Lægeforeningens høringssvar til forslag til lov om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet og lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
Et rigtigt skridt at fokusere på behandlingsforløb fremfor fejl hos den enkelte
19. februar 2024
Det er helt afgørende for Lægeforeningen, at patientklagesystemet giver mening i forhold til de vilkår, som lægerne arbejder under. Derfor er det et positivt skridt i den rigtige retning, at regeringen nu har sendt et lovforslag i høring, som netop skal ændre fokus fra fejl hos enkeltpersoner i sundhedsvæsenet til i stedet at se på behandlingsforløbet i sin helhed og lære af de fejl, der uundgåeligt opstår i et komplekst sundhedsvæsen.
Uhensigtsmæssige behandlingsforløb fylder hos både patienterne og sundhedspersonerne, og i et sundhedsvæsen med sektorovergange, og hvor mange forskellige sundhedspersoner er involveret i den enkelte patient, vil der ske fejl, som ofte kan tilskrives et uhensigtsmæssigt forløb eller organisering. Derfor er det meget positivt, at arbejdsgruppen om afdækning af patientklagesystemet i enighed har peget på, at patientklagesystemet fremover skal have et langt større fokus på at lære af fejl og har anbefalet, at alle patientklager som udgangspunkt skal behandles som forløbsklager, hvilket lovforslaget skal følge op på.
Lægeforeningen finder det i den forbindelse særdeles positivt, at der med lovforslaget lægges op til at ændre patientklagesystemet pr. 1. juli 2024.
Stadig mulighed for at klager kan rettes mod enkeltpersoner
Trods det nye og vigtige tiltag om fokus på forløb og læring, foreslås det også, at der under skærpende omstændigheder, som ”rejser begrundet mistanke om aktuel, overhængende fare eller alvorligere fare for patientsikkerheden” vil være mulighed for at rette en klage mod enkeltpersoner. En betingelse er, at det skal være muligt at identificere ”den ansvarlige for den del af behandlingen”.
Det skal være meget klart i de kriterier, der fastsættes i tilfælde af, at klagen rettes mod enkeltpersoner, hvornår ansvaret bæres af en enkeltperson, og hvornår den påklagede situation er en følge af en eller flere forudgående hændelser i det samlede forløb.
Retningslinjer er ikke godt nok
Med det foreslåede lovudkast lægges der op til, at kvalificeringen af de sager, der kan føre til kritik eller kritik med indskærpelse overfor den enkelte sundhedsperson skal fastsættes i retningslinjer. Det, at der sker en kvalificering af grundlaget for klagen, inden den egentlige sagsbehandling påbegyndes, betyder til gengæld også, at sandsynligheden for, at afgørelsen falder ud med kritik eller kritik med indskærpelse, vil være større, end i det nuværende patientklagesystem.
Derfor er det ikke tilstrækkeligt, når det i udkastet til lovforslaget foreslås, at der fastsættes retningslinjer for, hvornår en klage vurderes at indeholde skærpende omstændigheder.
Der er i stedet behov for, at kriterierne fastsættes i form af juridisk bindende regulering i en bekendtgørelse.
Det er således væsentligt for lægers og andre sundhedspersoners retssikkerhed og for vejledning af offentligheden helt generelt, at der er klarhed, over hvilke kriterier, der ligger til grund for, at Styrelsen for Patientklager vil vurdere, at der er ”begrundet mistanke om aktuel, overhængende fare eller alvorligere fare for patientsikkerheden”.
En retningslinje eller en vejledning er en god idé, men da som vejledende tekst til en juridisk bindende regulering.
Oplagt justering i samme moment
Samtidig med den foreslåede lovændring vil det være oplagt, at der samtidig justeres på klage- og erstatningslovens § 12, stk. 4, hvorefter Styrelsen for Patientklager underretter Styrelsen for Patientsikkerhed om modtagne klager efter samme lovs § 1 og om Styrelsen for Patientklagers afgørelse af sådanne klager. Det er kendt, at Styrelsen for Patientsikkerhed, kontakter blot en tiendedel (12 % i 2021-niveau - jf. afrapportering af evaluering af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn) af de sundhedspersoner, som tilsynsmyndigheden orienteres om via afgjorte klagesager.
Det bør derfor fremadrettet alene være klagesager, der kan kategoriseres som disciplinærnævnssager på grund af skærpende omstændigheder, og de afgørelser, der i forløbssagerne giver anledning til kritik, som oversendes til Styrelsen for Patientsikkerhed.
Dialog er også en vigtig kilde til læring
Dialog kan fremme læring, fordi det tidligt kan afklare eventuelle misforståelser og helt afværge en klage. Dialog mellem patient og behandler eller behandlingssted kan genskabe tilliden i behandlingen. Der bør derfor, samtidig med en nærmere regulering af bisidderordningen, som foreslået, også indsættes en ny bestemmelse i klage- og erstatningsloven, der bemyndiger indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler om en formalisering af dialogsamtalerne. En af udfordringerne i dag er netop, at der ikke er en nærmere formalisering af afholdelsen af dialogsamtalerne, hvorfor de data, som kan udledes af dialogsamtalerne, risikerer at blive tabt eller kun anvendt lokalt. Jo bredere anvendelsesmuligheder des bedre og mere læring i sundhedsvæsenet.
Ophør af behandlingssteder
Det skal i lovbemærkningerne skrives endnu tydeligere, hvornår der er tale om ophør af et behandlingssted ved, udover de angivne momenter, at angive eksempler på ophørte behandlingssteder, ligesom det bør skrives tydeligere ind i lovbemærkningerne, i hvilken udstrækning forskellighed i et eller flere af momenterne taler for, at der ikke er tale om samme behandlingsansvarlige enhed og dermed et ophør af behandlingsstedet.
Er der tvivl om, hvorvidt behandlingsstedet kan defineres som samme behandlingsansvarlige enhed, bør tvivlen komme indklagede til gode.
Desuden bør det skrives mere tydeligt, at Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn kun i de sager, hvor der er tale om ophør, kan behandle sagen, hvis ansvaret for behandlingen kan placeres hos én eller flere konkrete sundhedspersoner.
Kvaliteten af specialistvurderingen i erstatningssager skal opretholdes
Det er også i udkastet til lovforslag foreslået at flytte behandlingen af klager over Patienterstatningens afgørelser ”der ikke skønnes at frembyde tvivl”, hvilket betyder, at sekretariatet for Ankenævnet for Patienterstatningen kan afgøre en væsentlig del af sagerne, uden at sagerne skal forelægges nævnet.
En af ankenævnets vigtige funktioner er, at nævnet er med til at sikre det rigtige niveau for erfaren specialist-standard.
Hvis en væsentlig del af sagerne fremover skal afgøres i sekretariatet uden forelæggelse for nævnet, er der risiko for, at niveauet for erfaren specialiststandard kommer til at ligge på et uhensigtsmæssigt niveau, uden de vigtige drøftelser og diskussioner, der foregår i nævnet.
Det er, derudover, ikke klart, hvad der ligger til grund for det angivne skøn, hvilket øger risikoen for at niveauet for erfaren specialiststandard forrykkes uhensigtsmæssigt.
Lægeforeningen hæfter sig i den forbindelse også ved at formandskabet i Ankenævnet for Patienterstatningen ved henvendelsen til Sundhedsudvalget og sundhedsordførerne udtrykker stærk bekymring om lovforslaget vedrørende delegation af kompetence fra nævnet til sekretariatsniveau.
Med venlig hilsen
Camilla Noelle Rathcke
Formand for Lægeforeningen