Vores tilgang til patienter med multisygdom bliver afgørende for fremtidens sundhedsvæsen

Vi står midt i udviklingen mod et samfund, hvor patienter lever længere, og det er naturligvis positivt. Udfordringerne ligger i, at hos stadig flere er de sidste leveår præget af ofte mange alvorlige diagnoser. Sundhedsstyrelsen anslår, at ca. 1,2 mio. danskere lever med multisygdom defineret som mindst 2 af 13 udvalgte kroniske sygdomme/tilstande. Der er yngre mennesker blandt dem, men ikke overraskende er multisygdom mest udbredt blandt ældre, og derfor ventes antallet af disse patienter også at stige kraftigt de næste år i takt med antallet af ældre. Det er vigtigt at være opmærksom på, at mennesker med psykiske lidelser også kan have multisygdom. De har en øget risiko for at udvikle fysiske sygdomme og højere risiko for at dø af dem end andre. Og tidligere end andre.

Vi kommer ikke uden om prioritering

De mange – og stadig flere – patienter med flere sygdomme er i sig selv en enorm udfordring. Først og fremmest ligger der en opgave i at holde også denne gruppe af borgere så rask og velfungerende som muligt for deres egen skyld. Men det er også en udfordring, som sundhedsvæsenet er nødt til at forholde sig aktivt til, hvis vi fremover skal kunne give alle patienter den nødvendige behandling. Patienter med multisygdom er en afgørende årsag til, at behovet for en aktiv prioritering af sundhedspersonales arbejdskraft og nye tilgange til opgaverne er så tiltrængt. Vi har ikke nok af de fagpersoner, som skal til for at løse opgaverne på det niveau, som vi gerne vil kunne tilbyde, og derfor er vi nødt til at tænke i nye baner – mange nye baner og på én gang - for at kunne rumme de mange mennesker, som i de kommende år vil have en berettiget forventning om nødvendig behandling. Derfor kommer vi ikke uden om at prioritere.

En nødvendig tilgang – som flere politikere heldigvis viser åbenhed over for – er, at sundhedsvæsenet skal blive bedre til at sondre mellem de behov for behandling og støtte, som de enkelte patienter har. Mennesker har forskellige ressourcer, og det gælder også, når sygdom rammer. Derfor skal der være mulighed for i højere grad at skræddersy forløb, som sikrer, at de patienter, som er hårdest ramt, mangler overskud og har sværere ved at overskue en hverdag med kronisk sygdom, får mere hjælp end andre, som fx på grund af lang uddannelse eller stort netværk nemmere kan håndtere sin komplekse situation. Måske kan han eller hun endda i nogle tilfælde i et vist omfang selv kan monitorere sin sygdom og dermed skære ned på unødvendige kontroller eller andre konsultationer. Hvis det bliver gjort rigtigt, kan dette være en fordel for alle.

Nogle patienter med multisygdom vil have blikket rettet mod sygehuset i forventning om, at behandlingen primært vil finde sted der. Men faktum er, at det er ikke muligt- og heller ikke ønskeligt. Det giver på alle måder god mening at flytte størstedelen af behandlingen ud fra afdelinger og ambulatorier til det nære sundhedsvæsen. Vi støtter, at flere opgaver fremover løses tættere på patienterne - i det primære sundhedsvæsen eller i borgernes hjem, hvor det giver bedst mening. Skal det lykkes, skal flere patienter kunne færdigbehandles i almen praksis og speciallægepraksis, der skal være adgang til relevante digitale løsninger, og det skal være nemt at udveksle nødvendige data.

Vi har sundhedsklynger i dag, som er baseret på en rigtig tanke om bedre samarbejde mellem sektorer. Men der er brug for at styrke det i en mere forpligtende retning og sikre, at der er de nødvendige ressourcer til at kunne løfte opgaver på tværs og skabe sammenhængende forløb. Afgørende er det også, at der bliver sat en retning for arbejdet i sundhedsklyngerne, som sikrer en vis ensartethed i tilbuddene. Vi har brug for fagligt stærke enheder, der kan garantere, at også mennesker med mange diagnoser får præcis den behandling, der skal til via et tæt samarbejde mellem kommune, praksissektor og sygehus.

Strukturel forebyggelse kan lette pres på sundhedsvæsenet

Men nye organiseringer gør det ikke alene. Der er brug for tiltag, som både forebygger sygdom, og letter presset på sundhedsvæsenet, og her er det faktisk muligt at sætte effektivt ind mod en del af årsagerne til multisygdom. Det er veldokumenteret, at strukturelle tiltag kan forhindre meget sygdom og mange sygdomstunge år og tidlige dødsfald. Politikere med mod til at sætte prisen op til 100 kr. for en pakke cigaretter og stoppe salg af alkohol til børn vil kunne forhindre, at de kommende generationer skal leve mange af deres sidste år som patienter med alvorlig og belastende sygdom. De vil også kunne bidrage til at mindske den sociale ulighed i sundhed, som er udtalt blandt mennesker med mange diagnoser. Kort uddannelse og lav indkomst øger risikoen for, at hoste, træthed, smerter og andre symptomer vil kaste lange skygger ind over et ellers godt liv som ældre. Ser man på de konkrete diagnoser, er det ikke så overraskende. Livsstilsfaktorer har ofte en afgørende rolle for udvikling af diabetes, kræft, kronisk lungesygdom og hjertekarsygdomme.

Et vigtigt fokus er, at de mennesker, som skal tage sig af fremtidens patienter med mange sygdomme, skal have de nødvendige kompetencer. Der er flere komplikationer og udfordringer for denne patientgruppe, som kræver særlig indsigt. Fx i polyfarmaci, hvor de mange lægemidler på samme tid kan give fx alvorlige bivirkninger og ringere efterlevelse af behandlingen.

Dertil kommer, at det også kan være vanskeligt for patienterne – og sundhedspersonale (!) – at fastholde et overblik over et behandlingsforløb, som kræver, at patienten har hyppige kontakter med sundhedsvæsenet på forskellige adresser. At hjælpe patienter under de betingelser kræver særlige kompetencer, som rækker ud over kendskab til behandling og pleje af hver enkelt sygdom, og det er vigtigt, at medarbejderne får mulighed for at tilegne sig dem.

Det gælder i høj grad vore kolleger i plejesektoren, men også i vores eget fag. Vi skal også være klar til at tænke mere i bredden og på tværs, hvis vi skal løfte opgaven med de mange patienter med multisygdom, hvis forløb ofte omfatter både regioner, praksis og kommuner. Sundhedsstyrelsen har netop offentliggjort sine anbefalinger til en revision af den lægelige videreuddannelse, som kort fortalt lægger op til større fællesmængde mellem specialerne – uden at sætte specialiseringen over styr.

Fremtidens speciallæger skal uddannes til en bredere profil bl.a. via flere fælles uddannelseselementer på tværs af specialerne. En nødvendig vej at gå, da speciallæger fremover i endnu højere grad skal understøtte, at der er sammenhæng i patienternes forløb på tværs af regioner, praksis og kommuner. Lige nu lægger Sundhedsstyrelsen sidste hånd på anbefalingerne, hvorefter det hviler på regeringens skuldre at sikre, at de bliver til virkelighed.

Vi har haft varme dage her i efteråret, som let kan lede en til at glemme, hvor kort tid der er til foråret. I hvert fald, hvis man som Sundhedsstrukturkommissionen skal finde forslag til svar på de store, store udfordringer, vi ser ind i. Lægeforeningen har en klar forventning om, at de eksperter, som udgør kommissionen, i sine forslag til organisering og styring har blikket for de mange, mange patienter, som ikke kun fejler én ting, men som bevæger sig ad uforudsigelige og besværlige ruter i vores sundhedsvæsen for at få den nødvendige hjælp. De er allerede mange, og de bliver mange flere. At lykkes med den opgave er derfor helt generelt afgørende for, om vi kan sige, at vi har et velfungerende sundhedsvæsen.