Læger og sygeplejersker: Vi er modstandere af, at aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord skal være en del af sundhedsvæsnet
Debatindlæg af Camilla Rathcke, Formand for Lægeforeningen og Dorthe Boe Danbjørg Forkvinde i Dansk Sygeplejeråd.
Bragt i Politiken den 18. september 2024
Nu har regeringen fremlagt sit bud på, hvordan statsfinanserne skal bruges på næste års finanslov. Men særligt ét område glimrer ved sit fravær: penge til at sikre en bedre palliativ indsats til dem af vores patienter, der har brug for netop det i et liv med svær kronisk sygdom, undertiden på vej mod døden.
Derfor tillader vi os lige at påpege, at behovet stadig er der, og med dette indlæg smider vi en mønt i ønskebrønden og opfordrer alle politikere til at betænke det palliative område – dvs. alle aspekter af lindrende behandling – I kan nå at få det på finansloven endnu.
Behovet for penge til det palliative område er slået fast mange gange, sågar ad flere omgange som udtalt kritik fra Rigsrevisionens side. Det i sig selv burde udløse en betydelig håndsrækning til området. Men det særlige netop i år er faktisk den debat, vi har haft om aktiv dødshjælp og assisteret selvmord.
Den har vi i Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd selv deltaget i, fordi vi er modstandere af, at både aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord skal være en del af sundhedsvæsnet. Og fordi vi mener, at debatten om aktiv dødshjælp fortrænger det, der reelt burde lægges kræfter og ressourcer i: en bedre palliativ indsats, herunder en tilstrækkelig lindrende behandling, til de patienter, der har behov – uanset hvor langt væk eller tæt på døden er.
Vores erfaring er, at mange danskere slet ikke ved, hvilke tilbud der er i det danske sundhedsvæsen i dag til mennesker, som er terminalt syge. Og de mange svar, vi ser i diverse spørgeskemaundersøgelser, tyder mere på, at danskerne er bekymrede for, at der slet ikke er hjælp, og at deres eget eller deres pårørendes liv skal slutte i lidelse.
Vi er modstandere af, at aktiv dødshjælp og hjælp til selvmord skal være en del af sundhedsvæsnet
Blandt fagfolk er der stor ærgrelse over, at tilbuddene ikke er bredt kendt, samtidig er der en ærlig erkendelse af, at vilkårene til at hjælpe alle på nuværende tidspunkt er for dårlige. Men det kan netop flere ressourcer afhjælpe.
Dansk Selskab for Palliativ Medicin er netop kommet med et rigtig godt udspil til en national strategi for lindring til patienter med livstruende sygdom, hvor de konkret udpeger syv fokusområder for en styrket og sammenhængende palliativ indsats. Altså helt konkrete bud på, hvordan det danske sundhedsvæsen, inden for rammerne af hvad der er lovligt og muligt i dag, kan lindre symptomerne hose patienter med uhelbredelig og livstruende sygdom frem mod døden. Strategien viser vejen mod øget tilgængelighed og højere kvalitet af den palliative indsats og støttes til fulde af Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker.
Men den slags kræver prioritering og penge, som området mangler. Så hermed et ønske om, at regeringen allerede i næste års finanslov løfter det palliative område, så alle patienter med behov for lindrende behandling kan få den hjælp, der er nødvendig, og så deres pårørende kan betrygges i, at der vil være hjælp at få.