Flere speciallæger, ja tak
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen
Bragt i Information den 27. august 2024
I Informations leder d. 16. August med overskriften ”Flere speciallæger til provinsen” fokuserer skribenten på det problematiske i, at Region Sjælland i stor stil mangler speciallæger. Jeg er helt enig i, at det er et problem, som skal løses. Det er nødvendigt at sikre speciallæger nok, især til de områder af landet, hvor borgerne er mest syge.
Men når det kommer til løsninger på speciallægemanglen, hører min enighed med lederskribenten op. Der advokeres for at gå radikalt til værks over for læger – desværre på et fundament af en forfejlet præmis.
Faktum er, at mangel på speciallæger ikke kun er et problem i Region Sjælland eller andre steder i landet, hvor der findes tyndere befolkede områder. Som Lægeforeningen i årevis har gjort politikere og myndigheder opmærksomme på, er det hele Danmark, der mangler speciallæger: Der er ingen arbejdsløshed blandt speciallæger, der er lukket for tilgang i mere end hver anden almen praksis, langtfra alle sygehuse har det nødvendige antal speciallæger til de mange opgaver, og patienterne oplever lange ventelister over en bred kam – og ikke kun betinget af mangel på sygeplejersker på operationsgangene.
Læg hertil, at vi danskere lever længere og længere, heldigvis, men det betyder også, at de kommende årtier byder på markant flere patienter med flere samtidige sygdomme, som skal kunne få specialiseret behandling. Alt sammen taler for, at de læger, vi i dag uddanner fra universiteterne, også skal kunne videreuddanne sig til speciallæger. Danmark mangler jo speciallæger, og der uddannes mange læger, så det giver ikke mening at lægge hindringer i vejen for, at de kan videreuddanne sig til gavn for patienterne.
Det er ikke desto mindre virkeligheden i dag. Den store mangel bunder nemlig desværre i de beslutninger, som myndigheder, driftsherrer (altså regionerne) og politikere i mange år har taget. Man har konsekvent valgt at uddanne alt for få speciallæger.
Fra Lægeforeningens side har vi tidligere påpeget en manko på omtrent 200 speciallæger årligt i forhold til behovet, og så er det jo klart, at patienterne mangler speciallæger. Derfor vil jeg endnu en gang opfordre beslutningstagerne i dette land til at etableret det antal speciallægeforløb, der er nødvendige, for at vi får de speciallæger, vi mangler. Sker det ikke, vil det gå ud over patienterne, der fortsat vil mangle speciallæger til specialiseret behandling.
Så når Informations lederskribent efterlyser radikale tiltag overfor læger, så retter han bager for smed:
For at løse manglen på speciallæger skal der uddannes speciallæger nok, og det sker ikke i dag på grund af politiske beslutninger. Fra lægeside har vi talrige gange påpeget det problem.
Herudover går logikken i lederen galt i byen, når det syrligt fremhæves, at læger og akademikere generelt har en tendens til gerne at ville bo i storbyen. Her må vi læger igen melde hus forbi: Læger er i forvejen den gruppe akademikere, der er allermest mobile og også er spredt allermest ud i landet. Helt frivilligt i øvrigt, så der er ingen grund til at ville behandle os som kvæg eller Legoklodser, man bare kan flytte rundt med efter forgodtbefindende. Sidstnævnte også på en fejlagtig præmis om, at det lægelige arbejdsmarked er så snævert, at man kun kan være ansat ’hér eller dér’.
Det fremhæves også, at speciallæger gerne vil have job der, hvor der i er et fagligt spændende miljø. Det er rigtigt – det hænger blandt andet sammen med vores fortløbende behov for at vedligeholde og udvikle vores faglige kunnen og viden til gavn for patienterne – og det har man blandt andet skabt i en tyndt befolket del af Nordjylland, hvor man med dygtighed tiltrækker læger. Tiltag, som andre med fordel kunne lade inspirere af.
Når alt dette er sagt, så deler vi jo det synspunkt, at der skal være mange flere speciallæger til patienterne i provinsen. Det er blot nødvendigt at huske, at det er hele Danmark, der mangler speciallæger. Og at løsningen er, at der fremover uddannes speciallæger nok. Netop det er et politisk ansvar at sørge for – det kan ske helt uden radikale tiltag.