Et lettilgængeligt kommunalt behandlingstilbud til børn og unge i mistrivsel er nødvendigt, men kan på ingen måde stå alene
Fra Lægeforeningens side er vi meget positive overfor etableringen af et lettilgængeligt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. Det er en både hensigtsmæssig og nødvendig styrkelse af hjælpen til børn og unge i mistrivsel – og det er en vigtig del af 10-årsplanen for psykiatrien. Men så blegner begejstringen også.
Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Sundhedsmonitor den 15. marts 2024
For nuværende er der nemlig tale om et tilbud med utilstrækkelig finansiering, lange udsigter, manglende krav til kvalitet og evaluering af effekt af tilbuddet og ikke mindst manglende tidsfrister på, hvornår børn og unge i mistrivsel kan forvente hjælp.
I hele træskolængder skal hver kommune for 2,5 millioner kroner årligt etablere og drive sådan et tilbud. Det er ikke mange lejemål og personale, man får for de penge.
Læg hertil, at det først er i 2026, at kommunerne skal have det lettilgængelige tilbud på plads – 90 procent af dem i hvert fald. Der er længe, længe til. Og så er der ingen garantier for, hvor længe man skal vente på hjælpen. Ambitionen er, at børn og unge skal modtage ”hurtig” hjælp. Men en definition af hurtig – fx antal dage - må man kigge langt efter, i det netop fremsatte lovforslag. Det er naturligvis en problematisk mangel. Lægeforeningen har før peget på, at der skal være en 30-dages frist for ventetid, ligesom man kender det fra udredningsgarantien.
Jeg deler derfor bekymringerne om den økonomiske ramme, som Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, Psykiatrifonden og KL har givet udtryk for. Ligesom jeg deler bekymringerne i forhold til de manglende krav til kvaliteten og evaluering. Det er afgørende, at indsatserne virker.
Desuden er der usikkerhed om, hvor stor målgruppen egentlig er. Eksempelvis kan det vise sig, at flere børn og unge – ikke færre – skal videre til behandling i psykiatrien. Det scenarie, som der os bekendt ikke er lavet estimater på, vil kræve yderligere ressourcer. Og hér taler vi altså behov for markant flere speciallæger plus rekruttering og fastholdelse af mange andre faggrupper. For at nævne noget. Børne- og ungdomspsykiatrien er presset i bund, så her skal der også sættes ind på alle fronter.
De afsatte midler giver naturligvis mulighed for at stable et lettilgængeligt tilbud på benene, men det er ikke meget ekstra kapacitet, det giver. Og når KL skriver, at kommunerne bliver nødt til at selektere og prioritere meget skarpt med hensyn til at kunne tilbyde behandling til de børn og unge, som har et reelt behov, er det en advarsel, der er værd at lytte til. For en tom skal uden tilstrækkeligt indhold må dette tilbud ikke blive.
Jeg er virkelig stor tilhænger af, at vi i Danmark etablerer et lettilgængeligt behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel i kommunerne. Gøres det rigtigt – med rette økonomi, kvalitet, kapacitet og faglige ambitioner - kan tilbuddet spille en vigtig rolle i fremtiden. Men man må ikke fristes til at tro, at tilbuddet når i mål med de midler, der er afsat på nuværende tidspunkt, og det vil aldrig nå til at kunne løse den katastrofale situation, som særligt børne- og ungdomspsykiatrien står i. Og det er langtfra et tilbud, der ’lige’ etableres, og som der kan sættes flueben ved – dertil er ressourcerne alt for få.
Tilbuddet er nødvendigt, men kan på ingen måde stå alene.