjælp og hvornår: Det er en mulighed, man skal have, når det vil være det mest værdige.
Men det er vigtigt at skelne mellem et værdigt liv og en værdig død. Hvem skal vurdere, hvornår et liv skal leves, og hvornår et liv skal afsluttes? Er det en samfundsopgave at vurdere, om et liv er værdigt?
Erfaringer fra udlandet viser, at selvom aktiv dødshjælp indføres i en restriktiv form, så sker der hele tiden en forskubning af grænserne for, hvornår aktiv dødshjælp må og bør udføres, og hvor ofte det sker. Det, der starter med kun at være målrettet myndige døende patienter med fysiske smerter, udvider sig til for eksempel også at omfatte personer med handicaps, som ikke er døende, som man har set det i Canada, psykiatriske patienter, der kan have psykiske smerter (og er de så egentligt velbehandlede?) og børn helt ned til 12-årsalderen, som man har set i Holland.
Og det fører til et skred i forståelsen af, hvornår et liv er værd at leve. For når samfundet tilbyder døden som en løsning, siger man samtidig til en gruppe af patienter, at lige præcis de har et liv, der ikke er værd at holde fast i - at deres liv er mindre værd end andres, hvorfor de skal have den særlige mulighed at få tilbudt døden. Det kaldes euthanasi-mentalitet.
Kontakt til sundhedsvæsenet kan således også blive et spørgsmål om, hvorvidt man som patient føler, man fortjener at få hjælp. Ældre mennesker kan blive bange for at ligge familien og samfundet til last, og pludselig bliver døden et alternativ til plejehjemmet. Psykiatriske patienter kan blive indlagt for deres selvmordstanker eller få samfundets hjælp til at føre dem til dørs. Mennesker med alvorlige handicaps skal tage stilling til, om de vil have kommunens tilbud om hjælp – eller om de kan få offentlig hjælp i tilstrækkeligt omfang til, at livet reelt kan leves. Eller om aktiv dødshjælp er en bedre løsning, eller den løsning, der er. Eksemplerne findes i de lande, der har aktiv dødshjælp allerede, og forråelsen i samfundet må således ikke negligeres.
Det er ikke værdigt. Ingen bør præsenteres for muligheden for aktivt at afslutte sit liv med hjælp fra det danske samfund. Det er et etisk uacceptabelt pres på mennesker i sårbare situationer, og det er et pres, som samtidig vil skabe tvivl om lægens og sundhedsvæsnets rolle, som utvetydigt bør være at hjælpe og støtte disse mennesker.
Men i Danmark skal vi selvfølgelig have muligheden for at få en værdig afslutning på livet. Og det skal være med tilbud om pleje, nærvær og smertelindrende behandling i rette omfang. Kapaciteten inden for lindrende behandling – den nødvendige palliative behandling og pleje til svært syge og måske uafvendeligt døende patienter – er imidlertid ikke stor nok. For det er ikke politisk prioriteret højt nok. Allerede i 2019 udtalte Rigsrevisionen kritik af, at alt for mange patienter venter alt for længe på basal eller specialiseret smertelindrende behandling og omsorg.
Det danske sundhedsvæsen kan altså i dag ikke tilbyde den tilstrækkelige palliative behandling i patienternes sidste tid til alle de patienter, der kunne have behov for det. Og det er måske medvirkende til, at mange borgere ikke har opfattelsen af, at vi indenfor lovens rammer har gode muligheder for at hjælpe i den sidste tid. Og, at den enkelte, der har behov for lindrende behandling, får den i et utilstrækkeligt omfang, så det at få muligheden for at kunne sige ja til aktiv dødshjælp synes som den bedste mulighed.
Men ja til aktiv dødshjælp må aldrig blive svaret på utilstrækkelig lindrende behandling. Så det er her, fokus skal være, når regeringen insisterer på, at der skal være en debat om værdighed i den sidste tid i livet. Det danske sundhedsvæsen kan i dag ikke tilbyde patienter den nødvendige og tilstrækkelige smertelindrende behandling og omsorg - og det kan regeringen gøre noget ved helt uden at legalisere en samfundsskadelig praksis.