Gå til indhold

Life science-strategi skal booste prioriteringen i sundhedsvæsenet

Af Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen

Bragt i MedWatch den 11. november 2024

Regeringen har præsenteret deres udkast til en ny strategi for life science, ligesom der politisk er indgået en aftale om fordelingen af forskningsreserven. Fra Lægeforeningens side kvitterer vi for begge dele, for de indeholder mange positive elementer. Forskningsreserven styrker blandt andet forskning i psykiatrien, og life science strategien styrker i høj grad udvikling og produktion af nye lægemidler og medicoteknisk udstyr. At dansk life science er i verdensklasse og blandt andet bidrager til en sundere dansk økonomi er indlysende positivt. Herudover ser vi også et behov for yderligere at styrke den kliniske sundhedsforsknings position i strategien – det er ofte hér, at grundlaget for, hvad der kan blive den nye behandling, den udviklede procedure eller det kommende erhvervseventyr, starter.

Den kliniske forskning, læger udfører, er afgørende. Den støber fundamentet for at kunne foretage prioriteringer på samfundsniveau ved at give svar på, hvorvidt én sundhedsintervention; i form af udredning, behandling, brug af ny eller eksisterende teknologi er bedre end en anden. Både i et patient- og sundhedsøkonomisk perspektiv.

Den kliniske forskning gør altså både, at vi kan luge ud i uvirksomme eller unødvendige sundhedsinterventioner, bruge eksisterende behandlinger bedre, og samtidig giver det grobund for innovative sundhedsløsninger. Det styrker sundhedsvæsenets prioriteringer.

Det er afgørende, at de tilbud, vi har til patienterne, er de rette. Jeg er overbevist om, at et øget fokus på klinikerperspektivet kan styrke innovative løsninger, som er relevante og værdiskabende for sundhedsvæsenerne generelt, for den enkelte patient, men også for industrien.

Vi er nået et stykke af vejen, men arbejdet med life science-strategien rummer uudnyttet potentiale på den front. Ikke mindst med et stærkere patientperspektiv og en tættere inddragelse af sundhedsvæsenets aktører, når de enkelte forslag skal implementeres. Det arbejde bidrager Lægeforeningen meget gerne til, eksempelvis i Life Science Rådet.