Gå til indhold

LF nyhedsbrev 21. august 2025

Kære kollega

Lovpakke II: Aftaler og fælles fodslag skal drive omstillingen fremad – ikke lovgivning og diktat.

I dag er der høringsfrist for lovforslaget om sundhedsreformen, kendt som lovpakke II, som blandt andet handler om det, man kalder ”det almenmedicinske tilbud”. Lovforslaget har med god grund skabt røre og debat, og man må også sige, at forslaget i sin nuværende form lægger op til lovgivning frem for forhandling på betydelige områder for almen praksis. Man har fra starten lagt nøglerne til forhandlingsrummet på hylden i stedet for at træde ind i det. Det er et problem, og det er Lægeforeningen på banen for at få ændret på.

Lægeforeningen har sammen med Praktiserende Lægers Organisation, Yngre Læger og Foreningen af Speciallæger afgivet et høringssvar til lovforslaget. I det høringssvar understreger vi naturligvis, at regeringen i den danske models ånd i stedet skal søge at aftale sig frem. For det giver altså ikke mening at lægge ud med lovgivning, når man i stedet kunne udvikle via aftaler.

Det er klart, at Lægeforeningens indsats ikke er begrænset til at afgive høringssvar. Sideløbende arbejder vi målrettet og udenfor mediernes spotlight på at få åbnet op til forhandlingsrummet. Netop fordi aftaler og fælles fodslag skal drive omstillingen fremad.

Indenrigs- og sundhedsministeren har tilkendegivet, at høringssvarene vil blive nøje gennemgået, og at dialogen med aktørerne om sundhedsreformen fortsætter. Hun har også givet udtryk for, at bl.a. Praktiserende Lægers Organisation er en helt central sparrings- og aftalepartner, når det gælder udvikling af det nære sundhedsvæsen. Det kvitterer jeg selvfølgelig for. Og så ser jeg frem til, at lovforslaget bliver passet til.

Du kan ​læse mere i min seneste leder fra Ugeskrift for Læger​ og i det fælles høringssvar, vi netop har sendt til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

De bedste hilsner

Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen

 

Drop besparelserne på de specialespecifikke kurser

Ud af det blå og med blot 14 dages varsel meldte Sundhedsstyrelsen i slutningen af juni ud, at hovedkursuslederne for de specialespecifikke kurser i den lægelige videreuddannelse skulle skære en tredjedel af deres udgifter for resten af 2025.

Når kurser bliver aflyst eller indholdet reduceret, risikerer vi ikke kun forsinkelser, men også, at kvaliteten af speciallægeuddannelsen forringes. Det går i sidste ende ud over både faglighed og patientsikkerhed. Det er også ganske paradoksalt, at det sker, når nu antallet af hoveduddannelsesforløb efter mange års pres fra Lægeforeningens side endelig forøges. 

Besparelserne hænger ganske enkelt ikke sammen, og de er også stik imod sundhedsreformens ambitioner om ’flere speciallæger’.

Sammen med Yngre Læger har Lægeforeningen derfor på det kraftigste opfordret til, at besparelserne trækkes tilbage. Vi har samtidig efterspurgt, at der i fremtiden afsættes varige og tilstrækkelige midler til at sikre, at hele speciallægeuddannelsen – også kursusdelen – kan følge med den øgede dimensionering.

Læs mere her:

Brev til Sundhedsstyrelsen vedrørende besparelser på de speciale specifikke kurser

Svar fra Sundhedsstyrelsen

Fælles brev fra Lægeforeningen og Yngre Læger til Indenrigs- og Sundhedsministeren

Lederen i Ugeskrift for Læger: Besparelser går stik imod sundhedsreformen og spænder ben for flere speciallæger

 

Fælles appel om medicinske evakueringer fra Gaza

Behovet for medicinske evakueringer fra Gaza stiger dag for dag, og tusindvis af patienter har akut brug for specialiseret behandling, som ikke kan leveres lokalt. 

Vi vil i Lægeforeningen gerne understrege, at danske hospitaler og sundhedsprofessionelle er klar til at modtage disse patienter, og vi opfordrer regeringen til at slutte sig aktivt til den EU- og WHO-koordinerede evakuering. 

​Det er budskabet i en fælles henvendelse til statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen fra Lægeforeningen, sammen med Læger uden Grænser og Røde Kors i Danmark​. 

I brevet fra den 7. juli anerkender vi Danmarks hidtidige humanitære bidrag, men vi ønsker at sætte streg under vores lægefaglige ansvar for at sikre, at kritisk syge får adgang til livreddende behandling, uanset konfliktsituationen.

Fælles erklæring fra de nordiske lægeforeninger

Derudover er Lægeforeningen gået sammen med vores søsterorganisationer i Sverige, Norge, Finland og Island om en fælles nordisk erklæring​

Heri udtrykker vi ligeledes dyb bekymring over den eskalerende humanitære katastrofe og Gazas kollapsede sundhedssystem og opfordrer de nordiske regeringer til at muliggøre hurtige medicinske evakueringer, sikre humanitære korridorer samt presse på for våbenhvile og beskyttelse af sundhedspersonale. 

I det fælles nordiske opråb bekræfter vi lægelig neutralitet og står klar til at støtte enhver koordineret indsats, der kan bringe livreddende behandling til Gazas befolkning.

Læs også i Ugeskrfit for Læger: ​Nordiske lægeforeninger i fælles opråb om Gaza

Nye kandidater blev fejret i hele landet

Lørdag den 5. juli fejrede Lægeforeningen traditionen tro landets nyuddannede læger ved fire flotte kandidatfester i København, Odense, Aarhus og Aalborg. Denne gang var der ekstra meget at fejre, da det første hold kandidater fra Esbjerg også var blevet færdige. Stort tillykke til jer alle sammen og velkommen til lægelivet og til Lægeforeningen. 

​Se flere fotos fra festerne på Lægeforeningens Instagram

Syddanmark tager vigtige skridt mod kortere ventetider i psykiatrien – men går også den gale vej

Diagnosespecifikke ADHD-klinikker risikerer at overse komplekse symptomforløb og kan forværre ventetiderne for patienter med flere diagnoser. Sådan skriver Josephine Duevang Rathenborg, formand for Lægeforeningen Syddanmark i et debatindlæg i Sundhedsmonitor den 7. august 2025. ​

Læs hele debatindlægget

Husk at bruge dine mange medlemsrabatter

Som medlem af Lægeforeningen har du adgang til en lang række medlemsrabatter på bl.a. hoteller og ferieboliger, mad og delikatesser, bøger og fotobøger, designermøbler og meget mere. 

Få et godt overblik over alle rabataftalerne i Lægeforeningens app.

Find appen her

Nofred – 45 pct rabat på dansk design til børn

Skal du have nye danskdesignede børnemøbler, tekstiler og tapeter derhjemme eller i klinikken? Som medlem af Lægeforeningen får du 45 pct rabat og gratis fragt på Nofred. Det stilrene og tidløse design gør det nemt at indrette hjemmet med Nofreds møbler og tilbehør. Hvert produkt skabt til at holde i generationer og støtte en mere bæredygtig kultur. Nofred har både møbler, tekstiler og tapeter i funktionelt design til børn. ​Sådan får du rabat

Akuttaske til bilen - få 25 pct rabat

Har du førstehjælpsudstyret i orden, når du er på farten? Med en akuttaske er du forberedt, hvis ulykken sker, og du skal træde til som læge. Lægeforeningen tilbyder i samarbejde med MEDshop.dk, du som medlem kan få 25% rabat på en særlig akuttaske som redskab til at opstarte den præ-hospitale behandling. 

​Læs mere, og køb her