Svar fra Lægeforeningen: Naturligvis kan forebyggelse spare ”arbejdskraft”
Af Camilla Noelle Rathcke, formand for Lægeforeningen og formand for Sundhedssektorens Prioriteringsråd
Bragt i Politiken den 27. februar 2024
Politiken bragte d. 16. februar indlægget ”Sundhedsprofessor: Det er en myte at mere forebyggelse koster sundhedsvæsenet mindre. Læger skal holde op med at gentage den”. Skribenten, Signild Vallgårda, går her i rette med Sundhedssektorens Prioriteringsråds anbefalinger til at reducere presset på sundhedsvæsenet via forebyggelse og sundhedsfremme, da ”det ikke virker”. Det bemærkes, at forebyggelse er godt, men næppe forhindrer, at sundhedsudgifterne stiger.
Kritikken er dog forfejlet. Som det klart og tydeligt står i rapporten fra Sundhedssektorens Prioriteringsråd handler anbefalingerne om at bruge arbejdskraften bedre – ikke om at spare penge. ”Det er ikke et mål for rådet at pege på besparelser. Målet er at bruge arbejdskraften bedre i sundhedsvæsenet. For vi kan ikke ansætte os ud af udfordringerne. Arbejdskraft, der frigøres ét sted i sundhedsvæsenet, skal bruges til at løfte opgaver et andet sted.”
Ergo handler det ikke om at nedbringe sundhedsudgifterne, som skribenten lægger til grund for sin kritik. Ved at forebygge de sygdomme, der kan forebygges, undgås en masse udredninger, behandlinger og indlæggelser, og på den måde frigiver vi kræfter i sundhedsvæsenet, som kan bruges andetsteds. I takt med det voksende antal ældre, stiger behovet for at frigive hænder i sundhedsvæsenet, så opgaverne kan håndteres med det nuværende personale. Det er i vores optik klog prioritering.